Sidste dag på Meliks
Det var som om vi ville gøre dagen så lang som mulig. Allerede i aftes snakkede Malte om, at det var trist, at vi skulle til at hjem, og jeg tror, at vi alle følte det samme. Vi har haft det rigtig godt her, levet et udendørs liv tæt på turkisblåt hav og en varm, men ikke brændende sol og med lyden fra havet som var det sidste vi hørte om aftenen inden vi faldt i søvn.
Vi gamle gik, da søvnen var kommet ud af øjnene ud i den nu tørlagte lagune. Her dyrkes der tang til bl.a. sæbe. Det er givetvis hårdt arbejde til en sølle løn, arbejdstilsynet ville derhjemme få grå hår i hovedet over kvindernes arbejdsstilling under arbejdet med at skære tangen af de små reb, den vokser på.
Først ved morgenmaden blev vi enige om, hvad dagen skulle bedrives med. Peter og jeg valgte at køre en tur efter jagten på det autentiske. Nu havde vi jo alligevel en bil til rådighed, ovenikøbet med en fuld tank:-) så vi kørte efter mit ønske afsted for at se om vi kunne finde en krydderifarm.
Vi kom igennem mange små landsbyer med liv, hvor folk gang på gang viste os hvor meget der kan balanceres med på hovedet...eller på en cykel...eller på en ladvogn...eller på en oksekærre. Det var også ret tankevækkende hvor mange børn der kom gående i vejsiden, lige fra helt små børn på 6-7 år, som ved middagstid var på vej hjem fra skole. Mange skoler hernede har "2-holdsskifte" da der er mangel på lærere. Så første hold går om formiddagen og det hold om eftermiddagen. En lærer tjener ca. 250 USD om måneden.
Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes curlingforældre, eller børn hernede. De lærer i en tidlig alder at klare sig selv og så er de tilmed gode til afpasse på hinanden og hjælpes ad. De små elever som havde fået fri, traskede hjemad langs vejen i deres skoleuniformer og på bare tæer. Indimellem lavede de sjov med hinanden eller fandt noget i vejsiden, de kunne lege med, eller prøvede at komme med på stop. Mange af dem må have en forholdsvis lang vej, for der var ikke mange huse i nærheden.
Vi så på et tidspunkt et skilt, som bød velkommen til en krydderifarm. Så vi parkerede bilen i vejsiden og tog chancen. Lidt nede ad en sti kunne vi se en kvinde, der vinkede os hen til hende.
Vi gik hende i møde og hilse med et "Jambo",der betyder goddag på swahili. Hun svarede med en Karibu sana, og vi blev hurtigt klar, at hun ikke kunne engelsk. Hun vinkede os ind af en låge, og der gik vi så lidt rundt og kiggede på mærkelige frugter, men også nogle kendte, som for eksempel en del ananas. Vi blev nu ikke meget klogere på krydderi og gik tilbage mod lågen, hvorfra vi var kommet ind. Der samlede sig snart en del arbejdere jeg forsøgte igen på engelsk, og endelig var der en, som kunne lidt engelsk. Jeg spurgte, om de også dyrkede vanille, det gjorde de, og da jeg spurgte, om jeg kunne købe noget var svaret efter en del snak frem og tilbage at de desværre ikke var ansvarlige for farmen, og derfor kunne vi ikke købe noget. Nå, Peter mindede mig om hvad vores guide Obama i Stone Town havde sagt; inderne har et ordsprog der siger "something is better than nothing" - det bruger afrikanerne ikke og vi har flere gange oplevet, hvor dårligt forretningstalent, de har.
Efter det lidt misløkkede besøg på krydderifarmen kørte vi videre, vi begav os af den eneste asfaltvej på den sydøstlige del af øen hvor vi endnu ikke havde været. Undervejs så vi en Colobus abe ved Jozani, samt en masse lokalt liv.
Vi sluttede vores tur af med en frokost på den meget lokale restaurant "Hami", hvor vi fik krydrede ris; så fik vi alligevel krydderier i dag!
I mellemtiden havde de unge været på sightseeing i Jambiani, her er der ingen sights i traditionel forstand overhovedet, men der er alligevel en masse at opleve. Ingeborg og Malte er gode til at komme kontakt med, og tage billeder af, de lokale børn. Mange af dem vil vildt gerne i kontakt og de poserer også gerne foran et kamera.
Eftermiddagen gik ellers med at bade i højvande og lege i bølgerne og så bagefter ligge og sole sig.
Senere fik Ingeborg og Malte en omgang massage. Vi fik også leveret vores vasketøj som en yngre afrikansk kvinde havde vasket for os, så vi nu kan klare næste etape af turen uden at stinke alt for grimt.
Vi slutter turen af med igen at spise hos "Karibu - peaceful mind restaurant", og vi glæder os til et gensyn med den afrikanske familiefar og fantastiske kok.
Vi gamle gik, da søvnen var kommet ud af øjnene ud i den nu tørlagte lagune. Her dyrkes der tang til bl.a. sæbe. Det er givetvis hårdt arbejde til en sølle løn, arbejdstilsynet ville derhjemme få grå hår i hovedet over kvindernes arbejdsstilling under arbejdet med at skære tangen af de små reb, den vokser på.
Først ved morgenmaden blev vi enige om, hvad dagen skulle bedrives med. Peter og jeg valgte at køre en tur efter jagten på det autentiske. Nu havde vi jo alligevel en bil til rådighed, ovenikøbet med en fuld tank:-) så vi kørte efter mit ønske afsted for at se om vi kunne finde en krydderifarm.
Vi kom igennem mange små landsbyer med liv, hvor folk gang på gang viste os hvor meget der kan balanceres med på hovedet...eller på en cykel...eller på en ladvogn...eller på en oksekærre. Det var også ret tankevækkende hvor mange børn der kom gående i vejsiden, lige fra helt små børn på 6-7 år, som ved middagstid var på vej hjem fra skole. Mange skoler hernede har "2-holdsskifte" da der er mangel på lærere. Så første hold går om formiddagen og det hold om eftermiddagen. En lærer tjener ca. 250 USD om måneden.
Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes curlingforældre, eller børn hernede. De lærer i en tidlig alder at klare sig selv og så er de tilmed gode til afpasse på hinanden og hjælpes ad. De små elever som havde fået fri, traskede hjemad langs vejen i deres skoleuniformer og på bare tæer. Indimellem lavede de sjov med hinanden eller fandt noget i vejsiden, de kunne lege med, eller prøvede at komme med på stop. Mange af dem må have en forholdsvis lang vej, for der var ikke mange huse i nærheden.
Vi så på et tidspunkt et skilt, som bød velkommen til en krydderifarm. Så vi parkerede bilen i vejsiden og tog chancen. Lidt nede ad en sti kunne vi se en kvinde, der vinkede os hen til hende.
Vi gik hende i møde og hilse med et "Jambo",der betyder goddag på swahili. Hun svarede med en Karibu sana, og vi blev hurtigt klar, at hun ikke kunne engelsk. Hun vinkede os ind af en låge, og der gik vi så lidt rundt og kiggede på mærkelige frugter, men også nogle kendte, som for eksempel en del ananas. Vi blev nu ikke meget klogere på krydderi og gik tilbage mod lågen, hvorfra vi var kommet ind. Der samlede sig snart en del arbejdere jeg forsøgte igen på engelsk, og endelig var der en, som kunne lidt engelsk. Jeg spurgte, om de også dyrkede vanille, det gjorde de, og da jeg spurgte, om jeg kunne købe noget var svaret efter en del snak frem og tilbage at de desværre ikke var ansvarlige for farmen, og derfor kunne vi ikke købe noget. Nå, Peter mindede mig om hvad vores guide Obama i Stone Town havde sagt; inderne har et ordsprog der siger "something is better than nothing" - det bruger afrikanerne ikke og vi har flere gange oplevet, hvor dårligt forretningstalent, de har.
Efter det lidt misløkkede besøg på krydderifarmen kørte vi videre, vi begav os af den eneste asfaltvej på den sydøstlige del af øen hvor vi endnu ikke havde været. Undervejs så vi en Colobus abe ved Jozani, samt en masse lokalt liv.
Vi sluttede vores tur af med en frokost på den meget lokale restaurant "Hami", hvor vi fik krydrede ris; så fik vi alligevel krydderier i dag!
I mellemtiden havde de unge været på sightseeing i Jambiani, her er der ingen sights i traditionel forstand overhovedet, men der er alligevel en masse at opleve. Ingeborg og Malte er gode til at komme kontakt med, og tage billeder af, de lokale børn. Mange af dem vil vildt gerne i kontakt og de poserer også gerne foran et kamera.
Eftermiddagen gik ellers med at bade i højvande og lege i bølgerne og så bagefter ligge og sole sig.
Senere fik Ingeborg og Malte en omgang massage. Vi fik også leveret vores vasketøj som en yngre afrikansk kvinde havde vasket for os, så vi nu kan klare næste etape af turen uden at stinke alt for grimt.
Vi slutter turen af med igen at spise hos "Karibu - peaceful mind restaurant", og vi glæder os til et gensyn med den afrikanske familiefar og fantastiske kok.
Kommentarer