Asembo rundt
Vores første nat i Asembo forløb bedre ed forventet. Da vi faldt i søvn var det til lyden af ukendte dyr, da vi vågnede var det til gengæld til den velkendte lyd af en galende hane!
Morgenmaden bestod af hårdkogte æg, toastbrød og fugt samt kaffe og te; Karsten skyllede det dog ned med en Fanta...
Dagens program stod på en tur rundt i landsbyen Kanyakoo, som også er den del af den lidt større landsby Asembo, som bliver støttet af Vestkenyas Venner.
Inden vi gik fik vi en forklaring af Peter Okoyo på, hvordan Luo-stammes regler og ritualer fungerer. Der er mange komplicerede regler for, hvordan man indretter sig på sit grundstykke. For det første lever luoerne i polygami, og hver kone skal have sit eget hus på grunden. De første kone har det største hus. Hvis en mand har flere end 3 koner er det almindeligt, at han bygger et "kontor" til sig selv. I denne landsby har den mand, der har flest koner hele 6 styk. Når drengene bliver giftemodne, skal der bygges et lille hus til dem kaldet en "simba", der bor de så indtil de selv får børn med deres kone. En Simba kan bruges en gang, så den rives ned, når sønnen er flyttet. Den sidste søn arver grunden, så den kan forblive i familien. Der er mange forskellige regler i denne stamme, både med begravelsesritualer, men også for kvinder, der bliver udstødt, hvis de for eksempel har fået børn udenfor ægteskabet. Vi så flere eksempler på familier, hvor der var den ene eller anden tragedie, der skulle leves med.
Efter at have været omkrig familiemønstret og have set forskellige huse indefra, gik vi videre til den lokale børehave og førskole. Det var begge steder slåede, hvor mange smil og vink vi blev mødt med, men også hvor simple ting de har i klasseværelserne for at kunne drive skole. Et af stederne var der ingen tavle, men opfindsomheden var stor, og man havde malet alfabetet på gamle rissække og hængt dem op.
Senere så vi en Secondary School (11-14 årige), og fik en rundvisning af den ny-ansatteskoleleder. Han fortalte, at der på skolen var 1000 elever, og at 30% af børnene var forældreløse. Det var en skole, der var stor søgning til og en stor del af eleverne boede på skolen. De sov i små sovesal nærmest i lag, og skolelederen var ret bekymret over disse forhold, da mange kostskoler er udsatte for, at tidligere elever sætter ild til skolerne med fatale følger. Vi så også køkkenafdelingen, hvor der var tændt op under de mægtige gryder med brænde og udleverigen forgik ved en disk, hvorefter eleverne kunne sætte sætte sig på den bare jord og spise. Klasserne var kæmpestore, en af de klasser vi kom ind i var med 66 elever. Det varmen frontalundervisning, men andre alternativer fandtes heller ikke til disse forhold. Det var ikke i alle klasser, der var plads til alle elever, så nogle måtte sidde ved deres bord uden for klassen, men heldigvis var der åbne døre og vinduer, så man kunne følge med i lærerens gennemgang. Der var ansat 36 lærere til de 1000 elever!! Me igen var det takevækkende hvor glade og taknemmelige eleverne så ud. De har en lang skoledag, der starter klokken 07.00 med rengøring af skolen, skoledagen slutter omkring kl. 15.30 og derefter er der en del elever, som bliver i skolen for at lave lektier, da flere af dem skal deles om skolebøgerne. Dertil skal der så lægges, at mange af dem har en lang skolevej.
Glade børn med stor opfindsomhed, når det gælder legetøj. Der er ikke noget med iPads eller telefoner man spiller på.
66 glade elever i én klasse.
Computerlokalet med én fungerende pc. Skolelederen håbede på, at vi måske kunne hjælpe med at donere brugte computere til dem.
Morgenmaden bestod af hårdkogte æg, toastbrød og fugt samt kaffe og te; Karsten skyllede det dog ned med en Fanta...
Dagens program stod på en tur rundt i landsbyen Kanyakoo, som også er den del af den lidt større landsby Asembo, som bliver støttet af Vestkenyas Venner.
Inden vi gik fik vi en forklaring af Peter Okoyo på, hvordan Luo-stammes regler og ritualer fungerer. Der er mange komplicerede regler for, hvordan man indretter sig på sit grundstykke. For det første lever luoerne i polygami, og hver kone skal have sit eget hus på grunden. De første kone har det største hus. Hvis en mand har flere end 3 koner er det almindeligt, at han bygger et "kontor" til sig selv. I denne landsby har den mand, der har flest koner hele 6 styk. Når drengene bliver giftemodne, skal der bygges et lille hus til dem kaldet en "simba", der bor de så indtil de selv får børn med deres kone. En Simba kan bruges en gang, så den rives ned, når sønnen er flyttet. Den sidste søn arver grunden, så den kan forblive i familien. Der er mange forskellige regler i denne stamme, både med begravelsesritualer, men også for kvinder, der bliver udstødt, hvis de for eksempel har fået børn udenfor ægteskabet. Vi så flere eksempler på familier, hvor der var den ene eller anden tragedie, der skulle leves med.
Efter at have været omkrig familiemønstret og have set forskellige huse indefra, gik vi videre til den lokale børehave og førskole. Det var begge steder slåede, hvor mange smil og vink vi blev mødt med, men også hvor simple ting de har i klasseværelserne for at kunne drive skole. Et af stederne var der ingen tavle, men opfindsomheden var stor, og man havde malet alfabetet på gamle rissække og hængt dem op.
Senere så vi en Secondary School (11-14 årige), og fik en rundvisning af den ny-ansatteskoleleder. Han fortalte, at der på skolen var 1000 elever, og at 30% af børnene var forældreløse. Det var en skole, der var stor søgning til og en stor del af eleverne boede på skolen. De sov i små sovesal nærmest i lag, og skolelederen var ret bekymret over disse forhold, da mange kostskoler er udsatte for, at tidligere elever sætter ild til skolerne med fatale følger. Vi så også køkkenafdelingen, hvor der var tændt op under de mægtige gryder med brænde og udleverigen forgik ved en disk, hvorefter eleverne kunne sætte sætte sig på den bare jord og spise. Klasserne var kæmpestore, en af de klasser vi kom ind i var med 66 elever. Det varmen frontalundervisning, men andre alternativer fandtes heller ikke til disse forhold. Det var ikke i alle klasser, der var plads til alle elever, så nogle måtte sidde ved deres bord uden for klassen, men heldigvis var der åbne døre og vinduer, så man kunne følge med i lærerens gennemgang. Der var ansat 36 lærere til de 1000 elever!! Me igen var det takevækkende hvor glade og taknemmelige eleverne så ud. De har en lang skoledag, der starter klokken 07.00 med rengøring af skolen, skoledagen slutter omkring kl. 15.30 og derefter er der en del elever, som bliver i skolen for at lave lektier, da flere af dem skal deles om skolebøgerne. Dertil skal der så lægges, at mange af dem har en lang skolevej.
Kommentarer