13 timer på en Afrikansk landevej
Overskriften mere end antyder programmet for vores dag. Vi stod tidligt op, og begav os ud i mørket i Dar es Salaam. Heldigvs skulle vi kun bevæge os 150 meter for at komme hen til Kilimanjaro ekspressens holdeplads. Vi havde valgt den sene afgang, der afgik 6.05, alternativet havde været ved 5 tiden. Bussen var ret moderne, med aircondition og ganske gode sæder. Vi havde fået sæder bagerst i bussen, ikke noget med frit sædevalg her! Første etappe gik fra centrum til en busstation i den nordvestlige udkant af byen, her blev bussen fyldt op, hvilket betød at Christian ikke kunne tage et sæde for sig selv til sine lange ben. Så gik det ellers mod Arusha, hurtigt frem kom vi ikke, vejene var ikke til et højt tempo. I de små landsbyer vi passerede på rejsen var der trafik bump der nødvendiggjorde et meget behersket tempo. Efter en god times tid blev landsbyerne færre og der kom lidt relief i landskabet, det blev det nu ikke ret meget hurtigere af, for bussen var nok pæn nok, men motoren var ikke glad for stejle stigniger, eller bare stigninger i det hele taget.
I bussen var der ok service, vi fik både en sodavand, en lille kage, en flaske vand samt 2 stykker slik. Arbejdslønnen kan ikke være høj når der er en person ansat til at gå rundt med den slags ting som eneste arbejdsopgave på 13 timer.
Bussen holdt undervejs en halv time ved en rasteplads med cafeteria, som hjemme i Europa er maden sjældent serveret og tilberedt med kærlighed disse steder, til gengæld er prisen i den høje ende i forhold til kvaliteten. Vi fik 2 kyllingeretter med pommes, kyllingen blev findelt med en gigantisk kniv da vi bestilte, heftige sager.
Vi havde håbet at se Kilimanjaro fra bussens eneste annoncerede stop i Moshi, men ak, som forudsagt af Jacob the masai var toppen, ja faktisk hele bjerget, indhyldet i tykke skyer.
Efter Moshi håbede vi stadigvæk på at vi kunne komme frem før det ville være helt mørkt, men kort før Arusha begyndte folk at stige af bussen ved snart sagt hvert eneste gadekryds. De sidste der kom af forlod os kun 1,5 kilometer fra selve busstationer, endnu en lektion i at tid ikke er en mangelvare i Afrika.
Da vi endelig forlod bussen var der som forventet en kødrand af mennesker der øjnede en skilling, enten ved at køre os i taxi, ellerved at vise os vej til snart sagt ethvert tænkeligt sted i området. Nu var der ikke den helt store sværhedsgrad i den rute vi skulle tilbagelægge for at nå vores hotel, så vi satte afsted uden hjælp, og 10 minutter senere stod vi i receptionen på Rich hotel. Lad dog ikke navnet give dig falske associationer kære læser, vi bor på ingen måde i overdreven luksus.
Efter at have sundet os lidt ovenpå den meget lange køretur meldte sulten sig så småt. Solveig konsulterede tripadvisor, og heldigvis la den restaurant med 3 højest rating i Arusha lige rundt om hjørnet. På vejen derhen lykkedes det Peter at fornærme den lokale muslimske menighed ved at plante sine møgbeskidte sko på den pinligt rene hvide trappe der ledte til moskeen. Vi kom dog helskindede frem til Khans, navnet på restauranten, der viste sigt være lidt af en oplevelse. Lederen af foretaget stod ved hoved grillen. Der var vel i alt 5 stillet op vej vejen, om dagen er det et bilværksted, men om aftenen en BBQ restaurant. Atter huskede vi Obama fra Stone towns ordsprog om inderne. "Something is better than nothing". Det var nemlig en inder der havde fået en god ide til hvordan man kunne tjene ekstra penge. Han var et studie i handelstalent, med en mobil telefon klistret til det ene øre kunne han samtidig dirigere kunder til de rigtige borde, forklare andre om maden, og give ordrer til personalet. At maden så også var god bidrog til den spændende oplevelse.
I bussen var der ok service, vi fik både en sodavand, en lille kage, en flaske vand samt 2 stykker slik. Arbejdslønnen kan ikke være høj når der er en person ansat til at gå rundt med den slags ting som eneste arbejdsopgave på 13 timer.
Bussen holdt undervejs en halv time ved en rasteplads med cafeteria, som hjemme i Europa er maden sjældent serveret og tilberedt med kærlighed disse steder, til gengæld er prisen i den høje ende i forhold til kvaliteten. Vi fik 2 kyllingeretter med pommes, kyllingen blev findelt med en gigantisk kniv da vi bestilte, heftige sager.
Vi havde håbet at se Kilimanjaro fra bussens eneste annoncerede stop i Moshi, men ak, som forudsagt af Jacob the masai var toppen, ja faktisk hele bjerget, indhyldet i tykke skyer.
Efter Moshi håbede vi stadigvæk på at vi kunne komme frem før det ville være helt mørkt, men kort før Arusha begyndte folk at stige af bussen ved snart sagt hvert eneste gadekryds. De sidste der kom af forlod os kun 1,5 kilometer fra selve busstationer, endnu en lektion i at tid ikke er en mangelvare i Afrika.
Da vi endelig forlod bussen var der som forventet en kødrand af mennesker der øjnede en skilling, enten ved at køre os i taxi, ellerved at vise os vej til snart sagt ethvert tænkeligt sted i området. Nu var der ikke den helt store sværhedsgrad i den rute vi skulle tilbagelægge for at nå vores hotel, så vi satte afsted uden hjælp, og 10 minutter senere stod vi i receptionen på Rich hotel. Lad dog ikke navnet give dig falske associationer kære læser, vi bor på ingen måde i overdreven luksus.
Efter at have sundet os lidt ovenpå den meget lange køretur meldte sulten sig så småt. Solveig konsulterede tripadvisor, og heldigvis la den restaurant med 3 højest rating i Arusha lige rundt om hjørnet. På vejen derhen lykkedes det Peter at fornærme den lokale muslimske menighed ved at plante sine møgbeskidte sko på den pinligt rene hvide trappe der ledte til moskeen. Vi kom dog helskindede frem til Khans, navnet på restauranten, der viste sigt være lidt af en oplevelse. Lederen af foretaget stod ved hoved grillen. Der var vel i alt 5 stillet op vej vejen, om dagen er det et bilværksted, men om aftenen en BBQ restaurant. Atter huskede vi Obama fra Stone towns ordsprog om inderne. "Something is better than nothing". Det var nemlig en inder der havde fået en god ide til hvordan man kunne tjene ekstra penge. Han var et studie i handelstalent, med en mobil telefon klistret til det ene øre kunne han samtidig dirigere kunder til de rigtige borde, forklare andre om maden, og give ordrer til personalet. At maden så også var god bidrog til den spændende oplevelse.
Kommentarer