Når enden er god er alting godt

Med store forventninger forlod vi (Solveig og Peter) lejligheden i Oranienburger strasse for at tage bilen mod syd, nærmere bestemt mod Bad Muskau, hvor Rakotz broen, med dens perfekte cirkel som spejling mod vandet ville være målet for vores besøg.
Turen ud af Berlin gik formidabelt, der var ingen nævneværdig trafik, og også på motorvejen gik det som smurt. Syd for Cottbus, kort før den tysk - polske grænse drejede vi af mod Bad Muskau, efter kørsel p mindre veje kunne vi endelig stille bilen ved parkeringspladsen, tage vores rygsæk ud og begive os afsted mod den smukke bro. Stor var derfor forskrækkelsen da et skilt kort før broen åbenbarede sig, skiltet lignede en information om renoveringsarbejder, og sådan var det desværre også, broen blev for nuværende renoveret. Vi gik videre, håbende at det kun var en mindre renovering, og at vi trods alt kunne fornemme skønheden, men ak, ikke alene var broen pakket ind i et gigantisk stillads, søen hvori reflektionen skulle være var drænet bort, formentlig for at hjælpe på renoveringen, noget af en bet idet vi netop for at se broen spejle sig var kørt godt 150 kilometer.
I det mindste kunne vi gå en tur i den smukke park, broen er ikke anlagt for at man kan komme over et farligt vandløb, den har kun været anlagt som et dekorativt indslag i en smukt park. Parken viste sig at være smuk, så der var andre mennesker omkring os, og desværre også hidsige myg nok til at vi kommer til at mindes besøget de kommende dage.
I parken fik vi fortæret vores madpakke og diskuteret dagens videre program.

Grimmere end arvesynden

Kan man kalde vores næste stop på turen, nemlig det gigantiske brunkuls "tagebau" syd for den nærmest ligeså grimme by Weisswasser (Beła Woda på Sorbisk)

Her graves der brunkul af i den helt store målestok, og det efterlader et landskab der indtil man kan renaturere det som skov, eller hvis der er lavt nok beliggende som sø er fuldstændigt blottet for liv. Der er bygget et udsigtstårn med en lille tilhørende cafe så folk som vi kan se hvordan udvindingen af de billige, men ret forurenende kul foregår. Maskinerne der bruges er ikke små og finurlige, men gigantiske gravemaskiner, der nærmest skræller kullene af. Som baggrund ligger der et stort kraftværk, så efter den smukke park stirrede vi på en næsten apokalyptisk sceneri. Heldigvis bød stedet også på en positiv oplevelse, intet sted har vi på vores tur mødt billigere drikkevarer. Kun 2,50 € kostede en 0,5 liter Hele weißbier, hele 3 euro billigere end turens hidtil dyreste der blev indtaget i Nikolai viertel i Berlin mitte.

Fürst Pücklers paradis

I Bad Muskau blev næste stop. Her ligger der en meget stor park, fordelt på begge sider af floden Neiße. Da den blev skabt var det intet problem, men siden 1945 har det betydet at den østlige side af parken ligger i Polen, mens den vestlige side ligger i Tyskland. Til parken er der gratis adgang, det betyder meget i et område der er præget af fattigdom og fraflytning. Vi fik parkeret bilen, hvad der ikke var gratis, og vandrede ind i parken for at se hvad der gemte sig. Forventningerne var høje, trods alt er området på Unescos liste over verdens naturarv. Parken skuffede ikke, 2 slotte indeholder den, et gammelt relativt lille slot og et nyere, meget imponerende wasserschloss, altså et slot bygget på en lille kunstig ø. Det bedste ved parken var det faktum at den, trods beliggenheden i 2 lander der ikke altid har haft det så let med hinanden virker til at kunne bidrage med integration og arbejdspladser i en økonomisk svag region. I hvertfald var der mange Polakker blandt publikum, og vi nåede også selv på vores godt 5 kilometer lange vandretur at krydse over Neiße floden og vandre et par kilometer i Polen inden vi over andre broer gik tilbage til slottene der begge ligger på den tyske side af floden.
Ved en isbutik ved slottet faldt vi i snak med en ældre dame, hun var glad for parken, og for at der var gratis adgang. I nabolandet Polen var mange slotte også blevet sat i stand, men de var blevet til hoteller, så det havde hun ikke glæde af. Hun kunne også berette om en svær tid efter den kolde krigs afslutning, tekstil og glasindustrien var lukket, kun brunkullene gav endnu mad på bordet til mange, men dem vil miljøforkæmperne gerne have lukket, så fremtiden for regionen tegner alt andet end rosenrød.

En ærlig Polak

Efter parken blev vi enige om at køre over den østlige side af grænsen op mod Frankfurt an der Oder. Vi kørte ad små, og meget dårlige veje mod byen der engang hed Crossen an der oder. Godt nok var det tydeligt at den tyske side ikke var den mest velhavende del af Tyskland, men der var alligevel klasseforskel i tysk favør. Mange steder var der på den polske side forfaldne huse, og i byerne var der steder hvor der stadigvæk lå brosten. 

I Crossen stod vi ud af bilen og tog nogle billeder, byen ligger med en flot udsigt mod syd, hvor centrum er placeret. På den nordlige bred stiger landet kraftigt, så det er muligt at se langt. Vi fik også billeder af nogle dobbelthuse hvor det ikke ligefrem lader til at ejerne har været enige om hvilken farve der skulle vælges. Byen var indtil 2. verdenskrig tysk, og der var en statue af en digter fra den tyske tid, klart et tegn på at tiderne er forandrede til det bedre. Digterens grav er ny forsvundet, han var begravet på byen store kirkegård, men efter 2. verdenskrig blev der kørt jord på, og nu er der i stedet for en kirkegård en park. Sådan kan man slette alle spor af fortiden på en effektiv måde.  Navnet på parken er 1000 års parken, måske en sket skjult hentydning til at den afløste tusindårsriget.
Fra Crossen an der Oder kørte vi mod Frankfurt an der oder, den ligger på Oders venstre bred, den højre bred er polsk, og her besluttede vi os for at finde aftensmaden.
Vi prøvede 2 restauranter men igen havde plads, det viste sig nu at være heldigt nok, for så foreslog Solveig Portofino, men her kunne man ikke betale med kort. Fluks hævede peter Złoty nok til en god gang mad, og på Portofino var der heldigvis plads, i hvert fald til os, de næste der ankom uden reservation måtte gå med uforrettet sag.
Det viste sig at vi var havnet på byen bedste restaurant, og vi gav den hele armen, først artiskoksuppe, og dernæst entrecote, den dyreste ret på menukortet. Vi fortrød ikke vores valg, hverken af spisested, eller af menu. Maden var velsmagende , pænt anrettet og sublimt serveret, undervejs kom kokken ud og spurgte om alt var i orden. Prikken over i´et var efter at vi havde betalt og stod på gaden, fluks kom en fjerner ud og fortalte at han havde en lille gave til os,det var vi da pænt imponerede over og begyndte straks at overveje hvad det mon kunne være, op dukkede solveigs telefon som hun havde glemt, så det var jo en bekræftelse på at der findes ærlige og hæderlige mennesker alle steder.
Alt i alt en super dag, selvom dagens egentlige hoved programpunkt faldt totalt til jorden.