Luksus for enden af en lang vej
I skrivende stund er vi i luksus land. Hotellet midt i Nairobi er klasser over, hvad vi ellers har boet på undervejs på rejsen.
Som i et eventyr har vi måttet gennemgå strabadser og udfordring for at nå til målet. I dag startede vi fra vores hotel kl. 06.20, da vi skulle være 30 min. før ved bussen. men som så meget andet i Afrika, så har tid ikke den samme betydning som i den vestlige lande. Det kan jo også være meget godt, for jeg tror indimellem, at vi presser os selv alt for meget, for at være så effektive som muligt, og så får vi svært ved at indordne os, når vi møder en kultur, som ikke har det på den måde; og måske er det slet ikke så sundt for os som mennesker for vi glemmer lidt at leve i nuet, når vi hele tiden er på vej mod det næste...det har denne rejse i hvert fald også lært os indtil nu.
Men tilbage til bussen. Da chaufføren endelig kom, skulle vi lige hente en på et hotel, hun var så ikke klar, og efter hende skulle chaufføren lige hjem og hente noget hos sig selv og så skulle vi lige hente 5 vietnamesere på et hotel, det vil så sige, at 2 timer efter vi var gået fra vores hotel, befandt vi os 30 meter fra det!! Men så skullevi også lige skifte til en større bus, have flere vietnamesere med ombord, have al bagagen op på taget og bundet fast med et reb. Så var vi klar, men... så skulle vi da lige tanke bussen også!
Og så rullede vi endelig afsted mod den kenyanske grænse. Der er 261 km. mellem Arusha og Nairobi, og det tog alt i alt 9 timer. Men så havde vi også holdt en time ved grænsen for at få ordnet immigrationspapirerne. Vi havde søgt om visum hjemmefra, og på hjemmesiden skulle man ikke have visum, hvis man var 16 år-man kunne heller ikke indgive en fødselsdato, hvis man var under 17 år. Så vi havde derfor ikke søgt til Christian. Da vi så kom til kontrollen viste det sig, at vi alligevel skulle have visum til Christian, så vi måtte igang med at udfylde papirerne og finde 50 USD frem.
Inden stemplerne var i passet havde vi linet alle vores tasker op udenfor bussen, og så kom der en ældgammel, svajrygget lys labrador gående som skulle forestille en narkohund - måske sender vi også narkohunde videre som ulandshjælp ligesom tøj og sko:-)
Lidt over klokken 15 kom vi traskende ind på Best Western med vores bagage på ryggen. Securitymanden ved indgangen smilte og spurgte, om vi kommet langvejs fra, det var tydeligt at de fleste gæster på dette hotel kom kørende.
Så var det tid til poolen og derefter var familien Musgaard kommet tilbage fra Masai-markedet. Vi fik snakket og delt alle vores første oplevelser inden vi gik ned i hotellets restaurant og fik aftensmad. Senere på aftenen kom også Mai og Marie og sluttede sig til selskabet, og vores guide Peter Okoyo gennemgik morgendagens program med os. Det skal nok blive spændende 14 dage der venter os. Nu ligger vi i en dejlig blød og ren seng og håber på en god nats søvn. I morgen venter oplevelser i Nairobi, og så kommer den sidste familie i vores lille gruppe i løbet af morgendagen så vi i alt kommer op på 14 personer.
Som i et eventyr har vi måttet gennemgå strabadser og udfordring for at nå til målet. I dag startede vi fra vores hotel kl. 06.20, da vi skulle være 30 min. før ved bussen. men som så meget andet i Afrika, så har tid ikke den samme betydning som i den vestlige lande. Det kan jo også være meget godt, for jeg tror indimellem, at vi presser os selv alt for meget, for at være så effektive som muligt, og så får vi svært ved at indordne os, når vi møder en kultur, som ikke har det på den måde; og måske er det slet ikke så sundt for os som mennesker for vi glemmer lidt at leve i nuet, når vi hele tiden er på vej mod det næste...det har denne rejse i hvert fald også lært os indtil nu.
Men tilbage til bussen. Da chaufføren endelig kom, skulle vi lige hente en på et hotel, hun var så ikke klar, og efter hende skulle chaufføren lige hjem og hente noget hos sig selv og så skulle vi lige hente 5 vietnamesere på et hotel, det vil så sige, at 2 timer efter vi var gået fra vores hotel, befandt vi os 30 meter fra det!! Men så skullevi også lige skifte til en større bus, have flere vietnamesere med ombord, have al bagagen op på taget og bundet fast med et reb. Så var vi klar, men... så skulle vi da lige tanke bussen også!
Og så rullede vi endelig afsted mod den kenyanske grænse. Der er 261 km. mellem Arusha og Nairobi, og det tog alt i alt 9 timer. Men så havde vi også holdt en time ved grænsen for at få ordnet immigrationspapirerne. Vi havde søgt om visum hjemmefra, og på hjemmesiden skulle man ikke have visum, hvis man var 16 år-man kunne heller ikke indgive en fødselsdato, hvis man var under 17 år. Så vi havde derfor ikke søgt til Christian. Da vi så kom til kontrollen viste det sig, at vi alligevel skulle have visum til Christian, så vi måtte igang med at udfylde papirerne og finde 50 USD frem.
Inden stemplerne var i passet havde vi linet alle vores tasker op udenfor bussen, og så kom der en ældgammel, svajrygget lys labrador gående som skulle forestille en narkohund - måske sender vi også narkohunde videre som ulandshjælp ligesom tøj og sko:-)
Lidt over klokken 15 kom vi traskende ind på Best Western med vores bagage på ryggen. Securitymanden ved indgangen smilte og spurgte, om vi kommet langvejs fra, det var tydeligt at de fleste gæster på dette hotel kom kørende.
Så var det tid til poolen og derefter var familien Musgaard kommet tilbage fra Masai-markedet. Vi fik snakket og delt alle vores første oplevelser inden vi gik ned i hotellets restaurant og fik aftensmad. Senere på aftenen kom også Mai og Marie og sluttede sig til selskabet, og vores guide Peter Okoyo gennemgik morgendagens program med os. Det skal nok blive spændende 14 dage der venter os. Nu ligger vi i en dejlig blød og ren seng og håber på en god nats søvn. I morgen venter oplevelser i Nairobi, og så kommer den sidste familie i vores lille gruppe i løbet af morgendagen så vi i alt kommer op på 14 personer.
Kommentarer