Jacob the Masai

I dag ville vi prøve at snorkle ved det første rev, og Peter havde set et sted på kortet, hvor det så ud som om det var forholdsvist tæt på land. Vi havde aftalt, at spise morgenmad klokken 8, men det var ikke helt klart, så den blev halv ni inde vi sad ved det veldækkede morgenbord.
Jeg var chauffør og Peter guide, men det er en smal sag at køre her, det er som om al trafik og alle smalle gader findes i Stone Town, så det var en smal sag at finde Kizimkazi, hvorfra vores snorkletur skulle starte. Vi havde lige lidt problemer med at finde vejen det sidste stykke, men vups, så var der en afrikaner på sin cykel, der tilbød at køre foran. Sjovt nok kendte han også Omar, som havde en jolle og en påhængsmotor, og så ment om han ikke var klar til at sejle os ud til revet. Det tyggede vi lidt på, men siden vi kun havde tre dykkermasker og to skulle sidde på standen, var det fristende og vi sagde ja. Omar havde selvfølgelig to snorkler og skaffede også lige et par flasker vand og så satte vi til søs sammen med Omar og drengen på cyklen som bådsmand - det er rart at se, hvor meget de hjælper hinanden både når der skal narres penge fra turisterne men også når man for eksempel står i vejkanten og håber på et lift ind til landsbyen.

Det var en flot snorkletur, men det var desværre overskyet. Vi så alligevel store, flotte koraller og fisk i alle farver under overfladen. Senere sejlede  vi videre til et andet rev, og nu kom solen frem og korallerne kom til deres ret og lyste op i vandet med deres mange former og farver sammen med fortryllende fiskestimer i alle regnbuens farver. Hele herligheden fik vi for 40 USD.

Bagefter kørte vi mon Paje, hvor vi fandt frokost hos en meget lokal gadesælger, der lige havde fået godt gang i sin grill. Vi bestilte et rundt brød, fritter og nogle kyllingespyd hver. Det kom efter 20 minutter, for kødet skulle lige være færdigstegt, og det smagte virkeligt lækkert. Vi fik også en sodavand hver og kom af med 20.000 Shillings eller det, der svarer til 8€ elller 1/20 af det vis spiste for i går på The Rock. Billigt, ja, godt, ja -men selvfølgelig ikke samme standard som i går, men det viser bare, hvor lidt du kan leve for og hvor mange steder de lokale ikke kan gå ind og spise...

Da vi kom tilbage til Meliks var der højvande og vi svømmede en dejlig tur ude i det turkisfarvede vand. Senere gik Peter og jeg en tur langs stranden, hvor vi satte os på en gammel træstamme og kiggede ud over vandet. Vi blev efter kort tid tiltalt med et "How are you, do you like it here?" Vi kiggede op og så ind i et par sorte øjne. Det var Jacob, som er fra Masai stammen og kommer fra Arusha. Han er taget til Zanzibar, fordi han her har mulighed for at gå i skole gratis. Han ønsker at få et job som turistguide i Arusha, og så er han jo nødt til at lære engelsk. Vi kunne uden problemer føre en samtale med ham på flydende engelsk, det var imponerende så meget han havde lært på de 8 måneder. Hvis bare vores elever var lige sådan, ville vi være rigtig godt kørende. Han skulle starte på at lære tysk i morgen! Der bor to Masai-grupper her i nærheden og Jacob har lejet et hus i nærheden af, hvor vi bor. De har så lavet håndværk hjemmefra, som de sælger på stranden til turister for at få råd til mad, mens de går i skole. Meget smart, for her møder de så også turisterne, som de kan tale med og dermed øver de deres sprog. Han var klædt i sit karakteristiske røde Masai-tæppe, havde en sort stav med en stor kugle på og en lang kniv (ca. 40 cm blad), som han altid havde på sig. Det var en del af hans kultur, og de havde fået ekstra lov af præsidenten til at bære disse våben uden for deres stammeområde. det var meget interesant at møde Jacob og høre om hans stamme, men også at møde en person, som arbejdede så hårdt på et bedre liv. Han savnede sin skov og sine dyr, men håbede på en bedre fremtid. Han havde kun gået fire år i skole, fra han var 7-11 år, så var der ikke råd til mere, men han ville gerne gøre det bedre for  hans egne efterkommere. Vi gav selvfølgelig Jacob nogle penge og ønskede ham alt godt, det var et spændende møde.

Et af de lokale børn opførte lidt af et show på hegnet til Melik`s. Pyldret var hun ikke, sandet på panden fik hun da hun faldt ned fra hegnet. Det medførte et grineanfald, ikke et hyletrip.