Kairo
Dagen startede atter med en hyggelig morgenmad på terrassen, dog må vi erkende, at tjenerne på hotellet ikke får topkarakterer i service, de er langsomme til at rydde op og en klud har de vist aldrig set, og i dag væltede de så et glas juice ned i Solveigs morgenmad, men den slags små ting skal man jo heldigvis ikke lade sig slå ud over. Så i stedet for at gøre det, bestilte vi en Uber, og blevkørt ind til centrum af Kairo, tror vi, for det er godt nok en stor by; og ankom så til det egyptiske museum. Efter sikkerhedstjek, søgen efter en hæveautomat og indlevering af rygsække, kunne vi endelig gå ind i det kæmpestore museum. Vi havde godt nok overvejet en guide, for museet er så enormt stort og effekterne står meget tæt. Desuden er det et gammelt og støvet museum, kun med få og sparsomme oplysninger på et lille papskilt med sparsomt lys. Nogle af effekterne står samme sted, som da museet åbnede, i 1902!! Men sikke nogle skatte museet rummede. Klimaet har været venligt stemt overfor konserveringen af skattene, så både farver og materialer så som træ så ud som om det kun havde få hundrede år på bagen til trods for at de fleste ting var fra 2000 f.Kr.
Museet trænger til plads, flere steder lignede det nogle pulterkamre, og selv Tutankamons grav var blevet placeret på et gangareal fordi den først blev funder efter museet var færdigt. Det har man nu taget konsekvensen af og er igang med at opføre et stort, moderne museum tæt på pyramiderne. Det giver god mening at få det samlet på ét sted, men lad os nu se, hvornår det bliver færdigt, det skulle nemlig allerede have stået færdigt for et par år siden...
Vi sluttede af med at se de imponerende mumier - og så var det mod exit.
Vi var alle enige om, at vi trængte til en pause, og den tog vi på museumsgrunden og fik en masse at drikke; for der var selvfølgelig ikke air con på museet- og en let, men dyr frokost. Det var lige hvad vi trængte til og så var vi klar til at udforske Kairos snævre gader. CA senior havde ytret ønske om at se bazaren, så den gik vi på jagt efter. Peter førte os ned i et af sine kongedømmer, metroen i Kairo, og efter lidt startvanskeligheder med billetterne lykkedes det ham at få os ført sikkert afsted i Kairos undergrund. Vi skulle skifte én gang, og kom forbi en lille biks, som solgte taletidskort. Der insisterede Solveig på at vi skulle købe et kort, så vi lettere kunne køre med Uber. Det var dog temmeligt omstændigt, måske fordi det er et diktatur, og alt skal godkendes-der skulle kopieres pas, kontaktes ambassade så hendes visum kunne blive tjekket, hun skulle svare på spørgsmål, som hun havde oplyst i visumansøgningen osv. Så det tog sin tid og hendes rejsefæller blev lidt utålmodige. Peter stillede sig op med sin Lonely Planet og begyndte at se på kort i nærheden af sikkerhedsscanneren til en af udgangene. Pludselig kom han hastende hen til mig og sagde, at jeg blev nødt til at komme med, for han var ved at blive overtalt til at gifte sig med en kvindelig, egyptisk politibetjent, fordi han ikke havde ring på. Og så måtte jeg pænt vinke til en smilende og lidt genert kvinde, mens hendes kollegaer stod rundt omkring og grinede. Selv politimanden i sin flotte, hvide uniform kom hen og deltog i løjerlighederne og der blev udvekslet mange grin. Så blev Christian den yngre involveret, og tilbudt politikvinden, og så skulle de også lige hilse på senior. Alt imens de efterhånden 5-10 personer grinede og lavede sjov blev taletidskortet frigivet, og vi kunne smilende vinke far til de mange mennesker og gik glade ud fra metrostationen efter det sjove optrin.
I går var Solveig ved at blive afsat til en kameldriver, men Peter sagde nej til de mange kameler, i dag var det så Peter, der var ved at få en egyptisk kone -jo jo det er skal ikke kedeligt her.
I basargaderne skulle senior lige vænne sig til at vi var de eneste turister, men da vi fik sat os på en lille café og fik serveret en kom kaffe lige over for en vandpibesælger, fik vi alle mere blod på tanden, og var klar til flere udfordringer. Der var alle muligt flotte og ubrugelige ting at se på, og vi var i lang tid de eneste turister. Inde i bazaren blev vi mødt af venlige og ihærdige sælgere med et glimt i øjet; Efter en af dem havde vist Solveig alt muligt forskelligt ragelse, hun havde takket nej til, spurgte den friske sælger: "Mam, how do I get your money?" Det er da humor, man ikke kan stå for!
På sidste del af turen mødte vi endnu en flink egypter, der fortalte os, at på en nærliggende moske, kunne man komme op i minareten og havde derfra en storslået udsigt over Kairos mere end 500 gamle moskeer. Da vi ikke helt kunne forstå hans forklaringer, bestemte han sig for at vise os vej, så vi halsede bagefter ham gennem bazaren og op af en støvet trappe til en lidt gemt moske (som vi aldrig ville på egen hånd). Der var bøn, men vi tog skoene af og gik med ind. Solveig fik kastet et slør over hovedet, og så fandt "guiden" en mand, der havde nøgler til den dør, der førte os op i tårnet.
Derfra havde vi en fantastisk udsigt over dem kæmpestore by. Ingen ved med sikkerhed, hvor mennesker, der bor, et gæt er mellem 10-15 mio.
Vores Uber-chauffør, Osama, kørte os mod Giza, men havde lidt problemer med at navigere, hvilket førte til, at han på et tidspunkt, da motorvejen delte sig, holdt ind i siden, slog katastrofeblinket til og bakkede! så han kunne komme i den anden retning. Vi var målløse, men han klarede det fint, og det var faktisk ikke den eneste bli, der lavede det nummer. Vi er alle glade for at vi ikke selv skal køre rundt herinde. Det kan ikke anbefales, der kører bilister rundt uden lys, hestevogne på vejen, tsk lukker er set køre mod strømmen, og midterstriberne benyttes ikke, da en tresporet vej hernede bliver til 6 spor! I morgens er en ny og forhåbentlig ligeså spændende dag.
Museet trænger til plads, flere steder lignede det nogle pulterkamre, og selv Tutankamons grav var blevet placeret på et gangareal fordi den først blev funder efter museet var færdigt. Det har man nu taget konsekvensen af og er igang med at opføre et stort, moderne museum tæt på pyramiderne. Det giver god mening at få det samlet på ét sted, men lad os nu se, hvornår det bliver færdigt, det skulle nemlig allerede have stået færdigt for et par år siden...
Vi sluttede af med at se de imponerende mumier - og så var det mod exit.
Vi var alle enige om, at vi trængte til en pause, og den tog vi på museumsgrunden og fik en masse at drikke; for der var selvfølgelig ikke air con på museet- og en let, men dyr frokost. Det var lige hvad vi trængte til og så var vi klar til at udforske Kairos snævre gader. CA senior havde ytret ønske om at se bazaren, så den gik vi på jagt efter. Peter førte os ned i et af sine kongedømmer, metroen i Kairo, og efter lidt startvanskeligheder med billetterne lykkedes det ham at få os ført sikkert afsted i Kairos undergrund. Vi skulle skifte én gang, og kom forbi en lille biks, som solgte taletidskort. Der insisterede Solveig på at vi skulle købe et kort, så vi lettere kunne køre med Uber. Det var dog temmeligt omstændigt, måske fordi det er et diktatur, og alt skal godkendes-der skulle kopieres pas, kontaktes ambassade så hendes visum kunne blive tjekket, hun skulle svare på spørgsmål, som hun havde oplyst i visumansøgningen osv. Så det tog sin tid og hendes rejsefæller blev lidt utålmodige. Peter stillede sig op med sin Lonely Planet og begyndte at se på kort i nærheden af sikkerhedsscanneren til en af udgangene. Pludselig kom han hastende hen til mig og sagde, at jeg blev nødt til at komme med, for han var ved at blive overtalt til at gifte sig med en kvindelig, egyptisk politibetjent, fordi han ikke havde ring på. Og så måtte jeg pænt vinke til en smilende og lidt genert kvinde, mens hendes kollegaer stod rundt omkring og grinede. Selv politimanden i sin flotte, hvide uniform kom hen og deltog i løjerlighederne og der blev udvekslet mange grin. Så blev Christian den yngre involveret, og tilbudt politikvinden, og så skulle de også lige hilse på senior. Alt imens de efterhånden 5-10 personer grinede og lavede sjov blev taletidskortet frigivet, og vi kunne smilende vinke far til de mange mennesker og gik glade ud fra metrostationen efter det sjove optrin.
I går var Solveig ved at blive afsat til en kameldriver, men Peter sagde nej til de mange kameler, i dag var det så Peter, der var ved at få en egyptisk kone -jo jo det er skal ikke kedeligt her.
I basargaderne skulle senior lige vænne sig til at vi var de eneste turister, men da vi fik sat os på en lille café og fik serveret en kom kaffe lige over for en vandpibesælger, fik vi alle mere blod på tanden, og var klar til flere udfordringer. Der var alle muligt flotte og ubrugelige ting at se på, og vi var i lang tid de eneste turister. Inde i bazaren blev vi mødt af venlige og ihærdige sælgere med et glimt i øjet; Efter en af dem havde vist Solveig alt muligt forskelligt ragelse, hun havde takket nej til, spurgte den friske sælger: "Mam, how do I get your money?" Det er da humor, man ikke kan stå for!
Derfra havde vi en fantastisk udsigt over dem kæmpestore by. Ingen ved med sikkerhed, hvor mennesker, der bor, et gæt er mellem 10-15 mio.
Vores Uber-chauffør, Osama, kørte os mod Giza, men havde lidt problemer med at navigere, hvilket førte til, at han på et tidspunkt, da motorvejen delte sig, holdt ind i siden, slog katastrofeblinket til og bakkede! så han kunne komme i den anden retning. Vi var målløse, men han klarede det fint, og det var faktisk ikke den eneste bli, der lavede det nummer. Vi er alle glade for at vi ikke selv skal køre rundt herinde. Det kan ikke anbefales, der kører bilister rundt uden lys, hestevogne på vejen, tsk lukker er set køre mod strømmen, og midterstriberne benyttes ikke, da en tresporet vej hernede bliver til 6 spor! I morgens er en ny og forhåbentlig ligeså spændende dag.
Kommentarer