What a breakfast!

Vi startede vores morgensafari med at stige ind i bussen ved 6 tiden om morgenen. Det var komplet mørkt, og turen hen til gaten føltes noget længere end dagen forinden. Vi kom ind i parken 10 minutter før normal åbningstid, der på disse kanter er sat til 6.30 Måske fordi Jeff the driver tog en parkranger med i bussen så han slap for at gå på arbejde.
I starten var der dårligt lys, der var ikke skyggen af solopgang med alle de skyer vi kunne se på himlen. Første dyr vi så var en enlig giraf, der nød nogle blade som sin morgenmad.
Vi stod op i safaribussen, som er vores minibus, der kan slå tager op, og vi nød den kølige morgenluft og lyset, der langsomt fortrængte mørket. Et par sky sjakaler krydsede vejen på jagt efter en luns fra løvernes efterladenskaber. Kort efter fik Jeff en heldig om, at der var løver i sigte, og resolut drejede han fra vejen og ind på sletten. Her mødte os et fatastisk syn; to løvinder sad og mæskede sig med en gnu og lidt længere væk sad en tredje løvinde og vogtede over sit bytte inden hun frigav det til de næste led i fødekæden. Det var fantastisk at nyde de store katte indtage deres morgenmad midt på savannen mens lyset langsomt blev stærkere. Lidt længere fremme havde vi nu spottet en gruppe hænder, der løb lidt frem og tilbage. Jeff satte bilen i gear og vi fik snart den næste morgenbuffet at se. Hyænerne havde fået tilkæmpet sig et kadaver fra en gnu og skiftedes nu til at flå den ene luns efter den anden af gnuen. Vi kom helt tæt på og kune følge med i, hvordan de med deres stærke tænder fik dissekeret dyret, på et tidspunkt rendte den ene af hyænerne med hele sækken af indvolde og der bredte sig en stank over området. Vi kørte videre, op mod en stor flok zebraer, me da vi næsten var ud for dem, spottede Mads to geparder, der lå på en lille høj og holdt øje med os. Det så ud som om, de lå og slog mave, måske havde hyænernes fangst været efterladenskaber fra deres morgenmad.

Det var en meget stor oplevelse at se de to majestætiske dyr så tæt på. Efter den oplevelse skulle vi desværre langsomt starte vores tilbagetog mod vores camp. På vejen tilbage kørte vi igen forbi hyænekadaveret og de havde nu forladt det, men det næste led var rykket ind, enlig gribbene. De havde samlet sig i en stor flok og flere og flere kom flyvende dertil, som om de kunne lugte det på lag afstand, men stanken var også fæl. Det var interessant at se den dagorden, der herskede, og de mægtigste mæskede sig med hoveder helt inde under huden på den stakkels gnu.

Safarioplevelsen kan vise sig at blive en dyr fornøjelse, for vi har allesammen været total begejstrede over den store oplevelse, så meget, at vi håber at gentage oplevelsen igen, måske i en ny nationalpark et andet spændende sted i Afrika. Som vores chauffør sagde, så så vi 4 af "The Big Five", så vi bliver nødt til at komme tilbage for at se den sidste, næsehornet. Men til gengæld havde vi set "The Ugly Five" som er hyæner, vortesvin, marabustorke, gribbe og gnuer.

Tilbage i lejren fik vi morgenmad med lækre pandekager og så blev taskerne pakket igen og vi satte kursen mod vores sidste to overnatninger ved Lake Naivashi. Hvis vi troede det var en stille og rolig tur, hvor vi kunne sidde og blunde, tog vi fejl. På grund af nattens store regnskyl var store dele af vejen skyllet væk og mange steder var det store mudderpøler, som mødte os i stedet for en grusvej, men endnu engang viste Jeff sine evner og fik os sikkert ud på asfalteret vej efter to timer med "free African massage", som sagde, havde vi nået asfalten.

Den camp, som vi troede, vi skulle bo på, var fuld, så vi blev flyttet til et stort gæstehus med en hyggelig terrasse med udsigt over søen. Klokken var efterhånden blevet tæt på halv fire, og Peter Okoyo foreslog vi gik ned på en nærliggende restaurant og fik en sen frokost. Vi foreslog så til gengæld ham, at han skulle gå i seng, for han havde været sløj hele morgenen og hostede og var under køreturen blev stadig dårligere.
Det indvilligede han lidt nødtvunget i, og vi begav os hen mod restauranten. At det blev til en forret vidste vi ikke, men i og med vi kun lige nåede at hugge det sidste i os inden vi skulle hjem fordi der blev serveret aftensmad kl. 19.30, så blev det til forretter. Endnu engang oplevede vi, at tid i Afrika bare har en anden betydning.