Zanzibar, drømmenes ø

Efter en træls nat ombord i et forsinket Egyptair fly landede vi i Dar Es Salaam internationale lufthavn ved 5 tiden om morgenen. Der var sort at mørke da vi forlod flyet for at komme igennem den ret omstændelige adgangs proces til landet. Godt at vi havde fået E-visa klaret hjemmefra idet mindste. I lufthaven var Solveig smart, hun så straks en bod der solgte lokale taletidskort, så mens Peter hævede hundrede tusindevis af Tanzanianske Shillings købte hun et kort derkunne bruges til at tilkalde en Uber.Allerede her tjente kortet til 20000 shilling (8€) sig ind. for en uber til byen kostede omregnet 8€ mens den eneste taxa vi fik tilbudt løb op i 45 dollars. Med næste en million på lommen  fik vi kontakt med Godwin, der kørte os til færge terminalen. Undervejs kom vi forbi adskillige små gadekøkkener der var ved at gøre klar den dagens geschäft på små brænde komfurer. Trafikken virkede mere civiliseret end i Kairo, men der havde vi dog ikke set madlavning over åben ild!

Undervejs på den 10 kilometer lange tur fra lufthavnen skulle der brændstof på Godwins køretøj, tiltrængt kunne vi se på måleren. Han flottede sig og fik påfyldt for 11000 shilling, hvilken gav 5 liter brændstof, man skal jo nødigt fanges med for meget i tanken hvis bilen bryder sammen om en halv time.

Ved færge terminalen udbrød der kampe om vores rygsække i det øjeblik hvor Godwin åbnede bagagerummet på sin bil. At hvide mennesker selv kunne tænke sig at bære noget lod til at være utænkeligt, hvert fald måtte vi tilkæmpe os retten til at bære vores egne rygsække de 50 meter hen til billet salget, hvor vi i køen for udlændinge man kan malke betalte over det dobbelte for turen i forhold til de lokale.

Færgeoverfarten var behagelig, det var en forholdsvis moderne katamaran der førte os fra det Tanzanianske fastland til Zanzibar.Undervejs kunne vi se enkelte små udriggerbåde sejle på det indiske ocean. For Christian og Solveigs vedkommende var energien brugt, de så mest det indvendige af deres øjenlåg under overfarten.

Da vi ankom blev vi tjekket for sygdomme, først om vi havde vaccination mod gul feber, dernæst om vi havde for høj temperatur. Vi opfyldte heldigvis betingelserne for at komme i land. Det havde været lettere overskyet under store dele af overfarten, men da vi ankom var solen godt i gang med at brænde skyerne væk. Det medførtesved på panden med al vores bagage på vej ned mod Dreamers Island. Vi blev spottet fra det flydende hostel, og båden ventede på os vej kajen.

På dreamers Island blev vimødt med den triste besked at vores bungalow båd ikke var klar,og vi måtte derfor tage til tanke medet dobbelt værelse på restaurantbåden. Lidt en bet,men heldigvis blev prisen da også sat ned. Det var FEDT at møde Malte og Ingeborg på båden, Malte havde det største smil på, og han demonstrerede hurtigt udspringsplatformen. Hurtigt kom vi alle efter ham ud det varme, indbydende indiske ocean.

Efter en god svømmetur tog vi baden fra båden ind til stone town, hvor vi hurtigt fandt et godt sted at spise frokost. Maden var god, men dyr efter lokale forhold, dog var det lige præcis hvad vi havde brug for. Den Omanske indflydelse var tydelig idet indendørs rum på vej mod toilettet. Man skulle her sidde på tæpper på gulvet, præcis som i Oman.

Efter frokosten følte vi nyankomne rejsetrætheden for fuld udblæsning, vi tog derfor tilbage til Dreamers og fik en god solid middagssøvn, blidt vuggende i det indiske ocean.
Aftensmaden indtog vi på det store nightmarket lige overfor hvor båden ligger for anker. der var alt hvad hjertet kunne begære af grillet mad, vi fik indiske samosas og den lokale zanzibar pizza, begge dele var absolut værd af sætte tænderne i.
Efter lidt problemer med at få fat i den lille båd tilbage til Dreamers, vi havde glemt telefonen, og Maltes piftning var åbenbart ikke til at høre derovre, kom vi tilbage, kravlede ind under myggenettene og faldt i søvn.