Stasifængslet Hohenschönhausen
Solveig havde forlangt, at én af udflugtsmålene på denne Berlintur skulle være et besøg i Stasifængslet i bydelen Hohenschönhausen. Hun havde indtil nu hørt Peter fortælle om de tre besøg han havde haft der med skoleklasser, hvor tre forskellige tidsvidner, i form af tidligere indsatte, krydrede rundvisningen med deres personlige historie. Børnene havde været der med skolen, og ville gerne lave noget andet, så kl. 10.00 havde Peter og jeg fået tid til en rundvisning med et tidsvidne - det havde vi i hvert fald bedt om, og vi håbede at det kom til at holde stik.
Altså måtte vækkeuret stilles denne morgen, så vi kunne forlade lejligheden rettidigt til at nå sporvognen.
Det gik naturligvis også helt smertefrit, og kl. 9.45 stod vi ved indgangen til et fængsel, der lå midt i et boligkvarter, og kun afslørede sig ved at have en mur og fire vagttårne i sigt. Det var Stasis fængsel, hvor man gennemførte forhør (som kunne tage mange måneder) for derefter at finde ud af, hvilken staf fangerne skulle have og derefter blev de overført til andre fængsler for at afsone straffen.
Ved indgangen sad Lothar, og Peter blev glad, da han var en af de tidligere rundvisere, han havde haft, og han håbede så på, at vi var heldige og fik ham i dag. Stor var hans skuffelse dog, da han drog afsted med en busfulde danske turister...men som jeg sagde til Peter, måske får vi jo en anden, der er mindst lige så god, og så får du en ny historie.
Vi var heldige og klokken 10.00 kaldte Mario Röllig os sammen og fortalte, at han var vores guide de næste små to timer. Det viste sig, at vores lille gruppe på 9 personer var heldige.
Mario blev taget til fange efter et mislykket flugtforsøg i 1987, da var han 19 år. Han fortalte levende og engageret og at han var blevet rundviser, var ikke tilfældigt, men en del af hans terapi efter et mislykket selvmordsforsøg da muren faldt. Vi har nok ikke tænkt så meget over, at en del mennesker ikke så murens fald som en befrielse, men for mange af de tidligere DDR-flygtninge, der efterfølgende boede i vestberlin, var muren lig med tryghed og afskærmning fra de rædsler de var flygtet fra, og da den faldt kom det hele pludselig tilbage til dem og de følte sig ikke længere i sikkerhed.
Marios historie gjorde dybt indtryk, og Peter var da også rigtig godt tilfreds med, at han nu havde fået endnu en historie til samlingen, det er meget forskellige historier, men én ting er sikker - det er en af de største oplevelser man kan få i Berlin, så vi vil på det kraftigste anbefale jer at melde jer til en rundtur i Stasifængslet, næste gang I kommer til Berlin.
resten af dagen gik med at læse og så sluttede vi drengenes besøg i Berlin af på ægte berlinsk manér med en carrywurst og en stor fadøl - tjeneren kun i øvrigt fortælle, at der er 70-80% færre turister end normalt!!
Altså måtte vækkeuret stilles denne morgen, så vi kunne forlade lejligheden rettidigt til at nå sporvognen.
Det gik naturligvis også helt smertefrit, og kl. 9.45 stod vi ved indgangen til et fængsel, der lå midt i et boligkvarter, og kun afslørede sig ved at have en mur og fire vagttårne i sigt. Det var Stasis fængsel, hvor man gennemførte forhør (som kunne tage mange måneder) for derefter at finde ud af, hvilken staf fangerne skulle have og derefter blev de overført til andre fængsler for at afsone straffen.
Ved indgangen sad Lothar, og Peter blev glad, da han var en af de tidligere rundvisere, han havde haft, og han håbede så på, at vi var heldige og fik ham i dag. Stor var hans skuffelse dog, da han drog afsted med en busfulde danske turister...men som jeg sagde til Peter, måske får vi jo en anden, der er mindst lige så god, og så får du en ny historie.
Vi var heldige og klokken 10.00 kaldte Mario Röllig os sammen og fortalte, at han var vores guide de næste små to timer. Det viste sig, at vores lille gruppe på 9 personer var heldige.
Mario blev taget til fange efter et mislykket flugtforsøg i 1987, da var han 19 år. Han fortalte levende og engageret og at han var blevet rundviser, var ikke tilfældigt, men en del af hans terapi efter et mislykket selvmordsforsøg da muren faldt. Vi har nok ikke tænkt så meget over, at en del mennesker ikke så murens fald som en befrielse, men for mange af de tidligere DDR-flygtninge, der efterfølgende boede i vestberlin, var muren lig med tryghed og afskærmning fra de rædsler de var flygtet fra, og da den faldt kom det hele pludselig tilbage til dem og de følte sig ikke længere i sikkerhed.
Marios historie gjorde dybt indtryk, og Peter var da også rigtig godt tilfreds med, at han nu havde fået endnu en historie til samlingen, det er meget forskellige historier, men én ting er sikker - det er en af de største oplevelser man kan få i Berlin, så vi vil på det kraftigste anbefale jer at melde jer til en rundtur i Stasifængslet, næste gang I kommer til Berlin.
resten af dagen gik med at læse og så sluttede vi drengenes besøg i Berlin af på ægte berlinsk manér med en carrywurst og en stor fadøl - tjeneren kun i øvrigt fortælle, at der er 70-80% færre turister end normalt!!
Kommentarer