Mod det ukendte
Efter 3 overnatninger i Veliko Tarnovo var det tid til næste stop på turen, nemlig Craiova i Rumænien. Craiova er lidt et ubeskrevet blad i de forskellige guide bøger, Trescher verlag tildeler byen 1 side i deres ellers store bog om Rumænien, mens Lonely planet har 1,5 i deres bog om Bulgarien og Rumænien. Begge bøger nævner en imponerende bygning i byen, ellers er det sparsomt med oplysninger om hvad man som turist kan forvente.
Således uforberedte begav vi os afsted, for at det ikke skal være løgn startede turen med en stor omvej. Grunden er Rumæniens kamp mod Corona viruset, der gør at de har lukket en række af de mindre grænseovergange over Donau for turister. Det betød en køretur mød øst til en bro over Donau. Vi klarede de 120 kilometer i fin stil, i starten var landskabet smukt og kuperet, men jo tættere vi kom mod floden fladede det mere ud, og bjerge og skov veg for dyrkede marker. Da vi ankom til grænsebroen så vi at den var bygget kort efter 2. verdenskrigs afslutning. Dengang var det så som så med privatbilismen i østblokken, og derfor var det ikke nødvendigt med mere end en vognbane i hver retning. I dag er trafikken steget meget i forhold til udgangspunktet, og man ville nok bygge broen på en anden måde i dag. Broen er over 2 kilometer lang, Donau er her vokset til en mægtig flod. På den rumænske side ventede grænsekontrollen på os. Den var delt op i en del for personbiler og en for lastbiler. Lastbilerne bliver grundigt kontrolleret, og det betyder naturligvis kø, lang kø endda. Så lang at den rækker helt ud på broen, hvor vi fandt vores plads bag den sidste af de store lastbiler. Kort tid efter kom der en minibus der skiftede vognbane over den fuldt optrukne streg og således kørte i den forkerte side af vejen, Peter mindedes noget lignende fra en anden tur mod øst og kørte resolut efter bussen. Da en modkørende lastbil kom for tæt på drejede vi ind foran en af lastbilerne i køen. Lastbilerne holdt med mellemrum, så dette er, selvom det for en lovlydig nordbo virker vanvittigt, den gængse fremgangsmåde for personer at omgå køen af ventende lastbiler. Til næste strækning i det forkerte spor blev vi endda vinket frem af en politimand.
Ved selve grænsen gik det stærk, vi var bil nr.4 i køen, og vi slap med at svare på et par spørgsmål og hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen, bagagerummet blev åbnet, og så var vi klar til at køre 200 meter for at købe en vignette til de rumænske veje for den nette sum af 4 euro.
Fra grænsen kørte vi ad mindre, men for Peter overraskende gode veje mod vest. GPS`en gav os gode oplevelser, vi så storkereder en masse, hestevogne, og gammeldags brønde i brug. Selv 2 kilometer på en grusvej blev det til inden vi ramte større veje. På Balkan kan man opleve meget ved bare at kigge ud af vinduet når man kører på de mindre veje.
Frokosten blev spist ved en landevejsrestaurant, serveringen foregik udendørs, dels på grund af det gode vejr, dels på grund af coronaen der har gjort det ulovligt at servere indendørs i Rumænien.
Efter frokosten klarede vi også de sidste 150 kilometer, inden vi kunne stille bilen foran nationalteatret i Craiova, lige midt i centrum af byen der er på størrelse med Århus.
Kommentarer