Himmel og helvede på samme dag

Dagen startede med en dejlig morgenmad på Best Western her midt i Nairobi. Alle havde sovet de sødes søvn, selv ikke nærheden af en stor moske havde forstyrret nogen af os. Ved 9-tiden blev vi af- hentet af Peter Okoyo. Første stop på dagen var et kvindekooperativ, der var blevet startet af et velhavende engelsk par med det formål at hjælpe enlige kvinder fra Nairobi til en bedre tilværelse.
Kazuri-kooperativet var blevet en succes, deres perlekæder sælges nu over hele kloden, og fra 2 kvinder i 1985, var der nu 340 kvinder ansat. Vi fik en meget engageret gennemgang, og efterfølgende var det svært at styre sig i den velassorterede shop.

Herfra kørte vi en kort tur til Karen Blixens farm, dagens formodede højdepunkt. Vi fik en meget venlig og alvidende guide, der fortalte små anekdoter om danskerens liv. Hun fik talt sig varm og til sidst var der ikke en sten, der var for lille til at blive vendt. Det var en stor oplevelse at se hendes hus og høre om hendes liv, hun har ude tvivl været en dame, som gjorde meget for lokalbefolkningen, men har også tilhørt den absolutte overklasse i datidens kolonitid. Jeg kan godt forstå, hun har været glad for at bo hernede, det var dels et smuk hus, dels en fantastisk flot have med en storslået udsigt til Ngong Hills.

Efter frokosten som blev indtaget i et nærliggende koloni-hus som havde fungeret som bolig for Karens bror, når han var i Kenya. Der var kun hvide som spiste der, og sorte tjenere - ligesom dengang... I dag er "Karen-area" et meget nobelt kvarter i Nairobi med store villaer.

Næste stop var Kibera. Det er det største slumkvarter i Afrika, og man mener der bor mere end 1 million mennesker der. Peter Okoyo har arbejdet derude som social worker, og han kendte stedet og mange af dem, der boede derude. Vores chauffør, Lenny var også med og de dannede henholdsvis for- og bagtrop  i vores lille gruppe. Så vi startede med at gå hen til værkstederne, hvor primært mænd arbejdede med forskellige håndværk, der var alt lige fra møbler, mekanikere, legeredskaber og perlekæder. De sad i kummerlige forhold og arbejdede med små maskiner uden sikkerhedshensyn.
Vi fik købt nogle skeer og salatsæt som var rigtig flotte. Senere kørte vi lidt videre og vi kom nu ind i det område, hvor de bor. Der var rigtig mange børn, som smilede og gav os "highfive", de boede i små, rustne blikskure omgivet af smalle stier og med mudder og affald lige udenfor døren. Affald og drikkevand er et stort problem, og også sanitære forhold og sygdomme. De kunne hente vand ved tankbiler, som kom kørende ind i området, men der var ca. 1 toilet pr. 100 indbyggere, og så kostede det tilmed penge at benytte disse toiletter. Det betød selvfølgelig, at man overvejede en ekstra gang, hvis man skulle på toilet om man skulle bruge penge på det eller benytte "flying toilet", som betyder, at man skider i en pose og binder den sammen for derefter at forsøge at ramme den lastbil, der kører forbi med skrald. Som man nok kan forestille sig, så er det langt fra alle, der rammer.
Vi gik langs en jernbane, som går midt igennem området, og der kører faktisk godstog flere gange om ugen på disse skinner selvom folk bor klods op ad den.

Vi var også inde i et lille hus for at se, hvordan en familie bor; jeg tror der var 10 m2 hvor der var 6 mennesker, som boede der. Moren var høj af jesus og "skæv" af stoffer eller den hjemmelavede brændevin, der laves ud af sukkerrør. Men noget som var kendetegnende for stedet var den enorme mængde af smil man mødte især fra børnene. De smilte og legede med sten eller en hjemmelavet bold og ville gerne i kontakt med os. De ældre kunne man godt hilse på og få et smil ud af, men der var heller ikke nogen tvivl om, at der ligesom var noget slukket i øjenene på nogle af dem. det må være et håbløst og forfærdeligt sted at vokse op, men midt i al håbløsheden var der alligevel håb og initiativrige folk, som satte små projekter igang, som kunne hjælpe nogen til et bedre liv. Men der er ingen tvivl om, at det var en dag med store kontraster lige fra overklassens koloniherskere til børn af Afrikas værste slum. Den sidste del har rørt os allesammen dybt, det er os ganske uforståeligt, hvordan man kan overleve under disse forhold, og vi har virkelig fået vores egen levevis sat i perspektiv.