Det startede med en død fisk...

Torsdag skulle vi egentlig bare stille og roligt klare vores sidste ærinder og få ryddet op og gjort rent i lejligheden, så vi var klar til afrejse fredag morgen.

Da vi kom  i køkkenet for at sætte vand over til kaffen, opdagede Peter, at en af fiskene var døde. Vi fik den i bogstavligste forstang "fisket op" og tjekkede op på de øvrige, som heldigvis så ud til at have det okay.

Nå, men efter at have siddet lidt længere end normalt ved morgenbordet, fordi det bare ikke trak særlig meget i nogen af os at komme til at gøre rent, måske også fordi det nu stod klart, at en dejlig ferie i Berlin lakkede mod enden. Men når enden er god er alting godt, sådan skulle det bare ikke gå...

Vi kom igang men kun for at konstatere, at deres robotstøvsuger ikke ville lade mere... Det betød så at vi ikke kunne støvsuge de 200 m2... Vi ringede op til familien for at spørge, om de måske havde et trick til at få den igang igen, men desværre kunne de ikke hjælpe. De sagde, at siden de havde fået robotstøvsugeren havde de ikke længere en kost, men vi kunne bare lade være med at gøre noget. Det ville vi dog ikke, så vi købte en kost og en gulvskrubbe, som Ingeborg mente, at hun kunne overtage når hun flyttede til Århus. Med disse nyindkøbte våben fik vi så gjort huset i stand, så det fremstod rent og skinnende igen.

Ovenpå de strabadser besluttede Ingeborg og jeg os for at gå ud og spise frokost. Berlin har så mange caféer og restauranter som man gerne vil prøve, men det vil være en umulig opgave nogenside at komme igennem dem alle.... Peter ville blive hjemme for at planlægge sin næste tur med Lone og Eskild.

Ingeborg og jeg fandt en hyggelig asiatisk restaurant, hvor vi delte 4 små retter og fik en iskold limonade. Vi hyggede os og besluttede os for, at gå hjemad igen, jeg ville læse vide i min bog og drikke en kop kaffe på terrassen, Ingeborg ville lige forbi det lokale marked og købe et par gaver.

Da jeg kom tilbage til lejligheden, foreslog Peter, at vi gik ned til bilen med nogle af vores tasker, så vi ikke skulle gå så mange gange i morgen. Det ville jeg gerne med til, men først ville jeg have en kop kaffe. Imens vi sad på altanen og nød kaffen, fik Peter en opdatering om, at Danmark nu havde ændret rejsevejledningen til Bulgarien, så landet nu var orange, hvilket betød, at alle ikke nødvendige rejser frarådes. Det betød jo sådan set ikke noget for Peter, for Tyskland har ikke ændret deres vejledning, men for Lone. Hun var heldigvis stadig med på at tage afsted, men der gik da lige lidt tid med at få snakket og overvejet og få beroliget dem, der nu var blevet nervøse.

Så kom Ingeborg tilbage fra sine ærinder og Peter og jeg hankede op i poser og tasker og gik ned til bilen. Den var parkeret i den første sidegade og med en beboer-billet i ruden, havde vi ret til at parkere der. Men stor var overraskelsen, da der ingen bil var på parkeringspladsen... Vi gik længere op ad gaden for at se, om vi huskede forkert med hensyn til, hvor vi havde parkeret den. men nej, den var væk. Stjålet???

Vi gik slukørede tilbage til lejligheden (med alle vores tasker) og fortalte Ingeborg, at bilen var væk. Imens nåede vi at tænke at vi måtte tage toget hjem, men det var en næsten uoverskuelig tanke, da vi havde så meget bagage. Ingeborg tjekkede google og fandt nogle numre på politiet, som hun forsøgte at ringe til, men da klokken var næsten 17.30 var det ikke muligt at komme igennem. Peter ringede til vores forsikringsmand, så foreslog at vi undersøgte om den var slæbt væk (fjernet) eller om den var stjålet, og han sagde, at hvis vi ikke kunne komme igennem til politiet, skulle vi prøve at ringe 110. det gjorde Ingeborg så, men fik fat på brandvæsenets alarmcentral og en sur medarbejder der oplyste hende om, at det absolut ikke havde noget at gøre med brandvæsenet, at vores bil var stjålet. Hun undskyldte og lagde på, underligt, for på politiets hjemmeside blev der også henvist til 110, hvis det var efter kl. 15.

Nå, vi blev enige om at gå hen til synagogen, som var lige i nærheden og altid bevogtet med to politifolk for at spørge dem til råds, når vi nu ikke havde held med politiets telefonnumre.

På vej derhen havde Ingeborg fundet et andet nummer, man kunne benytte, hvis ens bil var slæbt væk. Hun fik så oplyst, at vores bil var slæbt væk, fordi der var blevet indrettet et parkeringsforbud der, hvor den havde været parkeret. Hun fik også oplyst, at den stod i Linjenstraße 139, og vi bare kunne hente den der, en regning for at få den støbt væk, ville blive sendt til os.

Okay, selvom det nok var forsikringen der ville give mest for bilen, hvis den var blevet stjålet, var vi glade for, at den var fundet, og Peter, der havde ærgret sig over, at den var fyldt helt op med diesel, var også godt tilfreds, selvom vi nu alle synes det var temmelig mystisk at den bare var væk uden at vi havde fået nogen forvarsel om, at den ikke måtte holde, hvor den gjorde.

At vi så tilmed heller ikke synes vi skulle betale for at den var blevet støbt væk, måtte vi tage os af, når vi fik en regning. Vi traskede mod Linjenstraße 139, blot for at konstatere, at bilen ikke stod der... Endnu en opringning og mere ventetid gik og vi undrede os megt over, at dette også var Tyskland... Efter  nogen tid fik vi oplyst at firmaet, der havde flyttet bilen, havde oplyst et forkert husnummer, den stod ved nr. 196. Altså satte vi kurset mod dette sted og ganske rigtigt, der stod den i vejsiden. Så langt så godt, men hvor meget skal man egentlig finde sig i? At ens bil bare forvinder uden at der er en avisering overhovedet- nej, det mener vi bestemt ikke er rimeligt. Vi kørte tilbage til den sidegande, den oprindeligt havde stået i og parkerede den et andet sted. Gik hen til det sted, hvor den var blevet fjernet fra for at se, om der var sat nogle skite o, det var der heller ikke, men der stod nu en container i p-båsen, og det var tydeligt at der var ved at blive renoveret i en lejlighed. Heldigvis mødte vi en sød p-betjent, der var ved at skrive bøder ud og spurgte hende, om det var ok, hvad vi havde været ude for. Hun sagde, at hvis der ikke stod nogle mobile p-forbudt skilte, ville hun i hvert fald klage over en regning, for det skulle der havde været efter hendes viden om reglerne. Vi tog i bedste detektiv-stil billeder af "gerningsstedet", og så må vi se, hvordan sagens udfald bliver.

Efter den omgang gik vi hen på en indisk restaurant og fik vores sidste nadver i Berlin i denne omgang, og håbede bare på, at denne dag ikke havde flere overraskelser. Heldigvis var der ikke flere fisk døde, da vi kom hjem og kilometertælleren kom alligevel op på 10 km den dag, takket være bilens "udflugt".