24 timer i Serbien

 

Som overskriften antyder forlod vi Serbien efter godt 24 timer. Sådan var det nu ikke planen det skulle have været. Vi burde efter den oprindelige plan have haft 2 overnatninger på turen fra Beograd til grænsen syd for Prijopolje, men da Wizzair ikke fløj om fredagen betød det lige 3 overnatninger mindre på turen. Det gjorde at vi atter måtte give os i kast med planlægningen af turen rundt mellem Serbien, Montenegro og Albanien. 

Naturligvis er 24 timer ikke nær nok til at opleve, endsige udforske et land af Serbiens størrelse, men derfor kan man jo godt få set noget når man er afsted. Vi landede næsten en time forsinket i Beograds Nicola Tesla lufthavn kl. 17.49. En time senere forlod vi lufthavnen i vores lejede Skoda Rapid, der sket ikke er så hurtig som navnet antyder. Fra Beograd kørte vi små 150 kilometer af den gode, nok kinesisk byggede Milos the great highway, det bliver spændende at se hvordan Serberne får betalt det lånte tilbage de kommende år. Vi havde fra Billund lufthavnbooket overnatning der hvor motorvejen pt. ender, lidt for byen Cacak. Her havde vi fundet et sted ved navn Alijansa, og vi blev pænt overraskede over den kvalitet vi fik for vores små 500 kroner. Heldigvis rådede stedet over en restaurant, og her fik vi vores efterhånden tiltrængte aftensmad. Regningen for 2 øl, 2 juice samt mad til alle tre lød på 100 kroner. 

Tirsdag fik vi morgenmad ved 8.30 tiden, og kørte så ad de serbiske landeveje mod Montenegro. Grundet omstændighederne angående optagelseskrav til de berejstes klub satsede vi på en grænsekrydsning omkring kl. 17.50. Altså 24 timer efter vi har ramt Serbisk jord i lufthavnen. Da der kun var små 4 timers kørsel er det klart at vi måtte lægge nogle tids forbrugende programpunkter ind i køreturren. Vores første stop kom hurtigt, lidt vest for Cacak har floden Morava nogle gevaldige sving, og da der ovenikøbet er bygget et vandkraftværk er der lavet en kunstig sø. Vi gik en lille tur i det smukke landskab, og nød dels naturen og varmen. Selvom det var tidligt på dagen lod det sig ikke skjule at vi var kommet længere mod syd.

Efter den lille vandretur satte vi os atter i bilen, og kørte videre mod vest. Efterhånden som vi kørte blev bjergene højere, og omkring kl.12 var vi ved Zlatibor. Ikke et sted der siger en vesteuropæer meget, men for Serberne åbenbart en vigtig by. Intet sted så vi flere byggekraner, endsige flere souvenir butikker. Zlatibors attraktivitet skyldes bjerget Tornik, hvor der er et hvad vi vil karakterisere som et mindre skisportsområde. Vi fandt ud af at betale for parkering, og mage til system har vi aldrig set før. Lone købte 3 sedler, hvor der på hver skulle afkrydses 7 felter for at vagten kunne se gyldigheden. Hver seddel kunne gælde for en time, og de skulle lægges synligt i forruden. Godt vi ikke skulle holde i 8 timer, så havde der ikke været plads i bilen til dem. 

Da Zlatibor ikke ligger for foden af bjerget har man bygget en moderne gondolbane til at fragte folk fra by til bjerg. Vi benyttede os af muligheden, og kunne derfor svæve hen over et smukt landskab på vej mod næsten 1500 meters højde. På toppen lå der naturligvis en restaurant, og her fik vi en ret dyr, og ikke specielt spændende frokost. Mens maden gled ned kunne vi nyde en forrygende udsigt, dog med udsigt til stadig mørkere skyer. Efter maden var væk fra selv Eskilds tallerken besluttede vi os til at gå tilbage mod gondolen, da skyerne desværre nærmede sig. Nedturen blev præget af lidt blæst, samt af enkelte regndråber mod slutningen af turen. I Zlatibor skyndte vi os til bilen, og selvom vi blev ramt af regn kan vi kun sige os heldige med tanke om hvad der brød løs da vi var tilbage i bilen. Daåbnede himlen for sluserne på en måde der ledte tankerne hen mod tropiske regnskyl.

Vores næste stop var en moske i en lille landsby i bjergene udenfor Prijopolje. For at komme derop måtte vi forlade hovedvejen. Den mindre vej var åbenbart ikke bygget til større regnmængder, så vi fik i den grad skyllet forruden da en lastbil passerede i modsat retning. Selve Moskeen ligger smukt for foden af en gammel borg. Området er fattigt, men landskabet var fortryllende smukt. Vi så gammeldags høstakke, og træskure en masse. 

Fra Hisardzikvar der ikke så langt til grænsen, som vi da også nåede så det var nødvendigt med 3 minutters pause inden vi turde begive os hen imod kontrollen. Da vi forlod Serbien var klokken 17.54, altså havde vi brugt 5 minutter mere end de påkrævede 24 timer i landet.