Døden på Nilen - helt så galt gik det dog ikke...


Normalt forbindes Egypten med Islam, men faktisk er der et stort kristent mindretal. Hernede kaldes de for koptere, og de har adskillige kirker rundt omkring, men primært samlet ved Metro stationen Mar Girgis. Billedet viser den hængende kirke, bygget på et gammelt romersk befæstningstårn fra år 98 efter kristi fødsel.
Det koptiske område blev afslutningen på en hård dag i Kairos gader.
Dagen begyndte med det obligatoriske billede af pyramiderne fra tagterrassen inden morgenmaden blev fortærret. I dag lykkedes det at få juicen inden vi var helt færdige med maden, her kunne der godt strammes lidt om :-)
En enlig kamelrytter på vej i ørkenen. For os er det utroligt at ørkenen er så tæt på metropolen Kairo. På sin vis logisk, idet det jo er regnen, der falder andre steder end i Egypten, der sørger for rigeligt med vand i Nilen, og dermed giver grundlag for liv til de mange indbyggere.
Inden vi nåede til det rolige, koptiske kvarter, var vi dog på sejltur på Nilen. Det havde været et stort ønske både fra CA senior og Solveig. Desværre viste det sig, at de traditionelle Felucca-både kun sejlede om aftenen, da der ikke er noget sejl, som giver skygge til passagererne og derfor er det for varmt at sejle mens solen står højt på himlen. Som så mange andre gange blev vi passet op af en mand, da vi stod stille på et gadehjørne, og han kendte selvfølgelige lige en, som kunne hjælpe os. Vi var forholdsvis skeptiske, men gik med, da vi ikke havde så mange andre valg. Khalem fortalte, at han tidligere havde været guide for en dansk rejsegruppe, og han mente godt, han kunne hjælpe os. Vi fik fortalt ham, at vi ikke var interesserede i alle hans mange andre tilbud, men kun en 2-timers sejltur på Nilen. Det kunne han arrangere, men vi skulle lige gå 10 min. Ved bådpladsen fik han vækket en af de unge kaptajner, han var på omkring Christians alder. Vi kunne følge med i, at det var en hård forhandling, lidt mærkeligt da vi mente at de 1500 pund turen kostede var en god pris for drengen. men han så alt andet en fornøjet ud, og vi steg lidt skeptiske ombord. Guiden fortalte os, at han var nødt til at være så hård for ellers ville han ikke sejle til den pris, vi havde forlangt...og vi skulle endelig ikke give drengen penge, men betale direkte til guiden efter turen. Det viste sig hurtigt, at prisen var forhandlet så langt ned, så drengen viste sin misfornøjelse ved at sejle så langsomt, så man nærmest kunne svømme lige så hurtigt ved siden af. Han havde åbenbart også fået strenge ordrer på at turen skulle vare to timer... til sidst lå vi helt stille og ventede bare på, at tiden skulle gå, hvilket satte vores pis i kog og vi bad ham om at sejle os tilbage nu. På vej tilbage spurgte vi drenge hvor meget, han fik for turen, 500 pund var svaret!! Vi kunne godt se på ham, at han var lidt presset med at fortælle det. Da guiden smilende tog imod os og spurgte, om vi havde haft en god tur, var svaret "NEJ". Dels sejlede vi så ufatteligt langsomt, dels havde han presset prisen så meget, så den stakkels dreng ikke ville sejle hurtigere for at spare på dieselolien. Det sværgede guiden dog på, ikke var sandt og begyndte atgive drengen et møgfald på arabisk, hvorefter vi bad ham om at stoppe, for det var ikke drengens skyld, men ham der var urimelig og havde taget størstedelen af pengene til sig selv uden at yde noget. Han blev flov og sværgede ved Gud flere gange at det ikke hang sådan sammen. Vi sagde farvel og tak og lod ham stå med en dårlig smag i munden, men jeg tænker, at han har en del han skal have snakket med Allah om i moskeen.




Efter den oplevelse tog vi metroen ind til det koptiske kvarter, og så mange af de flotte kirker og fik en dejlig portion mad og lækker hjemmelavet lemon/mynte juice. En politimand var så venlig at vise os rundt i kirkerne, da vi kun havde et kvarter, før de lukkede - vi piskede rundt sammen med ham, og til sidst stak vi ham en 5 euro seddel. Christian lagde mærke til, at han kiggede noget skeptisk på den,, men han kammerat kunne fortælle, hvad det var, han havde fået, og så nærmest hoppede han af glæde og strøg rundt om det næste hjørne, sikkert for at få den vekslet. En politimand i uniform, der tager imod kontanter, jo jo-det kan man godt i Egypten.





Den sidste aften blev tilbragt på vores stamrestaurant og vi sluttede af med et sidste vue ud over de oplyste pyramider. Det har været fantastisk dejligt at have CA senior med på tur, og vi håber han kommer godt hjem. Vækkeuret ringer 05.45

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag