I kløerne på politiet
Så var det blevet tid til at tage afsked med Asembo og især takke køkkendamerne for deres gode betjening af os.
Da bussen rullede afsted og vi vinkede til de smilende afrikanere, der var mødt op for at sige farvel til os, sad vi vist alle med en følelse af, at vi havde oplevet noget unikt og håbede på at vi ville vende tilbage på et tidspunkt.
Første stop på turen var Kit Mikayi, et helligt sted for en bestemt trosretnig af Luoer, der har nogle bizzarre regler blandt andet omkring ofringer. Dem blev vi sat ind i og så en stammedans blive opført af en samling kvinder. Men ellers var stedet bare et flot sted med en masse store sten spredt ud over landskabet.
Andet stop var ekvatorlinien, der krydsede på vores rute, så vi fik taget en masse billeder, med et ben på hver side. Her var der også frokostpause og vi spiste toastbrød, kogte æg og bananer skyllet ned med en cola.
Efter vores to stop så vi nu alle frem til at komme til Rondo Retreat. Det er et hotel bestående af små hytter i kolonistil, med spisesal og dresscode til middagen. Alle husene har en stor veranda og er møbleret med gamle møbler i kolonistil. Vi kunne se på tidsplanen at vi ville kunne nå vores ”afternoon tea” inden middagen og vi glædede os til et varmt bad og et toilet med træk og slip. Det skulle dog vise sig at komme til at vare lidt længere at tilbage den sidste del af turen end forventet.
Som set så mage steder i Kenya, havde man også denne dag besluttet sig for at lave en politirazzia, på den vej, vi fulgte. Vi sad i minibussen med vores chauffør, Lenny mens den anden bil blev styret af vores guide Peter. Lenny kom fint igennem kontrollen, og vi fik lov at køre videre. Han trak dog ind i vejsiden for at se, om Peter også kom igennem. Det gjorde han ikke, han fik åbenbart besked om at dreje fra vejen, og Lenny parkerede minibussen i vejkanten og spurtede hen til Peter. Vi har tidligere oplevet, at en chauffør pludselig står ud af bilen, enten for at lade vandet eller for at gøre nogle indkøb på vejen, og alle gange er det det samme, de står ud, bildøren bliver smækket i og så sidder vi der, og aner intet.
Nå, men der var heldigvis en lastbil fyldt op med sukkerrør, som holdt lidt længere fremme, der kunne vi se en masse børn kravle op på siden af den og hive sukkerrør ud af den. Dem gik de så og gnaskede på, mens de sugede den søde saft ud. De nærmede sig også minibussen og vi forstod kun ordet ”muzungu” i deres samtale.
Jeg sad og kiggede i en Lonely Planet bog om Kenya. Den viste jeg dem, og vi kunne kommunikere lidt om billederne, især af de store, vilde dyr. Den var de meget optagede af.
Efter tyve minutter i uvidenhed og en stegende hede, var vi stadig ikke blevet klogere på, hvad der var sket med Peter. Vi flyttede lidt rundt i bilen så man ikke sad i solsiden og nogle gik udenfor.
Vi prøvede også at skrive til de andre i bilen, men de svarede ikke tilbage.
Efter næsten en time, kom Lenny igen løbende tilbage og fortalte, hvad der var sket.
Det viste sig, at Peter skulle have en speciel tilladelse til at køre med mere end 4 personer. Den tilladelse havde han også elektronisk, men den godtog politimanden ikke. Ved siden af politimanden stod en militærperson med en skarpladt maskinpistol, så det var ikke noget man diskuterede, selv ikke Peter, som er kenyaner.
Når man bliver holdt ind af politiet, får man en bøde, som skal betales på stedet, ellers bliver man sat op på en lastbil og kørt til den nærmeste arrest indtil ens sag kommer for en dommer. Lastbilen stod på stedet, og der sad allerede adskillige kenyanere og ventede på at komme for en dommer eller bliver sat i fængsel indtil de kunne betale. I dette tilfælde, hvor Peter fastholdt, at det var efter reglerne, at man kun skulle fremvise den elektroniske attest, valgte politiet, at han også skulle for en dommer. Heldigvis havde de denne dag taget dommerne med ud til politirazziaen, ellers ville han skulle helt til Nairobi. Han sag kom for en dommer og han fik medhold. Så burde den sag jo være ude af verden, men… da han så bad om at få sit kørekort retur, som de havde inddraget, var det ikke at finde nogen steder. Politiet endte med at forklare, at de nok var kommet til at udlevere det til en anden, og at det måtte Peter så selv se at få styr på! Han stod nu uden kørekort og skulle gerne kunne fortsætte turen med os. Politiet gav ham et nummer, han kunne ringe til, hvis han blev stoppet i en ny kontrol, men ellers havde han intet. Grotesk, han har intet lavet forkert og politiet har smidt hans kørekort væk. De trækker bare på skuldrene og han står tilbage med et kæmpe problem.
Vi kørte de resterende 17 km og kom til et fantastisk sted, midt i regnskoven med masser af lyde og store, grønne træer og colobusaber lige uden for vores veranda. Vores eftermiddags-te nåede vi og også en lille vandretur inden vi klædte om til middagen i smukke omgivelser. Vi blev enige om, at den næste dag, ville vi leje en guide, der kunne guide os gennem en af de lange vadreruter, og så kunne Peter få ”fri” og bruge dagen på at få fat på et midlertidigt kørekort.
Kommentarer