27 kilometer i benene og en hund i maven
dag 77
I hjemmet hvor vi sov var der 5 små, meget søde hundehvalpe. Desværre pep de gevaldigt i løbet af natten, og også her startede den store bondegårdskoncert ved 4.30 tiden om morgenen. Atter engang var der derfor nogle klatøjede vandrere der kunne sætte sig ved morgenmaden lidt over kl. 6.
Morgenmaden indeholdt det sædvanlige, ris, bambus, auberginer, samt som noget nyt fisk. Stegt fisk er ikke hvad vi normalt spiser så tidligt, og da Khamhak advarede om utallige små ben i fiskene blev det et nej tak fra vores side. Efter morgenmaden studsede vi over en rumlende, ja faktisk kværnende lyd, der lod til at have sin oprindelse lige uden for huset. Det viste sig da også at bedstemoderen kværnede majs på en stenkværn. Vi stod lidt tid og beundrede den simple, men meget effektive kværn der spyttede majs mel ud til hønsefoder.
Tid til megen afslapning var der dog ikke, Khamhak havde på forhånd advaret om at dagens vandretur ville blive hård og lang, så for ikke at skulle gå alt for meget i middagsheden gik vi tidligt afsted mod nye eventyr.
Efter 8 kilometers vandring kom vi forbi en landsby, men da vi alligevel senere på dagen ville komme forbi samme sted passeerede vi den bare. Vores første ordentlige stop var udset til at være i en Har landsby. Har folket indvandrede for omkring 150 år siden til området fra det sydlige kina, deres sprog er kinesisk, og deres byggestil og kultur adskiller sig markant fra Akhaerne. De sidste par kilometer ned til den lille landsby gik det stejlt nedad, så stejlt, at Peter frygtede for tilbageturen, hvor de tabte højdemeter jo skulle vindes tilbage igen. Nede landsbyen gik vi som altid til høvdingens hus. Ledelses af landsbyen var skiftet siden Khamhaks sidste besøg for 3,5 år siden, og vi måtte derfor spørge os for hvor høvdingen boede. Vi fandt kun høvdingens 21 årige kone og deres børn hjemme. Mens vi gik igennem landsbyenbemærkede vi godt den store interesse, og gennem samtale med den unge kvinde fandt Khamsak ud af at landsbyen ikke havde haft besøg af turister Siden før Corona vanviddets start. Især nabo familien var nysgerrig, og de kom da også over for at se hvad vi var for nogle.
Mens maden blev lavet gik vi en tur rundt i landsbyen, her var køer og bøfler bundet fast, så man kunne gå uden af risikere at blive rundt i efterladenskaber fra de fritgående husdyr. Vi kom omkring et par nysgerrige piger, og fik efter noget tid også lov til at tage nogle billeder, vi undrede os over at de ikke var i skole, og spurgte derfor Khamham da vi kom tilbage hvor skolen lå. Han undersøgte sagen og svaret var både nedslående og overraskende på samme tid, der var sket ikke nogen skole i landsbyen. Sidste år havde der været en, og måske kom der en næste år. Stakkels børn, der sket ikke har mulighed for at lære at læse og skrive.
Frokosten var ved at være klar da vi var tilbage, og det skulle vise sig at det var en af de bedre af slagsen. Peter havde fantaseret om forårsruller på vej ned mod landsbyen, men så heldige var vi dog ikke. Kyllingesuppe med ris og det sædvanlige, og her menes der ikke kød og melboller!
Vi havde mulighed for at vælgeat sove i Har landsbyen, men da klokken kun var 2 om eftermiddagen valgte vi efter en kæmpe regnbyge at fortsætte vores vandring. Motivationen var stadig høj,og vivar alle overraskede over hvor hurtigt vi forcerede den barske stigning væk fra landsbyen.
Efter godt 24 kilometer var vi atter ved landsbyen vi var gået forbi, og her gik det galt for fotografen. En akha kvinde var ikke glad for at blive fotograferet, og det gav hun højlydt udtryk for. Khamhak sagde dog at hun endte med at indvitere os indenfor til til te, men om han der stak os en nødløgn er jo svært at sige.
3 kilometer senere sluttede vores vandretur så.i alt fik vi gået 27 kilometer, og var derfor ret trætte da vi ankom Vi blev ellers inviteret til fest, lærerens dag blev ved skolen fejret med høj musik og dans, men godt rådet af Khamhak valgte vi at springe over. Han kendte et par af lærerne, og vidste at hvis han gik derhen villehan blive fuld. Da solen gik ned stoppede musikken, solcellerne kunne ikkemere levere den fornødne mængde elektricitet til at holde festen kørende. Maden lod vente på sig, og modsat børnene i alle de andre landsbyer vi havdebesøgt var børnene i denne meget lette at komme i kontakt med. Det lykkedes Solveig at introducere sten, saks papir, og børnene var ville med at kæmpe mod os. Ordsproget om at tabe og vinde med samme sind var derimod sværere at forklare, og især en lille gut var kke glad for at tabe, han gav endda Solveig en syngende lussing da han tabte til hende!
Aftensmaden var ikke af de bedre, auberginer kiggede vi forgæves efter, bambus skuddene var ikke gode, og kødet var HUND. Det skal siger at hunden ikke smagte specielt dårligt, men det var nu en underlig oplevelse at prøve. Peter tog 1 lille stykke, men endte alligevel med at få 2 stykker, for der blev lagt et ekstra stykke i hans lille skål. Da vi skulle sove viste det sig at der manglede hovedpuder i den lille alkove vi havde fået tildelt, så Peter havde den ekstra udfordring at skulle finde ud af at benytte en stor bamse som hovedpude.
Kommentarer