Ankommet til Kenya
Efter en lang rejse og en god snak med en Kenyaner fra Tyskland, ankom vi endelig til
Nairobi. Vi fik vores baggage og fandt så en ATM og hævede hver 25000 kenyanske
schilling, som omregnet svarer til 217 euro. Efter det blev vi kørt til vores
hotel, som lå i et område af Nairobi, som kunne sammenlignes lidt med
Reeperbahn i Hamborg, der var altså høj musik og fest. Vi var dog så trætte, at
vi helst bare ville i seng.
Vi mødtes næste
morgen kl. 7:15 for at spise morgenmad. Her var der et udvalg af hakket oksekød
med grøntsager, kogte søde kartofler, hvidt toastbrød, vandmelon, ananas og
noget der lignede pandekager og som drikkelse en rigtig lækker mangojuice. Kl.
8:30 blev vi hentet af Philamon, som bor i Nairobi, og som vi lærte at kende i
Danmark lige efter sommerferien. Med ham gik vi fra hotellet hen til
busstationen, hvor vi skulle med en bus til Kisumu. På vej derhen var der
mange, som gerne ville snakke med os, især børn og mænd. Indtil videre har vi
på turen også kun set et andet hvidt menneske, så derfor er vi nok lidt af en
attraktion i os selv.
Efter at have kørt i
ca. 2 1/2 time, stoppede vi ved en cafeteria, hvor jeg spiste to samosas, som
var lavet i et køkken med åben ild.
Efter vi ankom til
Kisumu hævede vi yderligere 30000 schilling.. Efter det gik intet som planlagt.
Vi skulle mødes med Peter, som vi også lærte at kende i Danmark, da de var på
besøg. Han havde arrangeret en minibus til os, som skulle køre os det sidste stykke
vej til landsbyen ved Victoriasøen, men et eller andet gik galt, så efter lidt
ventetid fik vi at vide, at vi skulle køre i en bil, og vores lærer og Peter
kørte i en anden bil med alt vores baggage. Køreturen til Asembo var meget
spænende og vi så mange besynderlige ting. Hvem havde troet, at man kan
transportere 3 voksne mennesker og et lille barn klemt inde mellem dem på en
lille scooter? Det kan man altså i Afrika.
Da vi ankom til
landsbyen løb alle byens børn ved siden af vores bil, indtil vi blev nødt til
at stoppe. De var SÅ spændte på at møde os og var ellevilde. De ville holde
hånd med os, vide vores navne, snakke med os, vise os, at de kunne tælle til
tre og at de kunne forklare et verdenskort og meget andet. Til aftensmaden fik
vi kenyanske øl, som smager rigtig godt.
På toiletterne her i
landsbyen er det ikke usædvanligt at se en kakerlak eller to, så der bliver så
få toiletbesøg som muligt for mig.
Strømmen er lige
gået her i landsbyen, så det bliver det for dette indlæg.
Knus
Knus
Kommentarer