En blodig start på dagen

Efter morgenmaden startede forberedelserne til vores afskedsfest her i Kanyakoo. Som også Ingeborg oplevede for snart 2 år siden har landsbyenskænket et dyr, det burde have været en ged, men den var stukket af da den åbenbart kunne fornemme hvad der skulle ske.
I stedet ankom der et får i snor, som en af os forventedes at skære halsen over på. Når en i selskabet er den stolte indehaver af et jagttegn er det jo næsten givet hvem loddet falder på, så Mads Musgaard tog resolut kniven i hånden og klarede den lidt barske opgave uden af blinke.

Efter drabet skulle vi skynde os væk fra vores compound og ned til Victoriasøen. Dagens program bestod af en sejltur med de lokale fiskere ud til et sted hvor der skulle være gode muligheder for at se aber, og måske en enkelt flodhest eller 2. Sejlturen vistes noget om de hårde livsbetingelserne der fiskerne lever under. De sejler deres små både med håndkraft, endda med hjemmelavede årer der givetvis vejer noget mere end de letvægtsårer vi kender til. Vores båd skød en god fart, og man kunne tydeligt se fiskernes anstrengelser. Ankommet til destinationen på et lille næs ventede der os en skuffelse, hverken aber, flodheste eller fiskeørne synes der var værd at posere for vores sultne blikke, men skidt, dels var sejlturen god, og dels var der nogle farverige fugle vi i stedet kunne kigge på.

Om eftermiddagen var der travlt med forberedelserne til dagens afskedsfest. Vi var blevet bedt om atlave noget dansk mad, som børnene kunne smage på. Vi havde dagen inden lagt hovederne i blød og fundet ud af, at det kunne være en idé at lave risengrød. Ja, det er jo godt nok en vinterspise, men da det også er vinter i Kenya nu, måtte det vel være ok. Og så kunne det laves i en gryde på en plade, selvom om det nu blev over åben ild…

Nå, men Kirsten, Peter og jeg satte kursen mod landsbyen og gik fulde af forventning afsted for at finde ingredienserne.Første problem var risene, de havde ikke grødris, men ved den lille vejbod, som solgte den slags, havde hun almindelige, hvide ris. Vi fortalte hende, hvad vi skulle bruge dem til og så foreslog hun, at vi blandede risene op med noget hvidt, der lignede perlegrus. Det var det dog ikke, men derimod cassava. Det købte vi så. Mælken var langtidsholdbar og smørret var margarine. Sukkeret var brunt og den stødte kanel, havde de allerede i køkkenet.

Vi gik tilbage og var spændte på, at komme igang med ”projektet”. Da vi kom tilbage viste vi Peter, vores guide, hvad vi havde købt og spurgte om han troede vi kunne bruge det hvide ”grus”. Han kiggede skeptisk på det og rystede på hovedet, men kaldte for en sikkerheds skyld på en af køkkendamerne. Hun var enig med ham i, at det først kunne bruges, når det var malet til mel. Jeg havde set, hvor mølleren boede, og så gik vi afsted med vores cassava. Det kostede 20 shillings at få det malet hos den lokale møller, også gik det atter engang retur hjemad. Der var forberedelserne i fuld gang, og der blev hængt lyskæder op og sat borde frem.

Grøden blev overraskede god men den blev også frembragt under bevågenhed fra flere og flere af landsbyens børn, som kom, da de vidste, at der var fest.

Klokken 19 var der serveret, det vil sige, at det var der for alle børnene, de var mødt op med deres tallerkener, nogle havde en ske med men de fleste kun en tallerken. De blev nu bedt om at stille sig i kø, og det var de gode til. De fik øst en stor portion ris og en stor skefuld bønner op på tallerkenen, og de så så lykkelige ud. Peter fortalte, at mange af børnene kun får ét måltid om dagen, og det består som regel af ugali; majsmel rørt op i vand. Heldigvis får de fleste et måltid i skolen, men det er hårdt for dem i weekederne og ferierne.

De nød deres ret og så så glade ud, det var virkelig en fest for dem. 

Bagefter spiste vi det får, der var slagtet tidligere på dagen, og så var det tid til risengrøden. Børnene stillede atter i kø og fik en skefuld grød med masser af sukker og en klat margarine, kanelen var desværre forsvundet, men børnene var ligeglade, de vidste jo heller ikke, hvordan det skulle være.

Efter maverne var fyldt op, startede musikken og de afrikanske rytmer blæste ud af højtalerne mens afrikanerne bød muzunguerne op til dans. Det fortsatte indtil klokken 22, kun afbrudt af os, der introducerede dem for ”åh, Susanne”- det var meget sjovt, men de var allerbedst, når de kunne danse til deres egne rytmer. Det var så overvældende og hjerteskærede at se alle disse børn og unge smilende danse fulde af energi til trods for deres hverdag, som er alt andet end en dans på roser. Det er fantastisk, at de har dette sted som et åndehul i deres hverdag, at de her møder venlighed og hjælpsomhed. Jeg ved godt, at de ikke kender andet, men det er alligevel en hård opvækst og en evig kamp for overlevelse, men med et håb om en bedre fremtid. De er gode til at passe på hinanden, og da musikken stoppede gik de stille og roligt hjemad, de store søskende hjalp de mindre, og med hinanden i hånden gik de hjemad på den smalle stil i bælg-ragende mørke på deres bare fødder. Vores egen tilværelse er endnu engang sat i perspektiv, og jeg har et inderligt håb om, at flere i min egen omgangskreds må opleve dette og ved selvsyn mærke den  venlighed og imødekommenhed, som vi har mødt, selvom man intet ejer eller har.