Marienfelde, en overset perle!
Marienfelde er opsamlingslejren for flytninge fra DDR der ankom til vestberlin. Normalt når vi tænker på flygtninge er der folk fra fremmede lande, ja ligefrem fremmede verdensdele efterhånden, der flygter fra krig og det der er værre, nemlig borgerkrig. Tidligere var der mange der flygtede fra undertrykkelsen i det nu, heldigvis, hedengangne DDR. Fra 1952 og til 13. august 1961 kom langt de fleste flygninge mellem de 2 tysklande til Vestberlin. Grunden var den simple at kun her var der passage mellem de 2 forskellige verdensopfattelser. Man kunne, og det gjorde mange, stige ind i s-toget i den kommunistiske del og stå ud i den frie verden i vesten. Helt så enkelt var det dog ikke. Det var forbudt at flygte fra DDR, så folk ankom med ekstremt lidt bagage. Store kufferter kunne jo svært tolkes som andet end et flugtforsøg, og på perronerne i øst var der kontrol. For folk var det derfor en udfordring at forklare hvorfor man havde medbragt alle papirer og en masse penge.
Museet var godt, og forklarede fint om de overvejelser folk gjorde sig i forbindelse med flugten. Noget overraskende for os var det faktum at 600000 rejste den anden vej, altså fra vest mod øst. Også disse folks skæbne blev belyst. I dag er der i en del af Marienfelde indrettet flygtninge hjem fra folk der kommer fra konfliktområderne rundt omi verden, ganske fint var der også lidt om deres situation.
Efter museet, der ikke var overrendt af andre gæster, spiste vi vores medbragte madpakke på græsplænen. Der var åbenbart medarbejderskif, for en efter en kom de ansatte forbi og hilste på os på vej mod verdenen udenfor. Vi så også adskille af flygtningehjemmets beboere komme forbi, tragisk at det stadig er nødvendigt for så mange mennesker at forlade altre holder af og kender til. Gennem et vindue havde Ingeborg hørt to af flygtninge børnene snakke sammen, på tysk. De har altså, hvis ikke de komme fra samme sprogområde, tysk som fællessproget, hvilket jo i den grad bidrager til at at lære sproget hurtigt.
Efter frokosten begav vi os atter mod den indre by, hvor Cafe am neuen see i Tiergarten lige var hvad vi trængte til.Vi var gået tæt forbi den dag vi tog til den danske ambassade, men vejret den dag indbød ikke til et cafe besøg. Nu var det derimod et herligt solskinsvejr, næsten for varmt for os, og vi var øjensynligt ikke de eneste der havde det på den måde, i hvert fald var der ingen ledige borde i skyggen, så vi måtte tage til takke med et under den skinnende sol.
Som altid havde Solveig og Ingeborg lidt af en fest med at betragte dem der færdedes ved de omkringstående borde. Der var mange skurrilt typer, top prisen som underholder tog en middelaldrende kvinde med hele 4 små, yndige hunde i en klapvogn.
Museet var godt, og forklarede fint om de overvejelser folk gjorde sig i forbindelse med flugten. Noget overraskende for os var det faktum at 600000 rejste den anden vej, altså fra vest mod øst. Også disse folks skæbne blev belyst. I dag er der i en del af Marienfelde indrettet flygtninge hjem fra folk der kommer fra konfliktområderne rundt omi verden, ganske fint var der også lidt om deres situation.
Efter museet, der ikke var overrendt af andre gæster, spiste vi vores medbragte madpakke på græsplænen. Der var åbenbart medarbejderskif, for en efter en kom de ansatte forbi og hilste på os på vej mod verdenen udenfor. Vi så også adskille af flygtningehjemmets beboere komme forbi, tragisk at det stadig er nødvendigt for så mange mennesker at forlade altre holder af og kender til. Gennem et vindue havde Ingeborg hørt to af flygtninge børnene snakke sammen, på tysk. De har altså, hvis ikke de komme fra samme sprogområde, tysk som fællessproget, hvilket jo i den grad bidrager til at at lære sproget hurtigt.
Efter frokosten begav vi os atter mod den indre by, hvor Cafe am neuen see i Tiergarten lige var hvad vi trængte til.Vi var gået tæt forbi den dag vi tog til den danske ambassade, men vejret den dag indbød ikke til et cafe besøg. Nu var det derimod et herligt solskinsvejr, næsten for varmt for os, og vi var øjensynligt ikke de eneste der havde det på den måde, i hvert fald var der ingen ledige borde i skyggen, så vi måtte tage til takke med et under den skinnende sol.
Som altid havde Solveig og Ingeborg lidt af en fest med at betragte dem der færdedes ved de omkringstående borde. Der var mange skurrilt typer, top prisen som underholder tog en middelaldrende kvinde med hele 4 små, yndige hunde i en klapvogn.
Kommentarer