Aggerholms blog

Vi startede vores morgensafari med at stige ind i bussen ved 6 tiden om morgenen. Det var komplet mørkt, og turen hen til gaten føltes noget længere end dagen forinden. Vi kom ind i parken 10 minutter før normal åbningstid, der på disse kanter er sat til 6.30 Måske fordi Jeff the driver tog en parkranger med i bussen så han slap for at gå på arbejde. I starten var der dårligt lys, der var ikke skyggen af solopgang med alle de skyer vi kunne se på himlen. Første dyr vi så var en enlig giraf, der nød nogle blade som sin morgenmad. Vi stod op i safaribussen, som er vores minibus, der kan slå tager op, og vi nød den kølige morgenluft og lyset, der langsomt fortrængte mørket. Et par sky sjakaler krydsede vejen på jagt efter en luns fra løvernes efterladenskaber. Kort efter fik Jeff en heldig om, at der var løver i sigte, og resolut drejede han fra vejen og ind på sletten. Her mødte os et fatastisk syn; to løvinder sad og mæskede sig med en gnu og lidt længere væk sad en tredje løvinde

Pandekager fra morgenstunden gav os det fornødne overskud til starten på vores safari, forventningsfulde satte vi os ind i vores 2 safari busser. Turen hen til gaten er ikke lang fra campen. Der var lidt kø, og det udnyttede nogle masai kvinder til at forsøge at sælge deres ganske flotte håndværk. Problemet er bare, at det ligner det alle andre sælger, så hos os fik de ikke held til at sælge noget trods ihærdige anstrengelser. Inde i parken ventede der os en fantastisk dag. Straks så vi gnuer og zebraer en masse. I øjeblikke er den store migration kommet til Masai Mara fra den sydligere beliggende Serengeti. Dyrene græssede roligt, og lod sig ikke forstyrre af de allesteds værende safaribiler. Vores første "big five" blev elefanter, spottet ca. 15 minutter efter vi ankom til parken. Det var en lille flok, der gik og spiste, vi så. De var ikke vildt tæt på, men alligevel en stor oplevelse for os alle. På lang afstand blev det også til en bøffel, og så var nummer to dyr p

Vi var klar til at tage fra Kisumu ved 8 tiden om morgenen. Sidste morgenmad i relativ luksus var blevet indtaget, og alle var klar til turen videre. Linda var i bedring, til gengæld var det nu Maries tur til at have det skidt. Mads havde været på hospitalet aftenen forinden, i løbet af natten forinden havde han kradset et stort hul på et muggestik, og nu var foden rød og ikke rar at se på. Han havde fået noget penicillin, og det havde hjulpet. Generelt var det dog en flok med lidt maveproblemer der steg ind i de 2 busser. Vi havde en ny driver til den nye bus, Jeff præsenterede sig som vores nye chauffør, og fik sammen med Peter og Lenny pakket busserne med al vores bagage. Ret imponerende når størrelsen af bagagerummene sammenlignes med mængden af bagagen. Turen mod Masai mara gik igennem et meget afvekslende landskab, lavlandsrismarker blev afløst af højlands teplantager. Første del af turen gik rask på god vej, vi kom hurtigt frem mod målet, men var på forhånd blevet advaret mod

Efter en god nats søvn og endnu bedre morgenmad mødtes vi med Peter Okoyo. Vi havde forventet en dag hvor et kirkebesøg ville være eneste punkt på programmet, men sådan skulle det ikke gå. Peter annoncerede en ændring, efter kirkebesøget skulle halvdelenaf os spise frokost ved en landbrugsudstilling, og om aftenen skulle den anden halvdel så have fornøjelsen. Da Peter har været helt fantastisk sagde vi straks god for ændringen, af og til er der bare en invitation der er svær at sige nej til, og sådan havde han haft det i dette tilfælde. Vi var blevet inviteret af en af de store mænd i Kanyakoo, så det ville skade Peter hvis vi sagde nej tak. Vi ankom standsmæssigt i tuk-tuk til kirken, her var der en swahili gudstjeneste i fuld gang da vi ankom, vi havde "plads" til den engelske der er dagens sidste. (den første er på Lou sprog og starter ved 6.30 tiden.) Kirken, der er ret stor, er fyldt op ved alle 3 gudstjenester! Det var en noget anderledes oplevelse at være i guds h

Dagen startede for de morgenfriske (Christian, Mikkel, Mads, Lasse, Kirsten, Peter og mig) med at være klar i de nyvaskede vandresko klokken 05.45 - forbi skulle op og se solopgangen fra vores "husbjerg" - en tur på 45 minutter. Det var bælgragende mørkt, da vi startede og alle mand; med undtagelse af vores guide Peter og vores chauffør Lenny, havde pandelamperne på fuldt blus. Når vi går sørger Peter og Lenny altid for at være hhv. fortrop og bagtrop, således også denne morgen. Vi var stille da vi gik, søvnen sad stadig i kroppen, og vi gik side om side og lyttede til stilheden omkring os. Da vi drejede væk fra vejen og ind i skoven, blev mørket tættere, og det var nødvendigt hele tiden at kigge ned på stien. Langsomt begyndte skoven at vågne, og der kom flere og flere lyde ligesom mørket også langsomt fortog sig. Da vi kom ud af skoven, kunne vi klare den sidst stigning uden lys, og selvom det var overskyet, blev vi mødt af et storslået syn af en tæt dis, der havde lagt

Vi havde næsten alle sovet godt og længe undtagen et par, som havde ondt i maven. Morgenmaden blev igen indtaget i den flotte spisesal, og der var et stort udvalg af lækre ting til at lægge en god bund til den efterfølgende vandretur. Vi havde valgt at gå den lange tur i regnskoven, 8-10 km, og vi havde hyret to guider, da Peter jo havde et mellemværende med politiet som han skulle forsøge at ordne. Vi var 12 som ville gå turen og vi blev delt ind i to grupper med hver sin guide. Det blev til en flot tur i den frodige, fugtige regnskov, hvor solens stråler kilede sig ind mellem det grønne løv. Vi så aber og fugle, men det var ikke dyrene der var i fokus, men oplevelsen at at gå i den tætte og fugtige skov. Efterhånden som solen kom højere op på himlen blev varmen også værre og vi svedte, men havde heldigvis gode vandreserver med. Endnu engang blev det tydeligt, at kommunikation ikke er en del af pensum på ”guideskolerne” idet det er en dårlig idé, når guiden taler mens han

Så var det blevet tid til at tage afsked med Asembo og især takke køkkendamerne for deres gode betjening af os. Da bussen rullede afsted og vi vinkede til de smilende afrikanere, der var mødt op for at sige farvel til os, sad vi vist alle med en følelse af, at vi havde oplevet noget unikt og håbede på at vi ville vende tilbage på et tidspunkt. Første stop på turen var Kit Mikayi, et helligt sted for en bestemt trosretnig af Luoer, der har nogle bizzarre regler blandt andet omkring ofringer. Dem blev vi sat ind i og så en stammedans blive opført af en samling kvinder. Men ellers var stedet bare et flot sted med en masse store sten spredt ud over landskabet. ja, af og til har vi haft det lidt skidt med os selv når vi har fundetkameraet frem og fotograferet det vi synes er så fremmedartet. Det går dog begge veje, et er at eleverne gerne vil fotograferes med "de hvide" men at lærerinderne også hopper med på bølgen havde vi trods alt ikke forventet. Mikkel f