Cork

 I dag ringede vækkeuret kl. 0700 og så var det ud af fjerene. Vi havde aftalt at køre kl. 8.00 og kun med ti minutters forsinkelse kom vi afsted. Cork er Irlands 2. største by med 125.000 indbyggere. Vi havde lavet lidt research hjemmefra, og havde udset os nogle bygninger med mere som så interessante ud, så da vi havde kørt de godt 100 km og fået parkeret Audien i et p-hus, var vi klar. Vi startede dog liiige på et turistinformation, da alle brochurerne var blevet efterladt i bilen, men det var kun godt, for sikke en service, den glade irer på kontoret var kun glad for at få lov til at fortælle om byen og ikke mindst oplandet og ja, hele området omkring Tipparary, da han fandt ud af, hvor vores base var. Så vi endte med at gå derfor med 6 brochurer og en følelse af, at vi havde alt for lidt tid...

Vi startede med at gå lidt rundt og snuse til butikker, og Ingeborg fandt én, hun gerne ville ind i. Peter og jeg blev udenfor og nærstuderede bykortet, da vi igen var fuldtallige, blev vi venligt stoppet af en mand, der spurgte om hankene hjælpe os, for han havde set, at vi stod med kortet. Vi takkede, og fortsatte for blot 500 meter længere nede ad gaden at blive stoppet af en ældre herre, der havde noteret sig, at vi gik med kameraer, og derfor ville anbefale,at vi gik op til den smukke katedral og fortet. Det tip takkede vi ja til og fortsatte. Kirken var fin, men ny og kostede 8,- euro så vi takkede nej... i stedet gik vi op til fortet, som viste sig at være gratis og en glad ansat med det bredeste smil fortalte engageret om historien. Indtil 2015 havde det lokale politi holdt til i fortet, hvor der også var bygget tjenesteboliger... Nu husede bygningerne en udstilling om kvinder i Irland, da fortet en overgang havde fungeret som kvindefængsel for de irske kvinder, som var dømt for forbrydelser lige fra at have stjålet et lommetørklæde og til at have begået mord. Fælles for den var, at de alle ventede på, at blive sejlet til Australien nærmere bestemt Tasmanien, der fungere som fangelejr. Det var barske skæbner og en meget interessant udstilling. For nogle kvinder blev det deres held, at de kom til Australien, hvor de senere blev gift, stiftede familie og var med til at bygge det nye Australien op.

Efter den omgang gik vi mod "English Market" som er en permanent markedshal bygget i victoriansk stil - en af de flottere bygninger i Cork, men ellers var vi enige om, at deres store byer er ret så kedelige. De har brugt masser af sten, så det er gråt i gråt, ingen røde tegltage giver kulør, og selv kirketårnene er i grå sten, så der er heller ingen kobbertage, der lyser op. Derud over har de været dårlige til at give plads til de få flotte bygninger, de har, så de ligger klemt inde mellem moderne betonbyggeri. Solveigs konklusion var, at arkitektstudiet må være let at komme igennem her og ligeså at blive byplanlægger... Lidt ærgerligt for der er med floden Lee, som snor sig gennem byen masser af mulighederfor at lave noget godt, men det koster selvfølgelig også, og så længe der stadig er 4% af befolkningen, der fyrer med tørv som primær varmekilde og 14% der har det som deres sekundære kilde til varme er der lang vej endnu. Men lur mig om ikke Irland indenfor de kommende år giver briterne baghjul på levestandarden...

Vi spiste frokost i en park og besluttede os derefter for at køre til byen Cobh, som ligger sydlig og helt ud til kysten. Herfra var der dels en imponerende kirke, meget stejle gader med farvede huse, en strandpromenade og deres stolthed, et Titanic-museum, da det navnkundige skib var sidste stop inden det begav sig ud på sin jomfrurejse mod New York i 1912.   123 personer gik ombord fra kajen i Cobh, en kaj som stadig står, og med det originale billethus fra Titanics rederi "WhiteStar Line". Museet var en rigtig god oplevelse, vi fik udleveret billetter som om, vi skulle ombord, og så blev vi ellers gennem fotos og fortællinger guidet igennem sejlturen indtil skibet ramte isbjerget. Vi kunne bagefter finde ud af, om vores personer havde overlevet, Ingeborgs person Katie Mullen på 21 år blev reddet ombord i en redningsbåd og overlevede. Peters person John Mihan viste sig aldrig at være kommet ombord, man mener,at han havde solgt sin billet videre og han blev da heller aldrig meldt savnet. Solveigs person var Hannah Naughton ligeledes 21 år, desværre overlevede hun ikke sammenstødet med isbjerget og druknede sammen med de hundredevis andre skæbner i forliset. 

Vi tog fra Cobh som afslutning på en dejlig dag i det sydlige Irland og Peter kørte os sikkert tilbage til huset ad de små snoede og meget smalle veje, hvor vi endnu engang nød det utrolig smukke irske landskab.