24 timer i Albanien

 Vi krydsede grænsen nordøst for Ulcinj, og fik til vores store overraskelse ingen stempler i vores pas. Det var især en skuffelse for Eskild, der ellers havde håbet på hele 10 stempler på turen. Fra grænseovergangen var der kun kort kørsel til vores overnatningssted i Shiroke, en søving lille badeby ved Skhodersøens bred. Vi fik os indlogeret på Casa Dolce casa, hvor italiensk lod til at være fremmedsproget. De virkede noget overraskede over af vi havde bestilt 2 værelser når vi nu uden problemer kunne være i et. Det blev også vores dyreste overnatning på turen, hele 580 kroner kom vi af med, og for dette beløb får man i Albanien et rum med aircondition og 4 senge samt 2 balkoner, samt et rum med 2 senge og en balkon. Casa Dolce casa ligger højt, så udsigten fra terrassen var fantastisk. Det var svært at løsrive sig, men sulten meldte sig, og vi begav os til fods ned mod bredden hvor adskillige restauranter ventede på os.

Vi satte os ved en hvor tjeneren lige skulle genne en stor hund væk fra dens plads under bordet før vi kunne sætte os. Vi fik hurtigt bestilt, Lone ville have Risotto, Eskild Pizza, og Peter blæksprutte. Da systemet er det samme som i Italien, altså hvor man også skal bestille tilbehør blev der valgt pommes frittes til blæksprutten. I den herefter følgende tid fik vi syn for alle Balkans mysterier hvad angår mad. Første ret på bordet var Eskilds pizza skarpt forfulgt af Peters pommes frittes. Pizzaen var lidt overraskende fremragende, og lige så overraskende var Peters pommes de med afstand ringeste vi har fået på turen. De ville have haft godt af mindst 4 minutter mere i gryden. På Balkan kan man ikke være sikker på at retterne kommer på samme tid, men at tilbehøret serveres et kvarter før selve retten var nu alligevel en overraskelse. 

Da fritterne var blevet lunkne var det blækspruttens tur til at melde sin ankomst, efter fritterne havde jeg frygtet det værste, men den viste sig nu at være godt tilberedt, måske var det bare under kokkens værdighed at lave pommes. Lones Risotto må have været en udfordring, for den dukkede først op god tid efter vi andre var færdige med at spise. Lidt af en oplevelse, og godt vi ikke havde travlt.

Efter en god nats søvn vågnede vi op til morgenmad på balkonen. Vi nød den gode mad og udsigten inden vi så småt gjorde os klar til afgang mod Skhoder. 

Første stop i den største by i det nordlige Albanien blev ved bly moskeen for foden af byens gamle borg. Bly moskeen har fået navnet på grund af dens tag af bly. Det er den eneste større pragt moske der overlevede Enver Hoxhas albanske udgave af den kinesiske kultur revolution. I 1967 blev religion forbudt og mange kirker og moskeer revet ned. Godt nok er jeg ikke den helt store tilhænger af religionsudøvelse, men det må dog efter min overbevisning være folks egen frie overbevisning der afgør om der skal være kirker eller moskeer. Sådan så man så ikke på det i Albanien, og det kunneeks. give 10 års fængsel at eje en bibel. I dag er det heldigvis frit at være religiøs i landet, men de gamle smukke bygninger kommer jo ikke igen.

Efter at have besøg moskeen kørte vi ind i byen, hvor vi fik en nok ret ulovlig parkeringsplads tæt på postkontoret. Lone ville redde sin lommekniv, så den sendte vi fra Skhoder mod Vanløse, det bliver spændende at se hvornår den dukker op.

I Skhoder gik vi gågaden tynd, den er blevet flot renoveret, og vi så også andre vestlige turister end os. Vi så dog også området omkring stadion, og her udfoldede det lokale liv sig for alvor. Vi kom forbi grønthandlernes gave, og forbi finskehandlerne, hvor der var levende fisk i små blå kasser. Sjovt at det her er bevaret at de forskellige handlende har klumpet sig sammen. Vores sidste indtryk af Skhoder samlede vi i byens italienske iscafe på gågaden. Isen var god, prisen lav og indretningen hyggelig.

Lidt udenfor Skhoder ligger der en gammel bro bygget af osmannerne. Den fører over en flod, der dog var udtørret da vi stod på bredden. Broen, der er 120 meter lang minder en hel del om den gamle bro iMostar. Den burde være et oplagt turistmål, men ikke et eneste skilt gjorde opmærksom på dens eksistens. Vi havde den og for os selv til at begynde med, senere kom der 2 andre turister, så man kan ikke kalde den overrendt.

Fra den gamle bro kørte vi mod den albansk - montenegrinske grænseovergang tæt ved Gusinje. Området er bjergrigt, og landskabet vi kørte igennem mindede på mange måder om Norge eller Alperne. Hårdnålesving, stejle bjergsider, og en forrygende udsigt var således på programmet. Vejen var veludbygget, og Peter kunne konstatere at der var sket meget siden besøget tilbage i 2010, hvor vejen nord for Skhoder var i katastrofal stand. I den lille Landsby Vermosh tilbragte vi en halv times tid med dels at nyde en forfriskning på en cafe, dels at spille volleyball på en fin bane med en elendig bold. Vi kom lidt for sent til grænsen, og da der også var kø ud af Albanien endte besøget med at blive på 24 timer og 40 minutter. 

Intet besøg i Albanien uden et billede af en af de alt for mange små bunkers som Enver Hoxha fik bygget. Godt nok er der forsvundet mange, men de kan stadig findes hist og her.

Her ses både den gode vej og den smukke natur i de Albanske alper. Meget smukt dramatisk landskab og helt sikkert et godt sted at vandre.

Billedet viser høstakke, og den skarpe læse vil nok kunne drage den konklusion at mekaniseringen af landbruget endnu ikke er på niveau med den nordeuropæiske standart.

Monument i Vermosh over de der blev slået ihjel af kommunisterne under Enver Hoxha. 

Eskild spiller volleyball i Vermosh, den sidste Albanske landsby i dalen med asfalteret vej.