Fodbold og riswhiskey
Dag 78
Vi skulle ikke gå langt så vi blev enige med Khamhak om, at blive i landsbyen til efter frokost. Morgenmaden var det samme som vi fik om aftenen, hvilket ikke var særlig godt. Det virkede ikke længere frisk. Jeg nøjedes med at spise ris med nogle peanuts. Så gik der også lidt tid med at fange dem med spisepindene selvom vi nu er ved at være helt ferme til at bruge dem. Den første aften fortalte Kam Hak os, at vi under ingen omstændigheder måtte stille skålen med ris og bore pindene ned i den ej heller måtte vi ligge pindene oven på skålen; de skulle ligge på bordet. Alt andet var uhøfligt. Det forsøgte vi naturligvis st huske på, selvom det dog i vores kultur føltes lidt sært st gå op i den slags når man gerne måtte spytte på gulvet ved siden af bordet og smide madaffald ned på gulvet under middagen. Men det er jo også det, der gør rejser spændende, og kulturmødet viser sig at være meget anderledes fra egne normer.
Vi skulle finde på noget at få tiden til st gå med, Kam Hak var træt og ville tage en lur.
Der var ingen skole pga gårsdagens lærerfest, vi ville ellers gerne have set noget undervisning. Men vi besluttede os alligevel for at gå op til skolen for at se, hvad der foregik, en del børn var allerede gået derop bevæbnet med koste.
Da vi kom derop smilede de og flokkedes de om os. Meget åbne og nysgerrige børn, som gerne ville i kontakt med os. De havde fået ryddet op efter lærerne og stod nu omkring os. Det var tydeligt, at de gerne ville i skole.
Vi kiggede ind i klasseværelset og fluks sad børnene på deres pladser ved de små, hjemmelavede skolepulte, som var lavet af genbrugstræ. Klimamøbler som i hvert fald ikke ville gå i europæiske skoler. De havde bøger og ellers var der kun en gammel kridttavle. Vi kiggede lidt omkring og tog et par billeder, jeg nærmede mig tavlen og straks stak en lille, brun hånd mig et stykke kridt. Jeg tog imod og vendte mig mod tavlen. Børnene kiggede opmærksomt og så var gode råd dyre, for jeg kunne hverken akhra eller lao og de kunne ikke engelsk.
Vi lavede lidt opgaver til dem på tavlen og især en pige var god til at svare. Det var primært regnestykker for de har trods alt de samme tal. Vi hyggede os og glemte helt de primitive forhold.
Pludselig hørte børnene en motorcykel nærme sig og det viste sig, at det var deres lærer, der var på vej. De satte sig hurtigt på deres pladser og var parate. I det hele taget virkede de (modsat lærerne) meget motiverede.
Vi hilste på lærerne (som heller ikke kunne engelsk) og gik så videre.
Peter skulle på “det store” toilet og jeg blev sendt tilbage efter toiletpapir.
Det var nu lettere sagt end gjort for der var indhegninger, hegn og mudder overalt så jeg gik fra den ene blindgyde til den anden og endte med at gå en omvej inden jeg fandt huset og min taske med toiletpapir. Jeg skyndte mig tilbage til stakkels Peter, der sad med buksernede og ventede lige inden jeg nåede op til ham passerede to drenge ham bagfra og jeg høre dem spørge: “how are you”?Hvorefter de selv svarede: “I’m fine” Det var åbenbart helt normalt at sidde på hug i vejkanten og forrette sin nødtørft. Da de passerede mig havde de genoptaget, deres egen samtale. Jeg kunne ikke holde et stort fnis tilbage. Peter fik klaret det sidste og vi gik lidt rundt i landsbyen. Vi mødte den unge mand fra vores hus med en anden, som var på vej på jagt i skoven med deres rifler. Selvom det er forbudt at skyde dyr i skoven og det faktisk er høvdingen, der skal sørge for, at dette overholdes, så var det tydeligt, at det overhovedet ikke bliver overholdt. Den ene af de to mænd, var høvdingens søn…
I skolen var situationen den, at lærerne bare var dukket op for at give børnene fri. Så de stormede hjem med deres tasker og de få, der havde skoleuniform på, skiftede den ud med en t-shift og så mødtes drengene på fodboldbanen, hvor Peter og jeg havde taget opstilling. Der var heldigvis én dreng, som havde en fodbold og den kom han glad med og så blev der ellers dannet to hold. Banen var en mellemting mellem jord og græs men med en hel masse efterladenskaber fra de husdyr, der traskede rundt. Der var et okay mål i hver ende lavet af tre stykker træ, og så gik gutterne ellers i gang mens vi stod som nysgerrige tilskuere. De fleste af dem spillede med gejst og iver, men der var ikke meget talent at spore. Kun én af drengene havde kondisko på, de andre spillede enten i bare tæer, gummistøvler eller klip klappede, sidstnævnte fløj rundt på banen når et skud blev afleveret. Grisene hylede i vilden sky, hvis bolden ramte dem og de skyndte væk. Drengene gik til makronerne og var ikke sarte selvom de jokkede i en lort. Vi fik taget nogle gode billeder og nød at se drengene glæde, men snakkede også om, at de jo ingen rollemodeller har at se op til for uden fjernsyn og internet kan de ikke lige blive inspireret at Messi eller Ronaldo.
Efter en halvdårlig frokost fik vi pakket rygsækkene og lige som vi skulle til at gå, kom der en ordentlig regnbyge. Vi ventede en 10 minutters tid indtil den var drevet over og sagde så pænt farvel og tak for husly. Nu var vejen blevet blødt op af regnen og det røde jord var blevet forvandlet til tyk, klistret mudder.
Der kom et par regnbyger og dagen blev ved med at være diset.
Vi gik godt 10 km indtil vi kom til vores overnatningssted, som Solveig havde insisteret på fik genvalg, det var det samme sted som dag 2 overnatningen og her var maden til forskel fra de øvrige steder rigtig god. Et andet plus var, st huset var ryddeligt og der var faktisk to hjemmelavede stole med ryglæn og et lille bord – en kærkommen forandring til de små skamler, der ellers var til rådighed.
Familiens kvinder – bedstemor og svigerdatter – bød os velkommen da vi ved halv fem-tiden bankede på døren. Vi fik venligt anvist de samme sengepladser og blev budt på en kop te. Så sad vi lidt og fulgte med i gøremålene op til forberedelsen af aftensmaden og fodring af husdyrene, der også er kvindernes opgave. En af drengene kiggede nysgerrigt på min telefon mens jeg bladrede dagens billeder igennem og jeg lokkede med nogle forskellige videoer jeg havde på lager, især dem fra cirkusforestillingen i Cambodja morede han sig meget over. Atter engang blev vi opsøgt af en lokal, der ville høre om vi kunne hjælpe ham med noget medicin. Han havde tydeligvis betændelse i to tæer og på den ene tå også et stort sår. Khamhak kom ud som tolk og vi fik spurgt til, hvorfor tæerne var gule. Det viste sig, at han havde været til læge og lægen havde ordineret penicillin. Men manden havde ikke forstået, at han skulle sluge pillerne, så han havde knust dem og drysset pulveret ud over tæerne!! Jeg havde en tre-dages penicillin-kur i mit rejseapotek, så vi fik ham instrueret i at sluge pillerne morgen og aften i tre dag. Så krydser vi fingre for, at det hjælper.
Vi fik tidlig aftensmad, allerede klokken 17.30 var der serveret, traditionen tro først mændene (og mig) dernæst bliver resterne båret ud til kvinderne i køkkenet og så er det deres tur til at spise. Det var rigtig god mad med friske grøntsager og en omelet, der smagte helt fantastisk krydret med både hvidløg, chili og ingefær.
Efter maden satte vi os i “lænestolene” og høvdingen fandt en flaske riswhiskey frem. Vi fik et par glas hver og det smagte faktisk udemærket, lidt lige som tysk “Obstler” og i hvert fald meget bedre end dansk snaps. Snakken gik og vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor både høvdingen og vi kunne stille hinanden spørgsmål og blev dermed klogere på hinanden. Khamhak var god til at oversætte. Vi kom ind på arbejde, økonomi, kultur og meget mere. På et tidspunkt kom ham med tæerne ind og satte sig ved bordet. Han viste mig, at han havde taget den ene pilleJ derefter rakte han ud efter Bon’en (bambus-vandpiben) og tog et par hvæs på den. Jeg kunne ikke fy mig for at spørge om det var helt normalt, at alke enhver bare kunne komne ind i ens hus og sætte sig ned uden at være inviteret. Både Khamhak og høvdingen svarede, at det var helt normalt. Jeg fortalte, at det gjorde man altså ikke hos os, og så forstod Khamhak pludselig, hvorfor jeg hver dag havde spurgt om familierne, vi skulle bo hos, vidste, at vi kom inden vi dukkede op…
Peter havde lagt sit kamera på bordet og høvdingen var vældig interesseret i det. Jeg spurgte, om han havde lyst til, at vi tog billeder af ham og hans familie i morgen, så kunne vi få lavet nogle forstørrelser og sende til dem. Den var han mere end med på, og for os var det jo en gylden chance for at få nogle nærbilleder af en Akha-familie win-win😉
Vi gik til ro ved 21-tiden efter en god dag og med hovedet let snurrende af riswhiskey faldt vi hurtigt i søvn.
Kommentarer