På første parket til Akha kulturens afdansningsbal

 Dag 79

Efter den gode aftensmad var forventningerne naturligvis høje til morgenmaden, og søreme jo, kokken havde givet genvalg til omeletten. Det var derfor 2 glade danskere der mæskede sig.  Vi var også lettede over at vi havde klaret vores tur til Akhaerne. Adskillige grænser havde flyttet sig, og vi har ved selvsyn set hvor meget vores normale liv adskiller fra det liv der leves i det nordlige Laos. Bare det at vi har elektricitet og noget så simpelt som butikker tæt på. Den slags er jo en selvfølgelighed hos os, men sådan er det åbenbart ikke alle steder. Hvor meget længere Akha kulturen eksistere i den form vi oplevede er uvist. Peter gætter på maks 10 år, måske kun 5. For forfaldet er tydeligt, landsbyerne er på vej i langsom opløsning, bedst illustreret ved at vi efter fotoseancen med høvdingens familie lige ville høre hvor vi kunne sende billerne til. De kunne ikke svare på hvor lange de endnu ville blive boende i landsbyen, og de ville ikke afvise at de allerede var væk når 2023 rinder ud og bliver til 2024. Det er jo som regel de stærkeste der flytter først, og når de ressource stærke er væk går samfundende nok til grunde. Hvad vi jo havde snuset lidt til var sket ved den opiums afhængige høvdings landsby, der på et par år var blevet halveret i størrelse. Det måde kulturen nok kan overleve længst på er hvis landsbyerne flytter en blok til lokationer tættere på floder og veje som tilfældet var ved den allerførste landsby vi besøgte på vores trekkingtur. 

Angåede fotoseancen, så havde Peter haft meget bange anelser der heldigvis blev gjort til skamme. Utroligt uprofessionel viste alle 3 kamerabatterier sig at være kørt helt i bund, men det gode gamle træk med at varme dem lidt op ved at gnide på dem viste atter sit værd, og vi fik taget billeder af høvdingens familie, som det så er aftalen at vi skal sende til dem når vi er kommet hjem. Så har de et fotografisk minde om deres liv i landsbyen. 

At drenge regnes for mere end piger fik vi et bevis på ved at moderen gerne ville have billeder af hende og drengene alene, altså uden deres store datter. Sådan noget skurer en del i ørerne på os der er vokset om med, og tror på kønnenes ligestilling.

Efter det sidste billede var blevet taget sagde vi farvel, selvom vi i den grad glædede os til at komme tilbage til Phongsaly for at få et varmt bad var det også lidt vemodigt at skulle sige farvel, vi havde begge nyt opholdet hos familien, og fandt at de var en meget sympatisk familie. 

Vandreturen tilbage mod Nam Ou floden gik fantastisk, vi var langt foran Khamhaks tidsestimater, og var glade for at det ville give vores sympatiske guide mulighed for at nå en bus fra Phongsaly mod Oudomxai allerede kl. 14. Ved floden fik vi atter en Cola ved samme sted vi havde nydt en sidst vi var på de kanter. Godt nok var den ikke kold, men jeg ville lyve hvis jeg hævdede at en halvvarm cola ikke kan smage himmelsk. Båden der skulle sejle os til dæmningen kom nærmest med det samme, og selv denne sejltur, der havde været lidt af en omgang sidst, var nu en ren hyggetur. Ved dæmningen blev vi mødt af chaufføren, der viste os vej en i et køretøj der havde set bedre dage. Det var ikke den gode minivan fra sidst, men en noget mindre, noget ældre bil der skulle føre os de sidste 21 kilometer op til Phongsaly og et varmt bad.

Lad det være sagt med det samme, vi ankom ikke til Phongsaly i bil, efter 10 kilometer brød bilen sammen for første gang, en rem var hoppet af viste det sig. Chaufføren skiftede proffesion til mekaniker ved at tage den hvide skjorte af, og Khamhak lod også til at vide noget om motorer, han hjælp i hvert fald chaufføren med at finde ud af hvad der var galt. Da problemet var identificeret skulle det jo løses, men det var svært uden værktøj. Atter engang fik vi et indblik i en anden kultur, for den første lastbil der passerede udlånte naturligvis sit værktøjssæt så reparationen kunne foretages. Dejligt at være på nogle kanter hvor tillid ikke bare er et tomt begreb.

Efter 5 kilometers kørsel holdt vi atter inde i vejkanten med åben kølerhjelm. Set med positiv tilgang var det jo rart at årsagen var kendt og derfor hurtigere at reparere end første gang. Folk med en negaytiv tilgang ville nok derimod hæfte sig ved at bilen åbenbart var i en sølle stand, og at vi næppe vi klare den de sidste 6 kilometer til Phongsaly. Ganske rigtig 3 kilometer fra byen var det definitivt slut, remmen var sprunget, og dermed ikke til at få sat på plads igen. Enden på miseren blev den at 2 motorcykler blev hidkaldt, bilen blev forladt, og vi glade vandrere startede med agt gå, mod så at blive hentet at motorcyklerne når de havde kørt Khamhak og chaufføren til Phongsaly. 

det er slut, bilen kører ikke længere, for remmen er kaput!

Vi fik en hurtig frokost med Khamhak inden vi skyndte og over gaden for at komme op til den varme bruser. Forventningens glæde var enorm, og skuffelsen ligeså da det viste sig at der var strømafbrydelse, og dermed ingen vand i hanerne!

Heldigvis kom strømmen i løbet af en times tid igen, men det var ingen rar fornemmelse at side inde i et lille rum, 2 personer der ikke havde været i et ordentligt bad i over 4 dage.

Om aftenen havde vi inviteret Khamhak ud at spise, vi havde en hyggelig aften, og snakkede meget om de muligheder og udfordringer der følger med når man som ham er den eneste i familien med bare et gram af uddannelse. Til slut lykkedes det os endda at hæve penge, strømafbrydelsen havde i nogle timer sat alle byens hæveautomater ud af spil, og det havde været pinligt ikke at have haft penge til bussen næste dag.