Første møde med Akha landsbyerne

 dag 75

Vi mødte vores guide nede i guesthousets reception. Når man møder et menneske, der ligesom skal styre ens liv de næste 5 dage, starter man jo med at se vedkommende an, i dette tilfælde var det hurtigt overstået, forstået på den måde, at mr. Khamhak nærmest havde et smil, der var større end ham selv. Præcis hvor høj han var, fandt vi senere ud af, men vi giver alligevel oplysningen her. 147 cm over jorden kunne det blive til, eller 40 cm mindre end Peter. Havde han været under 12 år og bosat i Tyskland, ville højden ikke være nok til, at han kunne sidde på forsædet af en bil. Mr. Khamsak første os med over gaden, hvor en nudelsuppe udgjorde vores morgenmad. Sjovt nok havde vi ikke lige helt lagt mærke til, at stedet var en restaurant. Efter morgenmaden gik vi til markedet, hvor vi fik købt lidt snack, Khamsak anbefalede os at købe lidt med til turen, for det var jo ikke sikkert at den lokale mad faldt i vores smag. Det blev til nogle bananer sam nogle æbler, og så var vi ellers klar, til at tage afsted. Første etape var en køretur ned til Nam Ou floden, hvor et kinesisk selskab har bygget dæmninger til strømproduktionen. Tidligere kunne man sejle fra den lille landsby Hat Sa 21 kilometer fra Phonsaly til Luang Prabang, men i dag er der hele 7 dæmninger på dette rykke af floden. Den grønne omstilling kræver sine ofre. Bag en dæmning opstår der naturligvis en sø, og vi skulle sejle et lille kvarters tid op ad denne, førend vi kunne starte vores trekking tur. Turen foregik i en lille træmotorbåd, der efter Peters mening lå lidt uroligt i vandet. Redningsveste var der ingen af, så vi håbede det bedste, og kom da også sikkert i land. Tronende et par hundrede højdemeter over flodens vestlige bred ligger der en ny Akha landsby, der er flyttet til området for et par år siden. Akhaerne har altid flyttet deres landsbyer, men tendensen er, at de forlader de mere utilgængelige egne og søger mod veje og dale, hvor livet er lettere. Turen var dels stejl, dels varm. Vi havde glædet os over vejrudsigtens solskin, en konsekvensen var det, at det blev en hård tur i den bagende sol op ad bakke. Vel ankommet kunne vi af flere sager ånde lettede op. Dels var strabadserne for en stund overstået, dels gik Akha kvinderne rent faktiske deres dragter. Vi så bl.a.en yngre kvinde med 2 stk blottede bryster, for i Akha traditionen er det ikke godt for en ung mor at dække sine bryster. Vi tog dog ingen billeder, dels af god opdragelse, dels af usikkerhed om, hvorvidt den unge mand med den 40 cm lange machete tæt på var hendes kæreste :-) 

Vi besøgte også skolen, hvor vi vik lov til at kigge ind de sidste 10 minutter inden frikvarteret. Skolen, der var af så ussel standard, at det burde være løgn, var undervisningssted for 48 børn, og arbejdsplads for 4 lærere. Den ene lærerinde viste, at hun havde problemer med sit ene ben, og vi havde da heldigvis noget salve, der måske kunne hjælpe hende af med betændelsen. Ved Khamhaks hjælp fik Solveig instrueret hende i, hvordan salven skulle anvendes. Vi fik også taget nogle billeder ved skolen, og her blev det tydeligt, at Akhaerne ikke er helt vilde med fotografiets opfindelse. Straks kameraet kom frem vendte mange børn og voksne sig om.

Efter skolebesøget gik vi videre rundt i landsbyen, der ikke kun var hjem for Akhaerne. Deres husdyr vandrede også rundt i gaderne. Vi måtte således se os om for ike at genere køer, grise hunde samt høns, og også tage os i agt for ikke at at glide, eller endnu værre, falde i deres efterladenskaber. På den måde var besøget lidt af en øjenåbner i forhånd til, hvad vi kunne forvente os de kommende dage. Lige inden vi forlod landsbyen kom en kvinde og hendes mand os i møde, og det viste sig, at kvinden havde ondt venstre side af maven og gerne ville have noget medicin fra os. Solveig snakkede lidt med hende om hendes symptomer vha Khamhak som tolk og endte med st tilbyde hende nogle smertestillende piller. Andet var der lige som ikke at gøre for os. Efter hun havde fået pillerne kom en anden kvinde med ondt i hovedet og ville også have hjælp, men med tanke for, hvor mange landsbyer, der var tilbage, og hvor meget medicin vi havde med, skyndte vi os videre. 

Fra landsbyen gik det atter ned mod floden, hvor det efter megen råberi lykkedes Khamhak at anråbe en båd fra den modsatte bred. Båden var endnu mindre end den foregående, med ligeså mange redningsveste, men afstanden der skulle tilbagelægges var meget mindre, og vi havde hele tiden målet i fokus, nemlig en lille ramporenet husbåd, hvor det dog viste sig, at man kunne købe en cola. Da khamhak foreslog, at vi spiste den mad, han havde købt til os på markedet passede det jo fint med, at vi også kunne købe lidt at drikke til os alle tre. 

Ved dæmningen havde Khamhak tegnet et MEGET primitivt kort i noget grus med en pind, så vi var klar over, at vi nu skulle ud på turen hårdeste strækning, en ca. 800 meter stigning mod en smukt beliggende landsby. Godt nok var der mulighed for at overnatte efter 600 højdemeter, men vi mente nu nok, at vi havde det, der skulle til for at nå til tops.

Turen gik kun en vej, nemlig opad. I det mindste var stigningen ikke så voldsom, for vi gik på en grusvej, men varmen var næsten for meget af det gode. I det mindste blev vores rygsække lettere og lettere jo længere vi fjernede os fra floden, for vi drak og drak af den medbragte vand. Især Peter led gevaldig, 3 gange måtte trøjen af for at blive vredet for sved, og stor var glæden derfor, da vi kom til en vandstråle, der skød ud fra et rør. Vandets temperatur var som sendt fra himlen, og det var en ren lise at holde hovedet ind under den kolde stråle for at blive kølet lidt ned. 

Da vi nåede den første landsby valgte vi at gå videre, og heldigvis var der nu steder med skygge, og også enkelte flade partier. Vi var også så heldige at møde en Akha kvinde i gang med rishøsten. Høsten foregik ved håndens kraft med et segl. Det gjorde næsten ondt at tænke på, at deres marker kun er i brug et år, så er jorden udpint og en ny mark må klargøres. Det er et vandvittigt hårdt liv at være Akha kvinde. Hun råbte os an, og det viste sig, at hun også solgte noget, vi aldrig ville have gættet på var en agurk. Vi valgte at købe en, og endte naturligvis med at betale alt for meget, så straks fik vi endnu en agurk. Normalt rækker en agurk jo ikke til 3 personer, men vi måtte virkelig kæmpe for at spise den vi havde købt. I alt kom vi af med 1 € for de to giganter.

En god halv time efter mødet med den hårdtarbejdende Akha kvinde var vi endelig fremme ved dagens mål. Vi kunne med det samme give khamhak ret, landsbyen lå med en fænomenal udsigt over dalen. Vi havde stort set 270 graders udsigt over set enormt smukke landskab. I landsbyen, der var præget af ret spredt bebyggelse, var der også adskillige store bøfler der hyggede sig i græsset. Vi blev mødt af legende børn, og blev ved Khamhaks mellemkomst introduceret til høvdingen og hans familie. Vi fik også lov til at fotografere høvdingen og hans 2 små sønner. Den store søn, der styrede meget i hjemmet gjorde et super godt indtryk. Han forstod noget engelsk, og var vidende om verden udenfor. Det viste sig at han havde et scholarship til et kinesisk universitet, hvor han til vores store overraskelse gerne ville studere IT. Ikke dårligt af en ung gut fra et hjem uden elektricitet!

Aftensmaden stod den unge mand også for, vi fik ris, abergine, bambus samt lidt svinekød, en ganske god aftensmad i forhold til hvad vi havde forventet. Vi blev efter maden vist tilrette i en lille alkove, hvor vi konstaterede at kun ydervæggendes 2 cm tykkelse adskilte os fra grisenes domæne udenfor. Inde ved siden af lå høvdingen desværre og røg opium. Det kunne ifølge Khanhaks oplysninger om opiumens virkning nok forklare at han på ingen måde havde været en aktiv deltager i de huslige pligter i løbet af aftenen. Opium er stadig en plage i højlandet, især mænd er forfaldne til brugen af det farlige stof, for kvinderne er fristelsen betelnødder der ødelægger tænderne. 

Vores hovedstøtte var todelt, den nederste, ret robuste der var ris sække, mens der ovenpå dem var en lille pude, Solveig havde trukket nitten, hendes lugtede fælt. Således endte vores første, spændende, men også ret udfordrende dag sammen med Akha folket.