I dag føltes som sådan lidt en bonusdag, for nu havde vi set alle de store highlights i Dublin, som vi havde ønsket, og vi havde også fået vores ønske om en vandretur udenfor byen opfyldt ved Howth i går. Så da vi var færdige med at komme og og få morgenbadet klaret, gik vi til Liedl og fik morgenmad. I dag kunne det klares for 4,- euro inkl. kaffe, da deres automat var kørende igen.
Herefter sad vi lidt på en bænk og spiste mens måger og duer interesseret iagttog os fra pæn afstand. Vi havde fundet en side på Pinterest om forskellige skjulte perler, og dem ville vi prøve at finde, helst skulle de være gratis - ikke fordi vi ikke kan betale, men fordi vi gerne vil se, hvilke oplevelser man kan få i en ellers dyr storby uden at skulle betale for dem - altså en nul stjerner oplevelse...
Vores første mål var Kings Inns Park, hvor vi fandt "The hungry Tree" - hvor et træ er ved at"æde" den bænk, som står helt uskyldigt under dens krone.
|
|
Dernæst var målet Glasnevin Cemetery, en kirkegård for de rige og berømte noget ala Assistentens Kirkegård i København. På vej derhen - altså dagens mål lå ikke just i centrum, så der blev gået nogle kilometer - så vi en kanal, som tidligere har været brugt til fragt (The Royal Canal), den måtte vi også lige snuse til, for nu var solen kommet frem og det var et dejligt område. Søreme om vi ikke ogsåfandt Bohemians stadion, dem der spillede mod Drogheda i Nordirland, da vi var der for snart mange dage siden. Vi nærmede os kirkegården, som kan ses et godt stykke væk, dels på grund af et højt tårn, dels fordi den er omkranset af en stor mur med fire vagttårne. et lille skilt på muren fortalte, at vagter i 1840´erne med succes bevogtede kirkegården mod gravrøvere, der kom for at stjæle de sidst begravede fordi de havde brug for kroppe til medicinstuderende. Dette havde guiden også fortalt om på Trinity, og hun fortalte atter var en her fløj, som indeholdt forskellige kropsdele fra folk, man havde gravet op, men da man ikke vidste, hvem de var, måtte de ikke udstilles, og blev holdt bag lås og slå den dag i dag. Nå men vi fandt hovedindgangen og det viste sig søreme at de gerne ville sælge en guidet rundtur på kirkegården for 18 euro pr. person, men den var vi nu ikke interesseret i, så vi lod som lomvi skulle besøge en tipoldemors grav og gik forholdsvis målrettet ned mellem gravene på de brede gange. det var en kæmpe kirkegård, og inden længe lagde ingen mærke til os. Vi snuste lidt rundt, og undrede sover, hvor længe en grav mon opretholdes, og om den kan sløjfes, da der også var en del grave, som var meget gamle og nogle i forfald. Nå men hun var Solveig trængende efter et toilet, og Peter ville tage en anden og mindre iøjnefaldende udgang, så vi valgte en side udgang, der førte os ud på en vej, og sandelig lige rundt om hjørnet lå den lokale pub ved navn "The Gravediggers pub" - der er altså mange med humor her! Der var vi da nødt til at gå ind og ud overset toiletbesøg fik vi en autentisk oplevelse på en meget lokale pub, hvor to øl kun kostede lidt over en ti´er. Men så var der også konge underholdning med fra bartenderens side.
Kort efter vi fik os bænket kom der en lokal gut ind med nogle turister på slæb, de blev lidt tid, den lokale fortalte stolpe op og stolpe ned, men ingen af dem bestilte noget som helst. Da de gik livede bartenderen op og sagde til en ældre stamkunde, I can`t believe it, He`s been talking absolute nonsens for 20 minutes. And he even charge them, How can he get away with it?
Svaret kom desværre aldrig, for os står the Gravedigger som et absolut højdepunkt på vores nul stjerner dag.
Efter at have drukket måtte vi finde noget at spise, valget stod mellem Mc. Donalds eller Eddie Rocket´s, og det blev naturligvis raketten der vandt. Den var indrettet som en amerikansk diner fra 1950èrne, og havde et ret sjovt menukort. Solveig bestilte en box med kyllingevinger, og Peter bestilte det absolutte hit, en cheese burger uden nogen form for salat. Peter engelsk må være blevet sølle og elendigt, for ak, i stedet for den saftige burger med almindelige pommes og en cola, en såkaldt combo, fik han en sej kyllingefilet i en burgerbolle med salat, samt pommes overhældt med ost og bacon. For at føje spot til skade endte denne ret sølle ret med at koste mere end den han bestilte. Her burde man have brokket sig, men ak, ved bestillingen havde vi fået en udskrift af ordren, og havde Peter her udvist rettidig omhu havde det været en smal sag at afværge den kulinariske katastrofe. Men han måtte tygge sig igennem en nul stjerner ret- der passede glimrende ind i turens tema:-)
Livetgik heldigvis videre, og vi gik også. Heldigvis førte vejen vi skulle gå forbi et fodboldstadion, og søreme om det ikke på denne måde blev til et gensyn med Bohemians. Deres stadion er større end Drogheda, men lider af samme sygdom, nemlig mangel på penge. Et par af tribunerne så ud til at ville tabe kampen til naturen inden længe.
Jernladyen var ikke populær blandt de britiske fodboldfans. Vores mål var det store mindemærke for de irske faldne i 1. verdenskrig. Irland mistede 49400 soldater i krigen, og det har været noget af en åreladning for et land der stod i midten af en selvstændighedskamp mod dem de skulle kæmpe for ved fronten. Undervejs kom vi forbi en gigantisk obelisk, ogsaa til ære for hertugen af Wellington, der overvandt Napoleon på slagmarken ved Waterloo. Wellington var født i Irland, og det er nok af den grund mindemærket for ham har fået lov til at blive stående efter selvstændigheden.
Mindesmærket over de faldne ligger på flodens sydside, så vi skulle tilbage på den rigere side førend vi havde nået målet. Det er ret synligt, at den sydlige side er mere velstående, på flodens nordlige bred er der også længere mellem de flotte kvarterer. Mindesmærket havde vi næsten for os selv. Vi har nok besøgt det på det rette tidspunkt, for stort set alle de mange forskellige rosearter var i blomst. Anlægget er flot og ikke det mindste militaristisk, noget ulig det sovjetiske mindesmærke vi så i Berlin for et par år siden.
Nu var klokken efterhånden blevet halv fem og vi begyndte hjemturen. Den gik gennem endnu en lille park som også rummede et kunstmuseum, og så kom vi for Kilmainham Gaol, hvor de 12 oprørere fra påskeopstanden i 1916 sad fængslet inde de brutalt blev henrettet af englænderne én for én. Vi fik også lige en lille kom kaffe og så Guiness store bryggeri fra vejen inden vi trætte nåede 32, Thomas St. hvor vi tog en pause inden vi begav os ud for at finde noget aftensmad. Alt i alt en stor dag med masser af gratis oplevelser og 22 km i benene. Godnat!
Kommentarer