On the Road Again

Dag 72

Vi tog den med ro til morgenmaden og fik bagefter pakket rygsækkene med alt vores nyvaskede tøj; god fornemmelse😉 Mens vi sad og nød kaffen kunne vi som de andre dage følge med i det meget lokale morgenmarked og således opdagede vi nye produkter i dag, nemlig larver og hund😅

Herefter havde Peter planer om, at vi skulle tage over på den anden side for at se lidt på templerne og den lille landsby derovre. Jeg havde ham nu mere mistænkt for, at det var fordi han så gerne ville sejle, men da jeg ikke havde bedre forslag, lod jeg ham styre programmet, hvilket han klarede rigtig godt, for sådan nogle rejsedage, hvor man flytter sig fra sted til sted kan ellers godt blive trælse og lidt spildte. Men ikke denne.

Vi  tog den lokale “færge” eller rettere fartøj. For selvom der både var plads til biler, scootere og gående så lignede det mest af alt noget der var sat sammen af tilfældige dele fundet på en skrammelplads. Billetten kostede 5000 kip eller 1,75 kr. pr. Person og turen varede ca 5 minutter. Der herskede travlhed med at få bilerne godt pakket og der var da også lidt ventetid, for man sejler ikke før færgen er fyldt op. Roret var et gammelt bilrat og kaptajnens sæde var et gammelt bilsæde og selvfølgelig var der også en madras, hvis en fra besætningen blev trætte, og belært af erfaring fra denne tur, kan det jo let ske.

Solen skinnede over Mekong floden og det var en fin lille tur. Færgen lagde også problemløst til på den anden side og vi satte kursen mod templerne i den lille landsby.

På vej op til det første tempel blev vi mødt at en pige, der solgte små buketter til Buddha og hun mente bestemt, at vi skulle købe. Det mente vi ikke og vi fik os pænt viklet ud af den sag og fortsatte blot for at møde den næste sælger ved trappen op mod templet og han var sværere at vriste af sig også fordi hans far/bedstefar sad ved siden af og venligt havde gjort os opmærksom på, hvordan vi kom op til templet. Altså endte det med, at Peter måtte have pungen op og vi fik en orange blomst med lys og røgelse med til toppen. Selve templet var noget misligholdt. Vi kunne se, at det var gammelt men det trængte i den grad til en kærlig hånd. Vi fik “afleveret” buketten og håber så den gestus bringer os lykke på rejsen senere i dag. Der var en fin udsigt over Luang Prabang fra templet, men vi kunne også se, at et regnvejr nærmede sig hastigt. Så vi fandt et halvtag ved templet og kun få minutter senere styrtede regnen ned.

Da bygen var forsvundet skinnede solen og varmen var tilbage. Gaderne var mudret nu og mine nyvaskede bukser var nu fulde af mudder på den nederste del. Nå, men vi fortsatte til et tempel mere og en grotte, der efter sigende skulle bringe held og lykke, hvilket vi mente ville være godt at få med på den forestående bustur efter at have set billetternes ordlyd. Herefter var vi enige om, at vi skulle påbegynde tilbagetoget så vi kunne nå en frokost inden vi skulle ud til bussen. På vej tilbage mødte vi manden ved templet igen og han spurgte os, om vi havde brug for en båd, hvilket vi svarede ja tak til. Han pegede med sin ene krykke i den retning, vi skulle gå, men vi vidste jo ikke hvor eller hvor langt vi skulle for at finde båden. Vi må have set tilpas forvirrede ud, for nu kom han op at stå og fik gang i krykkerne. Han havde åbenbart dårligt ben og var udstyret med to af den slags krykker, der sidder under armhulerne. Så hurtigt gik det ikke. Vi var blevet enige om en pris på 50.000 kip. På et tidspunkt drejede vi fra vejen og stoppede ud for en stor jernlåge, manden bad os om at vente og gik selv gennem lågen og ind på en anden mands grund, talte kort med ejeren (gætter vi) og gav dig så til at råbe på en “Song” – det varede vel cirka ved i 10 minutter, hvor manden blev mere og mere insisterende, men uden at der skete det store. Han kom tilbage til os og viste med krykken, at vi skulle gå ned til flodbredden. Det gjorde vi, men det eneste vi så var tre børn, der havde det sjovt med at hoppe i vandet fra en båd. Manden stod længere oppe på trappen og blev ved med at kalde. Hans stemme var ved at være desperat og vred nu. Men ingen Song havde vist sig. Jeg kiggede op og nåede lige at se, at mande fik overbalance og faldt. Jeg skyndte mig op til ham for at hjælpe, men heldigvis kunne han selv komme op, og jeg fik fat i den ene krykke, der var faldet nogle trin ned. Vi sagde til ham, at vi ville gå tilbage og tage færgen og takkede for hans ihærdige forsøg, han sagde bare okay, okay og vi tolkede det sådan, at han heller ikke troede på, at Song ville dukke op. Lidt synd for manden, men vi havde jo en bagkant og var nødt til at komme videre.

Vi fik returfærgen og fik lækker frokost på La Belle Rive, en restaurant, der ligger helt ned til vandet og som vi allerede havde spottet den første aften. Det var en fin afslutning på vores ophold i Luang Prabang og vi tog tilbage til hotellet, hvor rygsækkene stod og ventede på at komme med videre sammen med os.

Vi fandt hurtigt en tuk-tuk chauffør, der var villig til at køre os til den noget afsides-beliggende busstation, prisen blev vi også enige om, og vi ankom kl. 14.45 til stationen, hvor vi dagen før havde købt billetterne. Vi var blevet bedt om at møde til check-in kl. 15. Jeg gik derfor hen til billetlugen med vores billet, her kunne jeg så vælge mellem den person, der sov eller ham, der sad og morede sig over en video på sin mobiltelefon. Jeg valgte den sidste, men kun for at få at vide, at vi bare skulle vente udenfor. Vi satte os til rette fra en position, hvor vi kunne se ud mod busserne og det skilt, der stod “Phongsaly” på – vores destination. Klokken 15.30 var der stadig ikke sket noget, men så pludselig kom der en kvinde hen til os og sagde “Phongsaly” mens hun pegede over på en bus, et helt andet sted end skiltet. Vores rygsække blev lagt op på taget og så ventede vi igen. Der kom flere og flere til, og endelig klokken 16.40 kunne vi få lov til at gå ind i den lille minibus. Der var passagersæder til 13 personer plus chauffør og hjælperen (der altid er med). Peter og jeg fik ikke overraskende IKKE de to forreste sæder, men dog rækken lige bagved. Peter var godt tilfreds, han havde vinduespladsen og sædet var fint med rimelig benplads. Jeg var dog lidt skeptisk, for også her var der stillet to skamler op i midte, den ene lige ved siden af mit sæde. Men det kunne vel ikke passe, at en person ville sidde der uden ryglæn i 16 timer, som alle mente var længden på turen målt i tid. Men som I nok har gættet, så blev også disse to pladser fyldt op. Der var nu fuldt hus – troede vi… Men ikke længe efter, at vi var kommet ud af byen, stoppede chaufføren op og to først en, så en mere og sådan fortsatte det indtil vi nåede op på det maksimale nemlig 22 personer. Det var blandt andet to personer mellem chauffør og hjælper, en stod op, fem sad på de tre pladser foran os… ja, jeg kan kun sige, at vi undrede os meget over, at de lokale tog det så pænt. De rykkede sammen og brokkede sig ikke. Ikke lige noget vi er vant til, og heldigvis for det. Det var varmt i bussen og der var ingen aircondition, så de tykke trøjer, vi havde taget med, blev brugt som hovedpuder. Nu var det så bare sådan, at vejens beskaffenhed ikke tillod den helt store søvn. I starten af turen var den ellers okay, men her kørte chaufføren så hurtigt, så jeg seriøst overvejede at stå af, men som Peter fornuftigt nok sagde, hvad vil du så og det havde han jo ret i. Heldigvis (kan man sige) blev vejen så dårlig, så chaufføren helt automatisk satte farten ned og så bumlede vi derud af lige indtil kl. 19.45 hvor der var pause og tid til lidt aftensmad. Derefter fortsatte turen, der var blevet skiftet lidt ud i passagerne, og der var to færre med i næste ryk. Pigen foran os var køresyg og kastede op, men heldigvis havde hun vinduet åbent og det var skønt med den brise der kom ind i bussen, når der nu igen AC var.  Sådan fortsatte vi turen, der i alt var på 480 km og som sagt ville tage omkring 16 timer.  På et tidspunkt forkyndte Peter, at nu var det blevet oktober, så her slutter mit indlæg, og I kan læse om ankomsten i det næste.