Aggerholms blog

Morgenen startede som de foregående, Lone og Eskild stod op, og Eskild vækkede så Peter. Vi kom afsted fra lejligheden inden kl. 10, målet var Craiovas botaniske have, men første stop havde ikke meget med planter at gøre. De andre dage har vi observeret kø udenfor en bagerbutik på alle de tidspunkter vi er gået forbi, med andre ord, brødet må være godt. Vi havde derfor besluttet at købe vores frokost i butikken og tage den med ud i den botaniske have. Som sagt så gjort, Lone købte adskillige forskellige lækre sager, og sørgede også for et brød til den ældre dame der tiggede ved butikken. Efter indkøbet begav vi os afsted mod den botaniske have, undervejs holdt vi skarpt udkig efter en butik med magneter og postkort, de første par dage har vi ikke fundet nogle, og i dag lykkedes det heller ikke for alvor, men mere om det senere. Den botaniske have ligger godt 2 kilometer fra vores lejlighed, i en anden retning end byens store park, det betød jo så at vi fik set en anden del af byen, og

  ...ligger af uransagelige grunde i Craiova, den er anlagt omkring år 1900, kort tid efter Rumænien opnåede fuld selvstændighed. Vi gik efter morgenmaden de godt 3,5 kilometer ud til parken i bagende hede. Turen ud til parken gik af gade der vel bedst kan betegnes som en arkitektonisk udgave af den smukke, den grimme og den helt forfærdelige. Nogle stede var art nouveau bygningerne smukt sat i stand, andre steder stod de som minder om svundne tiders glans, og visse steder var de erstattet af smagløse monstre fra den kommunistiske tid. Således var det med blandede indtryk at vi efter en varm gåtur ankom til parken. Parken var en meget positiv oplevelse, den var smukt anlagt, ganske godt vedligeholdt uden det blev for fint, og der var muligheder for at få forfriskninger derinde. Vi fik noget at drikke på et smukt sted ved parkens største sø, på tripadvisor fik stedet ikke gode anmeldelser, og det forstår vi godt efterfølgende, mage til sløv og uinspireret betjening skal man lede længe e

Efter 3 overnatninger i Veliko Tarnovo var det tid til næste stop på turen, nemlig Craiova i Rumænien. Craiova er lidt et ubeskrevet blad i de forskellige guide bøger, Trescher verlag tildeler byen 1 side i deres ellers store bog om Rumænien, mens Lonely planet har 1,5 i deres bog om Bulgarien og Rumænien. Begge bøger nævner en imponerende bygning i byen, ellers er det sparsomt med oplysninger om hvad man som turist kan forvente.  Således uforberedte begav vi os afsted, for at det ikke skal være løgn startede turen med en stor omvej. Grunden er Rumæniens kamp mod Corona viruset, der gør at de har lukket en række af de mindre grænseovergange over Donau for turister. Det betød en køretur mød øst til en bro over Donau. Vi klarede de 120 kilometer i fin stil, i starten var landskabet smukt og kuperet, men jo tættere vi kom mod floden fladede det mere ud, og bjerge og skov veg for dyrkede marker. Da vi ankom til grænsebroen så vi at den var bygget kort efter 2. verdenskrigs afslutning. Deng

Bulgarien er rig på gamle slagmarker, grænserne er bølget frem og tilbage som følge af vundne og tabte krige.  I går besøgte vi scenen for Bulgariens endeligt som stat, og i dag var det så et af stederne, der regnes som afgørende for det moderne Bulgariens genopståen, der var på programmet.  Russiske kanoner fra kampene tilbage 1877. ganske velbevarede. I 1876 udbryder der et bulgarsk oprør rettet mod Europas syge mand, det hensmuldrende Osmannerrige. Oprøret støttes af Rusland, der øjner en chance for at bemægtige sig udsejlingen fra Sortehavet. Vejen mod Konstantinopel går gennem Bulgarien, og et af stederne, man dengang kunne føre en hær igennem landet, var Shipka passet. Bjergpasset var åstedet for voldsomme kampe, og det hele endte med russisk/bulgarsk sejr, og deraf følgende selvstændighed for Bulgarien. Vi kørte en god times tid fra Veliko Tarnovo, inden vi nåede op til passet. Heldigvis viste det sig, at en lille vej førte helt op til det store mindemærke oppe på toppen af bjer

Her i Bulgarien har vi nu fundet os godt tilrette i byen Veliko Tarnovo. Byen er kendt for at have været hovedstaden i det 2. Bulgarske rige, der havde 200 år i sus og dus inden Osmannerne dukkede op og knuste imperiet. På sin vis er jo noget vås at skrive hvad byen er kendt for, faktum er jo at alle andre Bulgarske byer end hovedstaden Sofia er komplet ukendte for langt de fleste. Eneste sted danskerne kan relatere til i landet er vel Sunny beach, stedet der nu er det foretrukne sted for unge på druk, og som er det sidste i en kæde der strækker sig fra Calella i Spanien, Løkken i Danmark, og sidst Prag i Tjekkiet. Vi kommer ikke i nærheden af sunny beach, men er på en måde mærket af hvad der foregår der, idet det må være grunden til at Danmark nu fraråder unødvendige rejser til Bulgarien.   Turen herned har været god. Vi blev på fornem vis fragtet til lufthavnen, tog maskerne på, og klarede både bagage indtjekning og security uden de store problemer. I flyet var der også maske pligt,

Torsdag skulle vi egentlig bare stille og roligt klare vores sidste ærinder og få ryddet op og gjort rent i lejligheden, så vi var klar til afrejse fredag morgen. Da vi kom  i køkkenet for at sætte vand over til kaffen, opdagede Peter, at en af fiskene var døde. Vi fik den i bogstavligste forstang "fisket op" og tjekkede op på de øvrige, som heldigvis så ud til at have det okay. Nå, men efter at have siddet lidt længere end normalt ved morgenbordet, fordi det bare ikke trak særlig meget i nogen af os at komme til at gøre rent, måske også fordi det nu stod klart, at en dejlig ferie i Berlin lakkede mod enden. Men når enden er god er alting godt, sådan skulle det bare ikke gå... Vi kom igang men kun for at konstatere, at deres robotstøvsuger ikke ville lade mere... Det betød så at vi ikke kunne støvsuge de 200 m2... Vi ringede op til familien for at spørge, om de måske havde et trick til at få den igang igen, men desværre kunne de ikke hjælpe. De sagde, at siden de havde fået r

Ville næppe få samme anderkendelse i Danmark, for det er alt andet end naturligt. Efter 2. verdenskrig, hvor den tyske hovedstad lå i ruiner skulle man have et sted at komme af med alle de smadrede dele af bygningerne der var faldet for bomberegnen. Man besluttede at lave såkaldte ruinbjerge, hvoraf Teufelsberg er det højeste. Gennem 22 år kørte dagligt op mod 800 lastbiler op med murbrokker fra ca. 15 tusinde ødelagte bygninger. teufelsberg voksede på den måde til at bliver Berlins højeste med en højde på 120,1 meter over havets overflade. Nær toppen byggede amerikanerne en aflytningsstation, der kunne overvåge radiosignaler i det nu hedengangne DDR. Amerikanernes aflytningsstation er ved at gå samme vej som DDR, lidt efter lidt forfalder den. Dog er den ikke forladt, grafitti kunstnere er rykket ind, og mange af deres malerier er vildt flotte, dog de ikke ret renlige som Solveig bemærkede, der ligger affald, og knuste flasker lidt for mange steder til at det bare er efter en vild fes

Vi har på denne tur forsøgt at give alle deltagere mulighed for at byde ind med noget, de gerne ville se eller opleve. I dag var det så Peters tur, og han havde udset sig Potsdam i delstaten Brandenburg. Vi tog S-toget derud og stod af ved den store banegård, hvorfra vi spadserede ud til en af byens store pladser. Allerede her fornemmede vi den grandeur som byen emmer af. Potsdam ligger 24 km. sydvest for Berlin midt i et landskab med søer og skove, og betragtes næsten som en del af Berlin, det tog os da også kun små 40 minutter med S-toget. Potsdams mange slotte (17 i alt - og som I kan læse om lidt længere nede) blev i 1990 optaget på UNESCOS verdensarvsliste - hvilket er aldeles velfortjent. Vi startede med at gå igennem det smukke hollænder-kvarter, hvilket levede meget godt op til sit navn, der var nemlig små gader og gavlhuse overalt. Ingeborg kunne sagtens forestille sig at bo i en af de fine lejligheder, med en lille altan fedt ud mod et hyggeligt lille torv, hvor der var ful

Mandag d.20 juli havde vi egentlig teufelsberg på programet. Det er det højeste punkt i Berlin, og på toppen havde Amerikanerne en aflytningsstation under den kolde krig. Heldigvis lavede Ingeborg lidt research inden vi tog afsted, og fandt derfor ud af at området kun er åbent for besøgende onsdag til søndag. Det betød så at nye planer måtte smedes, og da vi alle var igang med gode bøger var valget let, vi valgte en læsedag hjemme, dog krydset med et besøg i boghandlen, eller rettere bogmekket Duusmann, Her fik vi købt godt ind af bl.a. kogebøger. Dagen er vigtig i Tyskland, d.20/7 var datoen hvor en gruppe officerer forsøgte at dræbe Adolf Hitler tilbage i 1944. Derfor blev der flaget på halv overalt i byen.

Med store forventninger forlod vi (Solveig og Peter) lejligheden i Oranienburger strasse for at tage bilen mod syd, nærmere bestemt mod Bad Muskau, hvor Rakotz broen, med dens perfekte cirkel som spejling mod vandet ville være målet for vores besøg. Turen ud af Berlin gik formidabelt, der var ingen nævneværdig trafik, og også på motorvejen gik det som smurt. Syd for Cottbus, kort før den tysk - polske grænse drejede vi af mod Bad Muskau, efter kørsel p mindre veje kunne vi endelig stille bilen ved parkeringspladsen, tage vores rygsæk ud og begive os afsted mod den smukke bro. Stor var derfor forskrækkelsen da et skilt kort før broen åbenbarede sig, skiltet lignede en information om renoveringsarbejder, og sådan var det desværre også, broen blev for nuværende renoveret. Vi gik videre, håbende at det kun var en mindre renovering, og at vi trods alt kunne fornemme skønheden, men ak, ikke alene var broen pakket ind i et gigantisk stillads, søen hvori reflektionen skulle være var drænet