Aggerholms blog

  Alt har en ende, også denne ferie er nu ved at være slut. Vi sov overraskende længe på Altido, hvor det desværre ikke var muligt at opbevare bagage efter udtjekning. Lidt ærgerligt, for Dublins gader indbyder ikke just til at man går rundt med sin rullekuffert. Vi spiste morgenmad i parken som sædvanlig, og fandt en løsning. Solveig google om det var muligt at stille bagage i området, og fandt ud af at næsten naboen til Altido, en lille telefon butik udbød netop denne service. Vi bookede straks, og fik placeret vores habengut hos en yngre asiat, der åbenbart havde set en niche business ved siden af telefon forretningen.  Dagens program bød på et besøg på Dublin castle, der i over 800 år var centret for den britiske magt. Stedet bruges nu til officielle lejligheder. At se den heltigennem ekstreme luksus på Dublin castle sammenlignet med hvad den almindelige irer har haft at gøre med i 1800 tallet er forstemmende. Hvor de engelske aristokrater har levet i sus og dus, er de andre bogsta

 I dag føltes som sådan lidt en bonusdag, for nu havde vi set alle de store highlights i Dublin, som vi havde ønsket, og vi havde også fået vores ønske om en vandretur udenfor byen opfyldt ved Howth i går. Så da vi var færdige med at komme og og få morgenbadet klaret, gik vi til Liedl og fik morgenmad. I dag kunne det klares for 4,- euro inkl. kaffe, da deres automat var kørende igen. Herefter sad vi lidt på en bænk og spiste mens måger og duer interesseret iagttog os fra pæn afstand. Vi havde fundet en side på Pinterest om forskellige skjulte perler, og dem ville vi prøve at finde, helst skulle de være gratis - ikke fordi vi ikke kan betale, men fordi vi gerne vil se, hvilke oplevelser man kan få i en ellers dyr storby uden at skulle betale for dem - altså en nul stjerner oplevelse... Vores første mål var Kings Inns Park, hvor vi fandt "The hungry Tree" - hvor et træ er ved at"æde" den bænk, som står helt uskyldigt under dens krone. Dernæst var målet Glasnevin Ceme

 Efter at have tilbragt de sidste dage med at tre rundt i Dublins gader besluttede vi os for lidt luftforandring. Lidt nord for byen ligger der en lille klippeformation formet som en halvø. Den hedder Howth, og der går en lille jernbane derud. Den har sit navn efter vikingerne, der hurtigt så at her var et godt sted at forsvare sig, og på grund af formen kaldte de stedet for Hoved. Gennem tidens løb er det såblevet til Howth. Vandreturen startede med en gåtur på 3,8 kilometer hen til stationen hvorfra det lille tog gik.  Vi fast hurtigt ud af at løse billet, 5 euro var prisen for en retur billet, og det kan jo ikke afskrække glade vandrere som os. Det var let at finde ud af hvor man skulle forlade toget, for Howdt markerer endestationen på den lille hyggelige strækning.  I Rother vandrebogen var der en rute på 12,4 kilometer, den var let at følge, for de var afmærket med et lilla symbol, og gik for størstedelen af ruten langs den klipperige kyststrækning. Fra starten af  turen havde vi

 Efter en overraskende god nats søvn på vores lille kollegieværelse fik vi en hurtig, billig, og til prisen god morgenmad hos Lidl. Et par brød, en kom kaffe, samt en bænk ved vejen måtte gøre det ud for en fin cafe i dette tilfælde- lidt sjovt at se, hvor lidt man kan gøre det for.... Vi gik med målrette skridt mod Temple bar distriktet, og det betød, at vi var der i særdeles god tid.  Vi ventede kort, men heldigvis lige overfor en butik med irske plakater. Her fik Solveig både tid og penge til at gå, og således får vi en forrygende plakat med hjem. Kl. 11 var vi klar, vores guide viste sig at være en yngre mand ved navn Alan. Med på holdet var nogle dyrlægestuderende fra Bristol, et dansk ægtepar foruden os, samt enkelte andre, der havde engelsk som førstesprog.  Alan startede med at vises rundt den ældste del af byen, så vi startede forholdsvis kronologisk, derefter ville vi gå tilbage til Temple bar området og få en forfriskning og anden del af turen ville så være det nyere Dublin.

 Efter en dejlig nat i Hartcourt suites, hvor møblementet kunne være have været medi en film fra det forrige århundrede, gik vi ud for at finde noget morgenmad. Det viste sig at værre lidt sværere end som så, for når der er så mange muligheder er det svært at beslutte sig. Nå men vi fik hver især lidt indenbords og så gik vi mod Trinity College, hvor vi havde booket en rundvisning kl. 10 Det var en tidligere studerende i historie og fysik som visteos rundt på "campus". Hun gjorde det rigtig godt, og fortalte mange anekdoter om stedet, som blev bygget efter ordre fra Elizabeth I i 1592 i et forsøg på at stoppe den "hjerneflugt" til det eupæiske fastland som var godt igang. Det var først i 1970 at katolske studerende fik lov til at studere på Trinity. Universitetet hører til blandt et af de fornemmeste og har da også haft mange senere prominente personer, som har taget eksamen derfra. Efter rundvisningen sluttede guiden af med at lede os ind til afdelingen forBook of

 Efter morgenmaden steg spændingen i huset. Irerne havde meldt deres ankomst til kl. 10.30, og vi var da spændte på at møde dem "live"  Vi havde godt nok facetimet med dem, og set dem i Billund lufthavn, ligesom Ingeborg jo havde snakket med dem i forbindelse med overrækkelsen af bilnøglerne. De viste sigdog at være lige præcis så behagelige som vi havde håbet, Majella, moderen der netop havde mistet sin far, startede ud med at det var rart at se nogle "smilling faces" til afveksling. Meget overskudsagtigt, og lidt af en icebreaker. Herefter gik snakken lysrtigt, vi fik svar på nogle spørgsmål om irland, og fortalt om det storslåede danske su system.Det virkede som et slaraffenland, og er sket ikke noget der kendes i Irland. De fik svar på hvorfor de IKKE havde kunnet købe øl, men godt Gin i grænsesupermarkederne, hvad der jo også er vildt underligt. Til slut blev vi af Tomas kørt til Limerick Junction, hvorfra toget til Dublin afgik. Vi skulle kun skifte en gang, n

 Vi stod op til en trist nyhed, Majellas far var død, så desværre kunne hun ikke nå hjem og tage afsked. Vi have tjekket mulighederne for at komme familien i møde, så de kunne komme hjem til en normal dagligdag så hurtigt som muligt, så i stedet for at tage afsted fra det fantastiske hus i bil om mandagen, blev det nu i stedet til i tog om søndagen. På den måde får Ingeborg også en overnatning i Dublin, den irske familie kan få deres hus tilbage en dag før.  Det betød så også at denne lørdag blev den sidste hele dag i det vestlige Irland. Vi havde på forhånd valgt at tage til milkmarket i Limerick, om lørdagen skulle der være fyldt med fødevare stande, samt andre spændende boder. Vi kørte denkorte vejog fandt et parkeringshus. Markedet levede i den grad op til vores forventninger, der var fødevareboder med spændende lokale produkter. Det var også andre boder, således var der især en bod med gamle håndværker maskiner der fangede vores interesse. Dels kunne vi der købe stiksave, vinkelsl

  Vi startede ellers fredagen i fin stil. God morgenmad, og en hurtig pakning af vandreudstyr, og så var vi klar til at takle mount Galtymore, det højeste bjerg i vores område, og det højeste indlandsbjerg i Irland. Med 919 meter over havets overflade er ordet ikke en kæmpe i gængs forstand, men udgangspunktet for turen ligger i 130 meters højde, så der skal alligevel kæmpes en derfor at nå toppen. Vi blev dog forstyrret i vores vandre fokos af en besked fra Harrislee, der sivede væske ud fra et rør i vores solcelle anlæg. Gode råd var dyre, men vi endte med at ville have en vvs mand til at tjekke op på skaden. Det viste sig at være lettere sagt end gjort, Vi prøvede hele 3 vvs firmaer der alle kunne melde at de ikke havde tid, førend vi med hjælp af gode forbindelser fik kontakt med firma nr.4 der kunne sende en mand. I mellemtiden var der kommet endnu en dårlig nyhed fra Harrislee. Moderen i den irske families far lå på sygehus, og familien havde fået besked på at komme, så de søgte

 I dag ringede vækkeuret kl. 0700 og så var det ud af fjerene. Vi havde aftalt at køre kl. 8.00 og kun med ti minutters forsinkelse kom vi afsted. Cork er Irlands 2. største by med 125.000 indbyggere. Vi havde lavet lidt research hjemmefra, og havde udset os nogle bygninger med mere som så interessante ud, så da vi havde kørt de godt 100 km og fået parkeret Audien i et p-hus, var vi klar. Vi startede dog liiige på et turistinformation, da alle brochurerne var blevet efterladt i bilen, men det var kun godt, for sikke en service, den glade irer på kontoret var kun glad for at få lov til at fortælle om byen og ikke mindst oplandet og ja, hele området omkring Tipparary, da han fandt ud af, hvor vores base var. Så vi endte med at gå derfor med 6 brochurer og en følelse af, at vi havde alt for lidt tid... Vi startede med at gå lidt rundt og snuse til butikker, og Ingeborg fandt én, hun gerne ville ind i. Peter og jeg blev udenfor og nærstuderede bykortet, da vi igen var fuldtallige, blev vi