24 timer i Montenegro

 

Vi krydsede grænsen kl. 17.54 syd for Prijopolje i serbien. Det gav hele 2 stempler i passet, et for at forlade Serbien, og et for at ankomme til Montenegro, et af Europas nyeste lande. Først i 2006 blev landet selvstændigt efter at have været under fremmed herredømme siden 1916.

Den første by vi kørte igennem var Bijelo Polje, der vist nok betyder hvide slette. Det må i så fald hentyde til stedet farve om vinteren, for nu var omgivelserne grønne, sikker velnærede af den megen regn der var faldet samme dag.

Vi fik endnu et solidt regnvejr med som velkomstgave, så vi var glade for at vi ikke skulle køre så længe før vi kom til Koliba, et homestay / restaurant / fritidslandbrug. Vi blev venligt modtaget, fik fremvist vores logi, og satte os i stedets lille restaurant. Her bemærkede vi den afdæmpede belysning, der dog hurtigt blev forklaret med at der på grund af det netop overståede uvejr var strømafbrydelse.

Strømmen kom tilbage efter en halv times tid, og vi fik bestilt mad. Dog nåede den at forsvinde yderligere 2 gange inden vores mad stod på bordet. Vi måtte endda starte måltidet i petroleumslampens skær, men heldigvis kom strømmen igen, og denne gang blev den. 

Lone fik snakket med datteren der talte et brugbart engelsk. Hun fortalte om stedet, og var venligheden selv. til dessert ville Eskild gerne have en is, det var ikke lagervare, men resolut hoppede den unge kvinde på cyklen, og 5 minutter senere sad Eskild og nød en is. 

Næste morgen fik vi en forrygende morgenmad, og gik så ned til Tara floden der løb ved deres grund. Her slog vi smut, og det lykkedes Eskild at få styr på grundprincipperne. Da vi forlod floden viste ejeren os lige de 6 ørreder de netop havde fanget. 

Afskeden med Koliba faldt os ikke let, det var et fantastisk sted, og vi kan ikke anbefalde det nok. 

Vores første stop på køreturen blev Virpazar, der ligger på en lille ø hvor en flod flyder ind i Skhoder søen. Her ligger der ret naturligt også en gammel Osmannisk fæstning, som vi klarede at gå op til. Selve borgen er hurtigt overstået, men udsigten var god, og i dag er den hjemsted for en udemærket restaurant der ikke har typiske balkan retter på menukortet. Vi bestilte, og ventede, endda forgæves på den ene risotto ret. Den måtte vi så efterbestille da de andre retter kom, lidt ærgerligt, men sådan kan de jo gå når sprogbarrieren er ret massiv.

Efter Virpazar satte vi kursen mod Ulcinj ude ved kysten. Montenegro har lavet en fin tunnel under bjergkæden der adskiller søen fra Adriaterhavet. Der er vel kun 15 kilometer i luftlinje, men bjergene når op i en højde af 1,5 kilometer, så vi var taknemmelige over at kunne spare turen over bjergkammen. Ulcinj var i den oprindelige plan udset til at være stedet hvor Lone kunne fejre at hun opfyldte medlemskravene til de berejstes klub. Byen ligger helt ude ved havet, og er omgivet af velbevarede befæstninger fra svundne tider. Vi fandt heldigt en parkeringsplads ved indgangen til den gamle by, og brugte så tiden på at vandre rundt langs befæstningen mod havet. Efter kort tid fik vi øje på et skilt der første os ud gennem et vagttårn til en beach bar. Her bekæmpede vi den trykkende varme med kolde drink, Eskild fik en Sunrise, og den nød han i fulde drag. Fra baren var der en herlig udsigt, og det var svært ikke at forbande Wizzair for den aflyste fly afgang.

Som afslutning gik vi videre og endte ved byen strand, hvor det lykkedes Eskild at blive væltet af en bølge mens Peter gik på en forgives udflugt efter en postkasse. Heldigvis fandt vi en postkasse på vej ud af byen, og med lidt balkan style bag rettet lykkedes det også Lone at få sendt postkortene.

Det viste sig at vi havde timet dagen i Montenegro perfekt, således var klokken 17.55 da vi passerede grænsen til Albanien, vi havde med andre ord et tidsforbrug på 24 timer og 1 minut i det smukke land.