20.269 skridt i Hanoi

Dag 87

 

Dagens første programpunkt stod på et UNESCO sted; “Imperial Citadel” et par kilometer fra vores hotel. Stedet fandt vi uden problemer og tuen deri var fin især da vi først havde lagt det gamle kvarters smalle gader og tætte trafik bag os. Det er søndag, og der var mange familier på tur, solen skinnede tilmed også så der var også basis for en familieudflugt, hvilket vi senere fik bekræftet. På vejen kom vi forbi en plads, hvor en statue af Lenin skuede ud over en plads, hvor børn kørte rundt i fjernstyrede biler og ikke ænsede den gamle, russiske revolutionær et blik.

 

Vi fandt indgangen og fik betalt. Jeg havde ikke sådan rigtig sat mig ind i, hvad det var, vi skulle se, men det viste sig, at det var det sted, hvorfra Vietnam blev styret af den kinesiske kejser, da Vietnam på dette tidspunkt (1100-tallet) var et kinesisk protektorat. Det var også her det helt gamle Hanoi blev grundlagt, men da franskmændene tog landet som koloni smadrede de alle de gamle huse, og i dag er der kun et lille tempel tilbage. Men i starten af 2000 fandt arkæologer i udgravningerne sport fra huse og en masse potter og andre smukke fade og andet lertøj.

Så vi brugte en god times tid på at læse plancher og først den ene skål og så den anden. Det blev lidt ensformigt, men heldigvis var der aircondition i udstillingen. Udenfor derimod var der liv og glade dage. Der var en masse familier og især kvinder i smukke, traditionelle silkekjoler og løjerlige hatte. Det er i den grad et hit at posere og sætte sig selv i centrum på billeder, og de er fuldstændig ligeglade med om de spærrer vejen eller om vi står og glor på dem. Hvis vi også tager billeder af dem, er de bare henrykte, og indimellem bliver vi også inviteret med på billederne. Så hvem ved, måske kommer vi op at hænge i en vietnamesisk stue?

Der var også en hel flok studerende, som havde bestået deres eksamen og derfor gik rundt i deres kapper og små huer med deres eksamensbeviser. I det hele taget var det et rigtig godt sted bare at sidde og se på mennesker, og det brugte vi en del tid på. Det er også en måde at få kulturen og hverdagen i et andet land ind under huden på.

Området havde gennem mange år også været militært hovedkvarter, først for franskmændene og senere for vietnameserne. Derfor var der også en udstilling, hvor man kom helt ind i general Giaps kontor og bunker.

Vo Nguyen Giap var både hjernen bag slaget ved Dien Bien Phu og senere en af Vietnamkrigens helt store generaler i Folkets Hær, som den vietnamesiske hær omtaler sig selv. Efter Vietnamkrigen blev han forsvarsminister, og han døde først i 2013, men da var han også  102 år. Så i god kommunistisk stil, hvor intet overlades til tilfældigheder eller andre spekulationer, startede vi med en billedserie i den gamle generals sidste tid. Herefter blive vi ledt ind i kontorerne, født ind i konference rummet, hvor vi kunne se, hvor de forskellige embedsmænd havde siddet rundt om bordet, navneskiftene var der endnu, og sandelig om der i montrene ikke gemte sig mere eller mindre vigtige effekter, så som Giaps briller og flere kassettebånd samt et bredt udvalg af telefoner. Det var næsten på niveau med de tre bordben fra Dien Bien Phu… I kælderen befandt sig en bunker som mandskabet kunne benytte i krigstid, og som de selvfølgelig også havde gjort under Vietnamkrigen. Her var bordet dækket med kopper og en gammel termokande. Egentlig så er det jo fantastisk at sådan noget kan få lov til at stå uden nogle synes, de enten skal stjæle det eller flytte rundt på det.

 

Nå men da vi endnu engang havde fået nok af kommunistisk selvros, gik vi så småt mod udgangen, dog faldt vores blik på Giaps biler, to gamle russiske jeeps, hvoraf den ene var pilrusten og så en personbil, vi brugte lang tid på at lede efter mærke og model, dog uden held. Men her var en flok husmødre på tur, og de fik først mig og bagefter Peter til at stille op til gruppefotos. De havde en fest, og det fik vi så også.

Efter en masse sjove billeder fandt vi udgangen og en let frokost lige udenfor. Herefter gik vi mod Ho Chi Minhs mausoleum. Vi kom forbi de flotte ambassadekvarterer, hvoraf flere havde til huse i de smukke og pompøse, gamle, franske villaer. Vi vidste godt, at Ho Chi Minh ikke ville være “hjemme” – han sendes hvert år ved denne tid til Rusland hvor de åbenbart er eksperter i mumier. Lidt spøjst at tænke på at ham og Lenin så får en hovedrengøring… Egentlig ønskede Ho Chi Minh ikke en stor begravelse og slet ikke at ligge i et mausolæum, men det ønske fik han godt nok ikke opfyldt, for sikke et sted, enkelt men ligevel storslået og med egen garde med nogle af de højeste mænd, vi har set i kridhvide uniformer. Vi skulle selvfølgelig sikkerhedstjekket inden vi måtte gå ind, og ja, jeg havde min lommekniv med som blev konfiskeret, men heldigvis fik jeg den igen, da vi gik ud.

På vej tilbage gik vi forbi to store søer, og jeg havde udset mig en Harry Potter Cafe, som vi skulle prøve, men ak, der var ingen ledige pladser, så vi endte et sted inde ved det franske kvarter, hvor ser stadig var gang i søndagsudflugten for vietnameserne, så endnu engang kunne vi sidde og se på folk, der hyggede sig og tilbragte søndagen sammen med familien. Da vi gik rundt om søen for at komme tilbage til hotellet, blev vi ikke mindre end 5 gange stoppet af elever, der spurgte, om vi ville snakke lidt engelsk med dem, så de kunne øve sig og blive bedre. Den yngste, der spurgte var kun 7 år og den ældste 13 år. De havde deres forældre med, som stod lidt væk, men det var fantastisk at se, hvordan de selv henvendte sig og turde spørge om vi ville snakke med dem. Én af pigerne fortalte, han hun og hendes mor kom til Hanoi hver søndag, en for dem 40 kilometer køretur på motorcykel hver vej, og så henvendte pigen sig til turister for at øve sit engelsk. De havde ikke råd til internationale skoler eller ekstraundervisning, og så var det denne måde, datteren kunne øve sig og blive bedre. Selvom det var lidt træls til sidst med de mange interviews, så var vi begge imponerede over den motivation og drivkraft disse børn havde for at blive bedre. Det siger rigtig meget om dem, som personer, men desværre også en hel del om den mangelfulde engelskundervisning, der leveres. Men befolkningen, i hvert fald de unge, har fundet ud af, at engelsk er vigtigt.