Belarus here we come!
Vi sov godt på Art hotel i Druskininkai. Godt og længe, altså blev det til en sen morgenmad på Coffee inn beliggende ikke ret langt fra hotellet. Også her var vi tilfredse med kvaliteten, prisen var også lav, men det er vi ved at forvente nu. Da bussen mod Hviderusland først afgik kl. 14.30 havde vi en del tid at slå ihjel. Vi gik rundt i byen, så den store flod, gondolbanen, den store skihal, samt en kæmpe hochseil-garten, samt svømmehallen med nordeuropas største vandrutschebane. Alt i alt er Druskininkai et godt sted til en familieferie. Vi spiste en god frokost for 200 kroner på en usbekisk restaurant, en spændende oplevelse!
Solveig snyder næse, ak ja - ikke let at vælge de rigtige motiver, når man kun har små ikoner på 2x2 cm at vælge imellem...
Er det mon en Uber-chauffør i en Lada?
Kl. 14.30 startede så rejsen mod det ukendte. Vi var de eneste ikke-hviderussere i bussen, i hvert fald var vi de eneste der skulle udfylde et immigrationskort. Efter 10 minutters kørsel ramte vi grænsen. Først gjaldt det om at forlade EU, her havde vi fordel af vores danske pas, de stakkels hviderussere blev derimod tjekket lidt mere indgående.
Næste trin var tolden, her var der ikke de store problemer. Så kom vi til 3 station, den hviderussiske paskontrol. Ind i bussen kommer en ulasteligt klædt grænsekontrollør iklædt sin brun-grønne uniform med den vildeste kasket, hvor pulden nærmest er på størrelse med en ufo (eller i hvert fald en stor frisbee), han genner os ud af bussen, ind på et lille kontor, frem med pas, samt invitation og sygesikring. Christian først, hvor er sygesikringen? tja, den står på tysk, og manden der udspørger kan vel ikke andet end russisk og hviderussisk, dog kan Solveig vise hvor der står Republika Belarus og så går den igennem. Der kunne have ståethvad som helst på det stykke papir, men det er ikke os, der har fat i den lange ende her, og det er vi ydmyge nok til at handle efter...
Nå men to telefonopringninger senere er det problem så væk, som hævn tjekkes Christians pas nu med en kæmpemæssig lup, der findes dog ingen uregelmæssigheder, og så er det Solveigs tur. Også her bliver der tjekket grundigt, samme nidkærhed udsættes Peter for. Pas-kontrolløren finder dog intet, så videre med os. Vi kommer rundt om et hjørne, og her er der en metal detektor vi skal gå igennem, Christian sætter den igang, han tiltales, forstår så meget som at han skal tømme sine lommer og går igennem igen, alt ok. Solveig må vise kamera, og Peter med rygsækken udsættes for hviderussiske bynavne udtalt hurtigt, vi formoder de spurgte om hvor vi skulle hen, vi svarer i hvert fald "Grodno". svaret må ikke have været hverken helt skævt eller helt godt, i hvert fald kommer der nu en dame, der både kan smile og tale lidt engelsk, to egenskaber der adskilte hende markant fra metaldetektordamen. Hun spørger hvor vi skal hen, atter svarer vi "Grodno", og så gennes vi ind i bussen, vi er igennem, tror vi.
Det er dog ikke helt korrekt, vi skal atter igennem en toldkontrol der lige skal se om de anmeldte passagerer stadig forefindes i reglementeret antal i bussen! det tog "kun" lidt over en time. På vej væk fra grænsen bliver det meget tydeligt, hvor svært det er med den grænsekontrol; der er flere kilometer lange køer af lastbiler for at komme ud af Belarus... Som Christian tørt konstaterer, så risikerer deres varer at rådne op inden de bliver ført ud af landet...ikke særlig heldigt!
Efter at have sundet os over ankomsten, var det tid til at finde en restaurant. Det blev en hviderussisk, 4 store fadøl, 2 colaer, 2 kopper kaffe og 3 retter mad til den nette sum af 183,- DKR!!!
Vores lejlighed iGrodno.
Teatret, vi er ikke i tvivl om hvilken periode, det er bygget i.
En T-34 (hvem kan ikke se det?!:-))
Indgangen til den jødiske ghetto, der blev ryddet i 1943.
Kl. 14.30 startede så rejsen mod det ukendte. Vi var de eneste ikke-hviderussere i bussen, i hvert fald var vi de eneste der skulle udfylde et immigrationskort. Efter 10 minutters kørsel ramte vi grænsen. Først gjaldt det om at forlade EU, her havde vi fordel af vores danske pas, de stakkels hviderussere blev derimod tjekket lidt mere indgående.
Næste trin var tolden, her var der ikke de store problemer. Så kom vi til 3 station, den hviderussiske paskontrol. Ind i bussen kommer en ulasteligt klædt grænsekontrollør iklædt sin brun-grønne uniform med den vildeste kasket, hvor pulden nærmest er på størrelse med en ufo (eller i hvert fald en stor frisbee), han genner os ud af bussen, ind på et lille kontor, frem med pas, samt invitation og sygesikring. Christian først, hvor er sygesikringen? tja, den står på tysk, og manden der udspørger kan vel ikke andet end russisk og hviderussisk, dog kan Solveig vise hvor der står Republika Belarus og så går den igennem. Der kunne have ståethvad som helst på det stykke papir, men det er ikke os, der har fat i den lange ende her, og det er vi ydmyge nok til at handle efter...
Nå men to telefonopringninger senere er det problem så væk, som hævn tjekkes Christians pas nu med en kæmpemæssig lup, der findes dog ingen uregelmæssigheder, og så er det Solveigs tur. Også her bliver der tjekket grundigt, samme nidkærhed udsættes Peter for. Pas-kontrolløren finder dog intet, så videre med os. Vi kommer rundt om et hjørne, og her er der en metal detektor vi skal gå igennem, Christian sætter den igang, han tiltales, forstår så meget som at han skal tømme sine lommer og går igennem igen, alt ok. Solveig må vise kamera, og Peter med rygsækken udsættes for hviderussiske bynavne udtalt hurtigt, vi formoder de spurgte om hvor vi skulle hen, vi svarer i hvert fald "Grodno". svaret må ikke have været hverken helt skævt eller helt godt, i hvert fald kommer der nu en dame, der både kan smile og tale lidt engelsk, to egenskaber der adskilte hende markant fra metaldetektordamen. Hun spørger hvor vi skal hen, atter svarer vi "Grodno", og så gennes vi ind i bussen, vi er igennem, tror vi.
Det er dog ikke helt korrekt, vi skal atter igennem en toldkontrol der lige skal se om de anmeldte passagerer stadig forefindes i reglementeret antal i bussen! det tog "kun" lidt over en time. På vej væk fra grænsen bliver det meget tydeligt, hvor svært det er med den grænsekontrol; der er flere kilometer lange køer af lastbiler for at komme ud af Belarus... Som Christian tørt konstaterer, så risikerer deres varer at rådne op inden de bliver ført ud af landet...ikke særlig heldigt!
Efter at have sundet os over ankomsten, var det tid til at finde en restaurant. Det blev en hviderussisk, 4 store fadøl, 2 colaer, 2 kopper kaffe og 3 retter mad til den nette sum af 183,- DKR!!!
Kommentarer