Phongsaly

dag 73 

Natten i bussen var en barsk omgang. Vi kæmpede en hård kamp med personen foran os om hvor meget vinduet i højre side af bussen skulle været åbent. Her må vi bare konstatere at vores termostat er indstillet lidt anderledes end de lokales, for mens damen foran gerne vi have vinduet ret lukket, forsøgte selv Solveig ihærdigt at åbne det så meget som muligt så varmen ikke blev for slem. Efteradskillige markeringer fra begge sider endte vi med et kompromis der var til at leve med, omend lidt på den varme side set fra vores sæderække. Vores sidste stop var kl. 04.00 i en lille by hvorfra vejen fortsætter mod Kina, her var der endelig flere passagerer der forlod bussen end der kom ind, hvilket betød at der nu var et ordentligt sæde per passager. De sidste 40 kiloemter mod Phongsaly foregik på en i starten ikke engang asfalteret vej, så gennemsnitsfarten var derefter. Vi ankom dog til bustationen kl. 5.45, hvilket betød at hele turen inklusive pauser havde taget 13 timer og et par minutter. Trætte vaklede vi ud af bussen, fik vores rygsække og undrede os. For første gang på turen var der ikke en tuk tuk chauffør der kom springende med et godt tilbud, faktisk kunne vi stå helt i fred og komme lidt til os selv. Nu kan man jo også spørge sig selv om hvorfor man dog skal forvente en tuk-tukved en busstation i en lille by med kun 15.000 indbyggere kl. kvart i 6 om morgenen, men der er faktisk et ganske godt svar på det spørgsmål. I Laos ligger busstaionerne et godt stykke væk fra centrum af byerne. Set fra turisten synspunkt med det formål for øje at give næring til tuk-tuk chaufførerne, der her er sikret et godt indtjeningsgrundlag. Det gjordens dog ikke alverden, efter 13 timer i bussen trængte vi til at bevæge os lidt, så efter en kort pause fik vi rygsæggene på plads, og gik så de 2,6 kilometer ind til Amazing guesthouse i Phongsaly. Med det navn følger der jo en del forventninger om en nærmest luksuriøs standard, men da vi kendte prisen på forhånd, nemlig mindre end 50 kr. pr overnatning i et dobbeltværelsehavde vi ikke forhåbninger om en speciel høj standart. Vi ankom kl. lidt i 7 og kunne heldigvis flytte ind med det samme. Ejeren åbnede guesthouset i 2018, og nåede således ikke engang at få 2 gode år inden koronaen flyttede ind og gæsterne ud. Nu er der så lavsæson, og ligesom andre steder knyttes der her store forhåbninger til antallet af turister når regntiden om en måneds tid er overstået. Ejeren taler super godt engelsk, og er også indehaveren af det trekking bureau vi skal på tur med om et par dage.

Ikke overraskende havde vi meget svært ved et modsat fristelsen fra de nyredte senge, og vi lagde os derfor til at sove med det samme efter vi med noget besvær havde fået grejet låsen til værelset.

Efter søvnen, der både var tiltrængt og lang, var vi lidt over kl. 12 klar til at forlade Amazing og begive os ud for at se hvad Phongsaly har at byde på. Ifølge vores guidebog er den en meget atypisk laotisk by, befolket som den er af fortrinsvis etniske kinesere. Vi så da også med det samme mange skilte med skrifttegn, og bemærkede at de voksne ikke virker så venlige som deres landsmænd længere sydpå. Vi skulle dog ikke gå langt rundt før det var klart at børnene i den grad er til at komme i kontakt med. Bare vi bliver set bliver der vinket og sagt hello, de mere modige spørger også om vores navne. Vi fandt en nudelrestaurant hvor vi kunne få noget at spise, sprogbarrieren var massiv, og på en måde var det nok heldigt nok at de tilsyneladende kun havde en ret, en suppe med tilbehør man selv kunne dosere. Nu er der jo som min far ville hævde intet galt med et begrænset menukort, bare retterne derpå er gode, og suppen smagte da heldigvis godt. På vej tilbage til vore bopæl så vi en Akha kvinde i traditionelt tøj, vi så hende desværre kun bagfra, men det gav absolut håb om at vi på vores trekking tur vil være så heldige at se flere i det flotte traditionelle tøj.  Vi kom også forbi markedet, hvor alskens sager blev solgt, en ting glimrede dog ved sit fravær, der var intet turist tingel-tangel, og det var godt det samme, for hele dagen så vi ikke andre vestlige folk end dem vi kunne se i et spejl på badeværelset.

Efter lidt blogskrivning gik vi atter ud for at se lidt til byen, på denne rundtur øgede vi Akha tallet til 6,5 (en kvinde havde kun hovedbeklædningen på. Sjovt nok var nysgerrigheden gensidig, en Akha kvinde der bar på brænde vendte sig også om for lige at tjekke hvad vi nu var for nogle. Heroppe i 1400 meters højde har solen skinnet i dag, og når strålerne rammer en varmer de i den grad, i skyggen er der derimod meget koldere end vi har været vant til, og vi dagen er gået uden Peters trøje har været gennemblødt på trods af at vi har gået over 13 kilometer. Vi har set det meste, og valgte at spise på snack baren der ligger tæt på Amazing, for her ligner det da i det mindste et spisested. Mange andre steder ligner det der burde være restauranter mere private hjem.