Slieve Donard

 Vi forlod Droghedaefter morgenmaden, Maple B & B leverede også på dette punkt, og denne morgenmad kan sagtens gå hen ogblive en af turens bedste. Vores slutmål for dagen var Newcastle, ikke den kendte med fodboldholdet i England, og ej heller den mindre kendte under lyme i England, men derimod den hos os ukendte lille by i County down, altså i Nordirland. For at gøre en spændende tur ud af det havde vi fravalgt at krydse grænsen af motorvejen nord for Dundalk, for istedet at tage den lille færge fra Greenore ved det irske hav. Vi ankom netop som færgen lagde til kaj, godt timet, da der er 1 time mellem afgangene.   Vi var endda så heldige at færgen var ledsaget af en legesyg delfin. Den stjal fuldstændig opmærksomheden mens vi ventede på af stævne ud mod den nordirske kyst. Selve overfarten var rolig, grundet det gode vejr var der ingen bølger overhovedet, og smuk var den også. Vi havde uhindret udsigt over vand og bjerge.

Da vi kom i land provianterede vi inde vi ankom til Bloody bridge car park. Her ladede vi op til turen, en anden måde at skrive at vi spiste frokost. Fra starten af vandreturen gik  vi forholdsvis alene, kun enkelte gange passerede vi andre vandrere på ruten, der går for at være den smukkeste, men også den mindst benyttede op på Slieve Donard. I starten gik det på opad langs bloody bridge river, højdemeterne blev tilbagelagt i et støt tempo, og humøret var højt. Vejret var godt, og vi følte os næste hensat til middelhavet.  Undervejs på turen kom vi omkring et gammelt stenbrud, hvor man i fordumstider havde udvundet granit. I dag var der kun 3 små heste på stedet. Ikke langt efter granitbruddet mødte vi the mourne wall, en mur bygget i bjergene tilbage i 1920erne, for at holde forude af et område hvorfra der blev skaffet vandt til Belfast. Muren markerede også starten på den voldsomt stejle opstigning mod toppen.

Det var for alle en menget anstrengende opstigning mod toppen, dels var stigningsprocenten stor, dels var der ingen ordentlig sti. Vi måtte selv søge vejen mod toppen blandt adskillige mulige. Heldigvis kunne man af og til nyde udsigten mod de andre bjerge i området, og på den måde få pulsen lidt ned inden et nyt angreb betød at vi kom lidt tættere mod toppen.Da vi endelig nåede op åbenbarede der sig en forrygende udsigt mod det irske hav. 

På toppen var der adskillige andre vandrere, og da vi ikkehavde mødt ret mange af dem på turen op måtte de være kommet derop på anden vis. Da vi mildest taget var medtagne efter den uhørt stejle opstigning valgte vi at forsøge os med den anden mulighed for at komme ned, og det viste sig starten at være et fremragende valg. Hvor vi til opstigningen selv måtte finde vejen, kunne vi på turen ned trygt sætte fødderne på udhuggede trin. Vi kom ned i en u-formet dal, der efter Peter overbevisning må være formet af en nu smeltet gletcher tilbage i sidste istid. Senere gik turen også igennem en lille skov, så selvom der ikke er mange, så er der altså skove på øen. 

Da vi nåede Newcastle blev løsning på bilproblemet af vi delte os i 2, Kirsten, Karsten samt Ingeborg tog en taxi til Priest bridge hvor vores overnatningssted lå, mens Peter & Solveig gik de små 5 kilometer hen til hvor bilen var parkeret. E alt i alt super dag, hvor vi i det midste ka være glade for at vi alle nåede toppen af Nordirlands højeste bjerg.