Nu dages det brødre, det lysner i Øst

I hvert fald stod mandagen i solskinnets tegn i Grodno. Vi stod op til solskinsvejr, spiste morgenmad mens vi iagttog byggearbejderne der arbejdede med varierende grad af entusiasme på byggepladsen ved siden af vores hus. I hvert fald den ene af arbejderne så ud til at være fejlcastet til jobbet, han gik forvildet rundt og havde ikke begge hænder oppe ad lommerne på samme tid mens vi så på. Christian benyttede muligheden for at få en tur i spabadet mens vi gamle bare tog en ekstra kop kaffe inden en tur rundt i byen ville give os nye indtryk.

Vi endte med en længere tur om på den anden Memel bred, undervejs så vi det gode det onde, og det grusomme, det sidste især symboliseret ved nogle gedigne sovjetrussiske rædsler som selv ikke det smukke vejr kunne kaste et formildende skær over. Teatret, der lader til at være byens stolthed tager nok førstepladsen men også kæmpemæssige plattenbau højhuse er med højt oppe på listen.

Grodno var tildigere en af de 3 byer hvor det Polsk - Litauske rige afholdt rigsdage, og derfor er der også mange meget flotte gamle bygninger tilbage. Byen blev som den eneste af de store hviderussiske byer ikke ødeligt under 2. verdenskrig, så meget af fordums pragt kan endnu anes, noget trænger dog til en kærlig hånd.

for det onde må kommunisme stå, og herovre har man ikke fjernet de gamle mindesmærker i form af Lenin statuer. Han pryder endnu Leninpladsen foran en sovjet bygning af det helt store format.

Noget af det mest spændende ved Grodno var hvordan de almindelige mennesker boede, og hvordan de gik klædt. Vi så en masse plattenbau, især fra bussen. Byen har ca. ligeså mange indbyggere som Århus, men bykernen virker meget mindre. Vi kom på vores gåtur forbi ældre huse, hovedparten af dem var af træ, stort set alle havde køkkenhaver, og ved et af dem mener vi at have set et das. Det skal dog siges at der virkede behageligt, der var ikke en nedtrykt stemning i byen, men hviderusserne høer ikke tilde mest smilende folk. Her kan de lære en del af Litauerne.

Vi forsøgte også at få billeder af de lokale, det er lidt sværere når de situationer man gerne vil have billeder af er hverdagssituationer hvor folks ansigtstræk gerne skal kunne ses. 

Generelt var besøget positivt, der var mange vestlige biler. en levestandart der var højere end forventet. Men samtidig klart lavere end i Danmark. Det var godt internet, lejligheden var god, og det var spændende at krydse EU grænsen, der på land ikke er helt så hullet som visse danske politikkere ynder at sige. På turen tilbage til Druskininkai blev vi udsat for omfattende kontrol, 1 time 50 minutter tog det, og 2 passagerer i bussen kom ikke med over grænsen. Af kuriøse oplevelser skal nævnes at vi nær var kommet til at overvære en hviderussisk gudstjeneste, vi villese en kirke, og da vi var kommet ind blev dørene bag os lukket i med et brag. Heldigvis var der nogle lokale der smuttede efter 5 minutter, den skyndte vi os at følge efter!

Turen tilbage mod EU gik eller fint, i Druskininkai fandt vi hurtigt vores bil, og 2 timer senere var vi ved vores hotel i Kaunas, på gågaden spiste vi på Pizzajazz, hvor Solveig fik den bedste pizza Peter nogensinde har smagt!