Snack attack!
Vi var klar til at tage fra Kisumu ved 8 tiden om morgenen. Sidste morgenmad i relativ luksus var blevet indtaget, og alle var klar til turen videre. Linda var i bedring, til gengæld var det nu Maries tur til at have det skidt. Mads havde været på hospitalet aftenen forinden, i løbet af natten forinden havde han kradset et stort hul på et muggestik, og nu var foden rød og ikke rar at se på. Han havde fået noget penicillin, og det havde hjulpet. Generelt var det dog en flok med lidt maveproblemer der steg ind i de 2 busser.
Vi havde en ny driver til den nye bus, Jeff præsenterede sig som vores nye chauffør, og fik sammen med Peter og Lenny pakket busserne med al vores bagage. Ret imponerende når størrelsen af bagagerummene sammenlignes med mængden af bagagen.
Turen mod Masai mara gik igennem et meget afvekslende landskab, lavlandsrismarker blev afløst af højlands teplantager. Første del af turen gik rask på god vej, vi kom hurtigt frem mod målet, men var på forhånd blevet advaret mod den sidste del. Jeff viste sig som en mand af få ord, de første 200 kilometer sagde han kun et eneste ord. Det ændrede sig da vi drejede af mod vores camp, Jeff bekendgjorde at der nu ville komme sølle vej, men at der i det mindste ville være gratis african massage inkluderet! Det havde han ret i, faktisk var det mange steder e overdrivelse at kalde det vi kørte på for en vej. Vi passerede vandløb, gigantiske huller, Masai afspæringer samt alskens andre vejrmæssige udfordringer.
Vi fik den første forsmag på vores safari allerede inden vi ankom til Rhino tourist camp, langs vejen så vi giraffer, gnuer, vortesvin samt adskillige zebraer. Det gav blod på tanden til safarien.
Da vi ankom til Rhino tourist camp gik vi straks ind og fik frokost, der viste sig at være overraskende god. Kødet var ged, så fik Peter A også smagt det! Der blev dog ændret planer under frokosten, det var oprindelig planen at vi skulle på aften safari umiddelbart efter frokosten, men på grund af at folk var lidt i granatchok efter den hårde køretur blev det i samråd besluttet at vi i stedet skulle gå til den nærliggede Masai landsby og tjene ud hvordan Masai stammen lever.
Vi blev budt velkommen af landsbyens unge mænd der dansede en velkomst dans for os. De er kendte for deres evne til at hoppe, og vi fik forklaringen om at man kunne spare en ko eller to som medgift når man kunne hoppe meget højt. Vores drenge kom med i dansen, og de klarede sig hæderligt, men var ikke i nærheden af at kunne flytte fødderne lige meget som masaierne.
De hvide masaier, Lasse og Christian viser at de har lært lidt af de rigtige. Christian fik endda et tilbud om at bo ved Masaierne et års tid,så skulle de ok lære hamit hoppe endnu højere, og en løve kunne han også få has på mente de.
Senere så vi ind i hytterne hvor de bor, der ville vi have svært ved selv at finde os tilrette, mørke og små som de er. Der bor mange på få kvadratmeter, og de deler endda også pladsen med husdyr.
Senere blev vi forevist hjemmelavede smykker og andet masai håndværk, og ja, vi købte lidt.Det var også sjovere at købe det i landsby hvor masaierne bor, end på et marked langt væk fra deres traditionelle område.
Da vi kom tilbage til lejren kom dagens højdepunkt, Karsten havde ikke fået lukket sit og Kirstens telt ordentlig, og mens de var i masai landsbyen havde nogle frække aber udnyttet situationen og plyndret de kiks og kager Karsten havde købt til aftenshyggen, aberne var blevet opdaget af personalet og gennet ud af teltet, skaden var dog sket, og Karsten havde nu ikke flere snacks til resten af turen.
En af de små banditter der angreb Karstens lækkerier.
Vi havde en ny driver til den nye bus, Jeff præsenterede sig som vores nye chauffør, og fik sammen med Peter og Lenny pakket busserne med al vores bagage. Ret imponerende når størrelsen af bagagerummene sammenlignes med mængden af bagagen.
Turen mod Masai mara gik igennem et meget afvekslende landskab, lavlandsrismarker blev afløst af højlands teplantager. Første del af turen gik rask på god vej, vi kom hurtigt frem mod målet, men var på forhånd blevet advaret mod den sidste del. Jeff viste sig som en mand af få ord, de første 200 kilometer sagde han kun et eneste ord. Det ændrede sig da vi drejede af mod vores camp, Jeff bekendgjorde at der nu ville komme sølle vej, men at der i det mindste ville være gratis african massage inkluderet! Det havde han ret i, faktisk var det mange steder e overdrivelse at kalde det vi kørte på for en vej. Vi passerede vandløb, gigantiske huller, Masai afspæringer samt alskens andre vejrmæssige udfordringer.
Vi fik den første forsmag på vores safari allerede inden vi ankom til Rhino tourist camp, langs vejen så vi giraffer, gnuer, vortesvin samt adskillige zebraer. Det gav blod på tanden til safarien.
Da vi ankom til Rhino tourist camp gik vi straks ind og fik frokost, der viste sig at være overraskende god. Kødet var ged, så fik Peter A også smagt det! Der blev dog ændret planer under frokosten, det var oprindelig planen at vi skulle på aften safari umiddelbart efter frokosten, men på grund af at folk var lidt i granatchok efter den hårde køretur blev det i samråd besluttet at vi i stedet skulle gå til den nærliggede Masai landsby og tjene ud hvordan Masai stammen lever.
Vi blev budt velkommen af landsbyens unge mænd der dansede en velkomst dans for os. De er kendte for deres evne til at hoppe, og vi fik forklaringen om at man kunne spare en ko eller to som medgift når man kunne hoppe meget højt. Vores drenge kom med i dansen, og de klarede sig hæderligt, men var ikke i nærheden af at kunne flytte fødderne lige meget som masaierne.
Senere så vi ind i hytterne hvor de bor, der ville vi have svært ved selv at finde os tilrette, mørke og små som de er. Der bor mange på få kvadratmeter, og de deler endda også pladsen med husdyr.
Senere blev vi forevist hjemmelavede smykker og andet masai håndværk, og ja, vi købte lidt.Det var også sjovere at købe det i landsby hvor masaierne bor, end på et marked langt væk fra deres traditionelle område.
Da vi kom tilbage til lejren kom dagens højdepunkt, Karsten havde ikke fået lukket sit og Kirstens telt ordentlig, og mens de var i masai landsbyen havde nogle frække aber udnyttet situationen og plyndret de kiks og kager Karsten havde købt til aftenshyggen, aberne var blevet opdaget af personalet og gennet ud af teltet, skaden var dog sket, og Karsten havde nu ikke flere snacks til resten af turen.
En af de små banditter der angreb Karstens lækkerier.
Kommentarer