Tyrkisk kaffe i bazaren og neoklassisk byggestil
Efter hotelmorgenmaden begav vi os ud i morgenbrisen; imens vi har været her har vi haft mellem 23-26 grader om dagen og fuld sol, mens morgen og aften er kølige; deraf de smukke efterårsfarver på træerne.
Vi gik mod bazaren, og ville også på den tur finde turistbureauet, vi fandt begge dele, men turistkontoret var lukket, ikke lukket som i åbner om en halv time, men lukket og slukket.
Christian og jeg blev dog enige om, at vi havde vores personlige turistfører med, så vi var egentlig lige glade...
Vi gik ind i bazaren, som sprudlede i farver, hvor de handlende faldbød deres varer lige fra træskeer, BHér, plasticpotter, keramik, snabelsko, poser med tobak til grøntsager, frugt og krydderier. Alt i en eksplosion af farver, dufte og lyde. Det er altid en fantastisk oplevelse at komme til en bazar, bare slentre rundt og se på de handlende og kigge på de varer, der tilbydes. Jeg tror, at hvis de ikke lige har det, jeg søger, kender de i hvert fald en, der kan skaffe det!
Senere gik vi mod den store borg, men inden da ville vi nyde en kop kaffe. Det blev så på Laci Tearoom vi bestilte en tyrkisk te og to tyrkiske kopper kaffe, og tænk... de blev serveret af en mand som talte norsk! Det viste sig, at han havde boet 10 år i Norge, men nu var kommet tilbage for at overtage sin fars kaffebiks. Tankevækkende når man tænker på, hvilken rigdom han har forladt i Norge for at vende hjem for at overtage farens livsværk og passe ham på hans gamle dage, men også nogle meget sunde værdier!
Borgen blev indtaget ovenpå kaffen, selve den yderste mur og tårnene stod intakte, men hele indmaden var væk. De har meget at lære endnu for at være up to date med hvad der skal til for at lokke flere turister til. Et par skilte på engelsk, et toilet og måske nogle plancher ville gøre underværker. Og så ville det heller ikke være af vejen, hvis man blev bedre til at fjerne affald, det pynter på ingen måde at se alskens plasticaffald ligge og flyde. Vi betalte ingen entré, men havde gjort det med glæde, så ville de da i det mindste have nogle indtægter til at forbedre forholdene. Måske vi skulle foreslå os selv som turist-supervisorer:-)
Da vi var i bazaren havde vi set nogle små boder, der solgte lækre brød med fyld, dem ville vi prøve til frokost. Vi gik ind til en af dem, og bestilte en pizzabolle, en lang brødstang fyldt med ost, samt et langt brød fyldt med spinat og feta. Dertil 2 pølsehorn og en brødkrans. Vi fik også 3 glas vand, og kom af med 18 dkr. Vi var meget tydeligt, de eneste turister i butikken, indehaveren ville gerne vide hvor vi kom fra og om vi var på tur på hele Balkan. Dernæst fortalte han, at han havde overtaget butikken fra sin far, og at de var den eneste butik, der stadig solgte limonade lavet med deres egen sirup, som du kunne få med enten blåbær eller appelsinsmag. Han havde en meget speciel maskine med forskellige cylindre, hvori siruppen kunne tappes, derefter blev den så blandet med mineralvand, også fra en maskine, der mindede om en Storm P opfindelse, men hvor smagte den dog godt. 1 glas kostede den beskedne sum af 1,20 dkr!
Efter at have styrket os slentrede vi tilbage mod det nye centrum, der består af nye bygninger, der nok er ganske pæne, men virker helt ude af trit med resten af byen, samt af kæmpemæssige statuer af gamle Makedonske helte såsom Alexander den store (der aldrig har boet eller været i Skopje).
Her shoppede Christian lidt tøj, og vi gamle drak en øl på en solbeskinnet terrasse.
Skopjes husbjerg hedder Vodno, det er over en kilometer højt og til toppen går der en svævebane. Bizart nok kan man kun tage svævebanen fra midterstationen, den første strækning er ikke bygget endnu. Vi tog en taxa op til midterstationen, den kostede den den fyrstelige sum af 224 Denar, eller cirka 28 kroner! Det får man ikke meget for i Danmark. Svævebanen var en anden fornøjelse, en solid Doppelmayer som vi kender det fra skiferier til Alperne, men her kostede det kun 12 kroner tur retur, ikke underligt at der ikke er penge til det sidste stykke. Vel ankommet til toppen kunne vi beundre det store kors der er stillet op på toppen. 66 meter højt oplyst om natten, så alle kan se det, både muslimer og kristne. Restauranten under korset var ophørt med at eksistere, og i den var toiletterne, så Solveig var på den. Vi fandt dog et frygteligt toilet til hende i en anden lille biks, det passede ikke fruen, heldigvis var der dixieklos, heller ikke en standart Solveig ynder, men dog bedre end et med bæ overalt.
Området blev flittigt brugt af de lokale, overalt var der familier med børn der nød den dejlige udsigt.
Da vi var vel nede igen besluttede vi os for at gå ned til byen. Vi gik på en smal vandresti helt ned til byen, og kom denne dag lige op over de 20 km. Vi fik en lokal is og en kop kaffe inden vi gik på jagt efter aftensmaden. Den blev indtaget i et gammelt "Karawanserei" et sted hvor de handlende kunne opstalde deres kameler for natten inden de rejste videre. Det var en meget smuk bygning, nu indrettet som en restaurant og café. Det er det ene af tre tilbageværende i Skopje, desværre har man valgt at prioritere at bygge de nye huse i den nye bydel, det ville nok have været bedre at anvende pengene på at istandsætte og vedligeholde de gamle ting, man trods alt har. Vi håber det går op for dem inden det er for sent...
Phillip d.2 statuen, Phillip var Alexander den stores far.
Vi gik mod bazaren, og ville også på den tur finde turistbureauet, vi fandt begge dele, men turistkontoret var lukket, ikke lukket som i åbner om en halv time, men lukket og slukket.
Christian og jeg blev dog enige om, at vi havde vores personlige turistfører med, så vi var egentlig lige glade...
Vi gik ind i bazaren, som sprudlede i farver, hvor de handlende faldbød deres varer lige fra træskeer, BHér, plasticpotter, keramik, snabelsko, poser med tobak til grøntsager, frugt og krydderier. Alt i en eksplosion af farver, dufte og lyde. Det er altid en fantastisk oplevelse at komme til en bazar, bare slentre rundt og se på de handlende og kigge på de varer, der tilbydes. Jeg tror, at hvis de ikke lige har det, jeg søger, kender de i hvert fald en, der kan skaffe det!
Senere gik vi mod den store borg, men inden da ville vi nyde en kop kaffe. Det blev så på Laci Tearoom vi bestilte en tyrkisk te og to tyrkiske kopper kaffe, og tænk... de blev serveret af en mand som talte norsk! Det viste sig, at han havde boet 10 år i Norge, men nu var kommet tilbage for at overtage sin fars kaffebiks. Tankevækkende når man tænker på, hvilken rigdom han har forladt i Norge for at vende hjem for at overtage farens livsværk og passe ham på hans gamle dage, men også nogle meget sunde værdier!
Borgen blev indtaget ovenpå kaffen, selve den yderste mur og tårnene stod intakte, men hele indmaden var væk. De har meget at lære endnu for at være up to date med hvad der skal til for at lokke flere turister til. Et par skilte på engelsk, et toilet og måske nogle plancher ville gøre underværker. Og så ville det heller ikke være af vejen, hvis man blev bedre til at fjerne affald, det pynter på ingen måde at se alskens plasticaffald ligge og flyde. Vi betalte ingen entré, men havde gjort det med glæde, så ville de da i det mindste have nogle indtægter til at forbedre forholdene. Måske vi skulle foreslå os selv som turist-supervisorer:-)
Da vi var i bazaren havde vi set nogle små boder, der solgte lækre brød med fyld, dem ville vi prøve til frokost. Vi gik ind til en af dem, og bestilte en pizzabolle, en lang brødstang fyldt med ost, samt et langt brød fyldt med spinat og feta. Dertil 2 pølsehorn og en brødkrans. Vi fik også 3 glas vand, og kom af med 18 dkr. Vi var meget tydeligt, de eneste turister i butikken, indehaveren ville gerne vide hvor vi kom fra og om vi var på tur på hele Balkan. Dernæst fortalte han, at han havde overtaget butikken fra sin far, og at de var den eneste butik, der stadig solgte limonade lavet med deres egen sirup, som du kunne få med enten blåbær eller appelsinsmag. Han havde en meget speciel maskine med forskellige cylindre, hvori siruppen kunne tappes, derefter blev den så blandet med mineralvand, også fra en maskine, der mindede om en Storm P opfindelse, men hvor smagte den dog godt. 1 glas kostede den beskedne sum af 1,20 dkr!
Efter at have styrket os slentrede vi tilbage mod det nye centrum, der består af nye bygninger, der nok er ganske pæne, men virker helt ude af trit med resten af byen, samt af kæmpemæssige statuer af gamle Makedonske helte såsom Alexander den store (der aldrig har boet eller været i Skopje).
Her shoppede Christian lidt tøj, og vi gamle drak en øl på en solbeskinnet terrasse.
Skopjes husbjerg hedder Vodno, det er over en kilometer højt og til toppen går der en svævebane. Bizart nok kan man kun tage svævebanen fra midterstationen, den første strækning er ikke bygget endnu. Vi tog en taxa op til midterstationen, den kostede den den fyrstelige sum af 224 Denar, eller cirka 28 kroner! Det får man ikke meget for i Danmark. Svævebanen var en anden fornøjelse, en solid Doppelmayer som vi kender det fra skiferier til Alperne, men her kostede det kun 12 kroner tur retur, ikke underligt at der ikke er penge til det sidste stykke. Vel ankommet til toppen kunne vi beundre det store kors der er stillet op på toppen. 66 meter højt oplyst om natten, så alle kan se det, både muslimer og kristne. Restauranten under korset var ophørt med at eksistere, og i den var toiletterne, så Solveig var på den. Vi fandt dog et frygteligt toilet til hende i en anden lille biks, det passede ikke fruen, heldigvis var der dixieklos, heller ikke en standart Solveig ynder, men dog bedre end et med bæ overalt.
Området blev flittigt brugt af de lokale, overalt var der familier med børn der nød den dejlige udsigt.
Da vi var vel nede igen besluttede vi os for at gå ned til byen. Vi gik på en smal vandresti helt ned til byen, og kom denne dag lige op over de 20 km. Vi fik en lokal is og en kop kaffe inden vi gik på jagt efter aftensmaden. Den blev indtaget i et gammelt "Karawanserei" et sted hvor de handlende kunne opstalde deres kameler for natten inden de rejste videre. Det var en meget smuk bygning, nu indrettet som en restaurant og café. Det er det ene af tre tilbageværende i Skopje, desværre har man valgt at prioritere at bygge de nye huse i den nye bydel, det ville nok have været bedre at anvende pengene på at istandsætte og vedligeholde de gamle ting, man trods alt har. Vi håber det går op for dem inden det er for sent...
Kommentarer