Kisumu

Dagen startede for de morgenfriske (Christian, Mikkel, Mads, Lasse, Kirsten, Peter og mig) med at være klar i de nyvaskede vandresko klokken 05.45 - forbi skulle op og se solopgangen fra vores "husbjerg" - en tur på 45 minutter.
Det var bælgragende mørkt, da vi startede og alle mand; med undtagelse af vores guide Peter og vores chauffør Lenny, havde pandelamperne på fuldt blus. Når vi går sørger Peter og Lenny altid for at være hhv. fortrop og bagtrop, således også denne morgen. Vi var stille da vi gik, søvnen sad stadig i kroppen, og vi gik side om side og lyttede til stilheden omkring os. Da vi drejede væk fra vejen og ind i skoven, blev mørket tættere, og det var nødvendigt hele tiden at kigge ned på stien. Langsomt begyndte skoven at vågne, og der kom flere og flere lyde ligesom mørket også langsomt fortog sig. Da vi kom ud af skoven, kunne vi klare den sidst stigning uden lys, og selvom det var overskyet, blev vi mødt af et storslået syn af en tæt dis, der havde lagt sig i bunden ag skoven langs med floden. Ellers var der kun grønt i grønt så lagt øjet rakte. Det var desværre overskyet, så nogen smuk solopgang, blev det ikke.

Da vi kom tilbage til hotellet, gik vi direkte til morgenmaden og blev mødt af vores tjener, som vi havde syntes var lidt underlig, men i dag var han i strålende humør og især Peter A. fik stor opmærksomhed, hans stol blev holdt og han fik ekstra hældt kaffe op, og der blev spurgt ind til, hvordan han havde sovet; lidt underligt, men Peter svarede høfligt.
Lige inden vi skulle køre var det som om de lokale aber ville give os en god afsked. De poserede så det næsten var uvirkeligt. Både de sort / hvide colobus aber og den større blue monkey viste sig frem.

Derefter var det tid til afgang og vi kørte mod Kisumu, hvor vi blev installeret på The Vic Hotel de næste to dage. Klokken 12 mødtes vi med vores guide Peter, men da Linea havde fået høj feber ville de gerne have hende tjekket af en læge. Derfor blev Peter A. nu sat ind som reserveguide, og førte vores gruppe hen til smedemarkedet. Det var temmelig interessant at se, hvordan de dygtige håndværkere kunne forvandle gamle olietønder til metalkufferter, gryder og hulskeer, bare for at nævne noget...

Senere tog vi den lokale bus, en matatu, som er en minibus, der kører hele tiden og sætter folk af, i vejkanten. Der var ikke plads til os alle, og der måtte flyttes lidt rundt på afrikanerne for at vi kunne være der. Der er altid en billetkontrollør med, men han måtte hænge i døren, fordi bussen var fyldt. Jeg havde fået en fin vinduesplads, men da jeg ville rette lidt på min rygsæk, kunne jeg se ned på vejen, der var tre huller hver på størrelse med en femmer i bunden af bussen...men så kostede det til gengæld også kun 20 shilling (1,-kr) for turen. Vi blev sat af ved grøntsagsmarkedet, og derfra tog vi en cykeltaxa- en god gammeldags herrecykel, med en tyk bude betrukket med voksdug bagpå og et lille håndtag under sadlen til at holde fast i samt to små fodstøtter, så var vi afsted igen. Denne gang stoppede vi ved en af de små restauranter, som vi også havde set på Zanzibar med en vej-grill, og her fik vi kylling med ugali eller pommes frites og en risret skyllet ned med en kold cola, lokalt, let og billigt.
Efter at have været tilbage på hotellet for at hente Palle (Linea havde fået konstateret halsbetændelse) tog vi en tuk tuk ud til "Hippo point" -et sted hvor de lokale kommer for at slappe af, og hvis du er heldig, kan man spotte en flodhest, men det er sjældent. Vi var heller ikke heldige, men det var flot ud over Victoriasøen og vi satte os på en udendørs bar og drak en "Tusker", en kenyansk øl og kiggede på solnedgangen. Senere bestilte vi mad, og så fortalte Peter, vores guide, at tjeneren fra hotellet i morges, havde spurgt ham, om vi var fra et professionelt fodboldhold? Der var så mange sporty og høje drenge med!!

Peter synes også tjeneren var lidt speciel, så han besluttede sig for at binde ham en løgn på ærmet og legede med. Tjeneren spillede nemlig på fodboldresultater, hvilket mange kenyanere gør, og han spurgte, om der måske kune laves en aftale med spillerne om et resultat, som de så ville briefe tjeneren om. Peter sagde, at det vidste han ikke, men han skulle nok se, hvad han kunne gøre. Så spurgte tjeneren om Peter ville præsentere ham for spillerne, hvortil Peter svarede, at det ville de helst ikke, da de ikke var meget for, at det kom frem, at de var professionelle, de var trods alt på ferie. Tjeneren spurgte så, om Peter A. var manageren, hvilket vores kære guide selvfølgelig nikkede ja til. Det hele sluttede med, at Peter (guide) fik tjenerens mobilnummer og lovede at melde sig, hvis der var nyt sagen. Så var det altså derfor tjeneren denne morgen havde været ekstra venlig især overfor Hr. Aggerholm:-) Den historie grinede vi meget af, inden vi lagde os på puderne i hotellets bløde senge.