Arusha

Vi sov længe... og overraskende godt i vores meget lidt luksuriøse hotelværelse - det er igen mig der har stået for at finde dette hotel, så det er igen i kategorien billigt og dårligt. Men vi klarer os, og der er ingen, der klager.
Jeg var den første, der stod op og tog et bad, klokken lidt over 9 ringede telefonen på værelset og receptionisten ville lige sikre sig, at vi vidste, at morgenmaden skulle indtages før kl. 10. Så kom de andre to også ud af fjerene. Den lange bustur sad stadig i kroppen, og ved morgenmaden snakkede vi om, hvad vi skulle bruge dagen på. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi ikke ville køre. Selvom der er rigtig mange steder her i nærheden, der byder på store naturoplevelser, var vi ikke i humør til at tænke på at skulle bevæge os noget steder der inkluderede hjul.
Derfor besluttede vi os for at finde nogle busbilletter til i morgen. Vi fandt frem til Dar express, som også har en rute fra Arusha til Nairobi. Efter lidt søgning på nettet, kunne vi se, at sådan en tur let kan tage 8-9 timer; vi sætter vores lid til manden vi købte billetterne af, der sagde 5 timer, der er trods alt også kun 261 km, så selv med en times ophold ved grænsen bør det være muligt at klare på 5 timer. I morgen er vi klogere, det er trods alt Afrika, og standarden på vejene er langt fra Europas.

Få meter fra billetkontoret blev vi passet op af en lokal, der ville hjælpe os, vi prøvede at afvise ham uden det helt store held, og det skulle vise sig at det kun blev værre med "hjælpsomme" tanzanianere denne dag.
Efter billetkontoret ville jeg gerne se Masaimarkedet, så vi gik i den retning, vi ville også gerne se naturhistorisk museum, som vi havde læst ville være okay. Det skulle have en fin udstilling om evolutionen, da den østlige del af Rift Valley ligger lige her omkring. Vi blev igen passet op af en venlig afrikaner, Johnny, som dog ikke var så ihærdig med at spørge vad vi ville, men som fortalte mange nyttige ting om Tanzania, og i og med han fulgtes med os, var der ikke andre lokale, der prøvede at flå i os. Så vi accepterede, at han fulgte med og i et lyskryds inden museet, mødte han sin ven Mike, han var rigtig god til engelsk og fortalte at han havde to dage fri og de dage brugte han på at tale med turister for at forbedre sit engelsk. Han arbejdede for et firma, der arrangerer ture til Mt. Kilimanjaro, og hans opgave var at slå telte op for gæsterne. Det var dog kun tilladt for guiden og kokken at tale med turisterne, så han kunne ikke øve sit engelsk på disse ture, men da han gerne ville være guide og sparede op til uddannelsen, øvede han sit engelsk i Arusha, når han havde fri.
Johnny og Mike fulgte os ind på museet, jeg tror de synes det var rart, at vi var interesserede i deres historie, de er i Arusha vant til, at turisterne kommer for at tage på safari og kun er i byen en halv dag.

Efter museet kunne de fortælle, at de gerne ville vise os masai markedet, men at det ikke var masaier, der solgte på markedet og at det heller ikke var decideret masai ting, markedet havde, det var kun lavet for turisterne. Så behøvede vi ikke gå derhen.
Vi ville så gerne se det lokale marked med fødevarer, og de viste os vej derhen. Inden vi skiltes fra dem, fik Johnny lov til at vise os sine malerier. Han var masai, og boede omkring Ngorongoro-krateret med sin kone og to børn på 4 og 6 år. Han havde tidligere været guide på Kilimanjaro, og havde været på toppen 8 gange, men han havde fået en høreskade og kunne nu ikke længere arbejde som guide, derfor var han begyndt at male, men det var svært at sælge malerierne i landsbyen for turisterne som kom forbi kan landsby køre bare igennem enten til eller fra deres safariture og derfor kom han sommetider ind til Arusha og prøvede lykke der. Vi købte tre billeder, dels var de flotte, dels ville vi gerne støtte ham. Vi gav selvfølgelig også Mike lidt penge, han var glad og taknemmelig og sagde, at det havde han sket ikke forventet, det havde været en god oplevelse for ham at møde os. Vi fik hans mailadresse og Christian og ham lavede en aftale om sammen at gå op på Kilimanjaro:-)

Så var vi alene igen og vi gik mod markedet. Der blev vi selvfølgelig også mødt af først en fyr, senere en anden, og de var så vældig flinke og viste og rundt og gav os lov til antage billeder og fortalte om de forskellige frugter, kyllingefoder, grøntsager og meget andet, som kunne købes på markedet. Vi fik også købt krydderier og kaffebønner, sikkert til en overpris- det er svært, når du ikke kender prisindekset. Til sidst gav vi dem hver nogle penge, som tak - de var dog ikke tilfredse med beløbet, og jeg fik et ubehageligt flash back til Kairo... jeg sagde til dem, at vi jo ikke havde bedt dem om at følge med, og at det var umuligt for os at kende deres forventninger. De prøvede at fordoble prisen, men jeg sagde nej. Til sidst måtte jeg have set temmelig irriteret ud, for den ene fyr tog min hånd og sagde, at de bare ville have at vi var glade og tilfredse og de spurgte, om vi var det. Jeg sagde nej, og så smilte han og sagde, at de ønskede at jeg var "happy" og han takkede for de penge, de trods alt havde fået. Jeg synes bestemt de skulle have noget for turen, hvilket de også fik, men jeg tror vi skal ændre taktik, når vi færdes på egen hånd for ikke at blive flået. Vi ville nu finde et sted at få frokost, og da vores hotel nærmest lå for snuden af os, flygtede vi ind i deres restaurant; væk fra gadesælgere og andre selvudnævnte guider.

Efter en velsmagende frokost, blev vi enige om, at det ville være godt med en kop rigtig tanzaniansk kaffe, da vi indtil nu kun havde fået pulverkaffe med en enkelt undtagelse på Zanzibar. men det ville jo inkludere en tur ud helvedes forgård igen...vi blev enige om at prøve, og vores taktik skulle nu være, at vi ikke fortalte, hvor vi var på vej hen. Det varede ikke længe før den første angreb, men vores taktik virkede. Peter gik med stor selvsikkerhed uden at stoppe og og se på kortet, og da vi hverken var interesseret i safari, marked eller flere malerier, fik vi fred og fandt en dejlig café og fik serveret en kom rigtig god kaffe. Det eneste vi betalte for på den tur, var kaffen!
I aften går vi atter engang til Khans BBQ, dels er det tæt på og Arusha er ikke et sted man skal bevæge sig altfor meget rundt efter mørkets frembrud, dels var det god mad.
I morgen bliver dets spændende at se, hvor lang tid busturen tager og så glæder vi os naturligvis til at møde Musgaard og Fuglsang i Nairobi på vej mod nye eventyr i nabolandet Kenya.