Trainstreet

 Dag 86

Vi har bestilt vores hotel med morgenmaden inkluderet, og det viste sig allerde på første dagen at være et godt valg. Selv kaffen, der ellers har været en særdeles ubehagelig beskaffenhed i Vietnam var mere end drikkelig. Det var således 2 udhvilede og veloplagte rejsende der efter morgenmaden kunne begive sig ud i Hanois gader. Vi valgte at gå turen fra Lonely planet i den gamle bydel. Undervejs kom vi forbi et marked, hvor vi så levende krabber blive solgt. Faktisk var det ikke så meget gamle bygninger og templer ruten havde i højsædet, i stedet koncentrerede den sig om at vise gader med folkeligt liv. Butiksstrukturen i Hanoi er stadig præget af samme gruppering af erhverv vi havde i Danmark for mange år siden. I Aarhus har vi jo en gade ved navn guldsmedegade, her lå guld og sølvsmede tidligere ved siden af hinanden. I Hanoi er det stadig sådan, og fra den ene gade til den anden skiftede gadebilledet således markant. Vi kom forbi smedenes gade, tempelsouvenir handlernes, og som den nog underligste stedet hvor de bl.a. solgte falske penge til at blive brændt i templerne. Det skal dog siges at gaden nok tjente mere på at sælge Halloween udstyr.

Gåturen, der ikke var mere end ca. 4 kilometer var vi begge enige om var en god start på dagen. Vi havde på forhånd booket bord på en cafe i Trainstreet kl. 14.30 

Engang for ikke så mange år siden kunne man bare gå ind i gaden, men sådan er det ikke længere. Nu skal man have en reservation på en af de mange cafeer der ligger i gaden hvor toget kommer kørende 6 gange i døgnet. Da klokken ikke just var tæt på at være 14.30 måtte vi finde på noget at foretage os for at få tiden til at gå. Vi valgte at se "Hanoi Hilton" Byens gamle fængsel, der fik øgenavnet undervietnam krigen fordi det blev brugt til at huse amerikanske piloter der var faldet i Vietnamesisk fangenskab efter at være blevet skudt ned. Fængslet havde dog en noget længere historie, idet det var blevet opført af den franske kolonialmagt tilbage i 1896. 

Det havde været brugt til at huse politiske fanger, særligt kommunister, og atter oplevede vi den særlige selvros kun diktaturer kan udtænke. Vi lærte at en kommunistisk fange altid er solidarisk med sine medfanger, og giver du en sådan fange 3 ledige minutter laver han en politisk studiegruppe med sine medfanger for at oplyse den i den retfærdige revolutions ånd. Ligegyldigt hvad du gør for at nedbryde ham er det dømt til at mislykkedes, for selv i den mørkeste stund er han / hun gennemsyret af et uselvisk ønske om at tjene revolutionen og partiet.

Vi kunne bedst lide den del af museet der handlede om de amerikanske piloter. Det viste sig at John Mc cain havde siddet i fængslet. Han var blevet såret da hans fly blev skudt ned, og til overmåde uheld landede han i en sø. Et billede viste hvordan han var blevet reddet af lokale der var sprunget i søen for at redde den sårede fjende op på land. I disse tider er det rart at se at er muligt at behandle fjendens soldater på en human måde selvom man naturligt nok ikke sympatiserer med det job de udfører.

Efter besøget i de sørgelige rester af fængslet, der blev sløjfet i 1994, var det tid til at bevæge os mod trainstreet.Vi havde god tid, og fik den brugt ved at få en Bahn Mi, en lækker vietnamesisk specialitet, samt ved at gå helt forkert. Vi kom til at gå for langt, og mødte jernbanen da den ikke var i gadeplan mere. Vi gik så af stort set samme rute tilbage, og så passede tiden. Ruten ind til Coffee 74 var svært bevogtet, vi blev afvis af 3 politifolk, og det hjalp overhovedet ikke at vi sagde at vi havde en reservation. 

Gode råd var dyre, og vi besluttede os for at skrive til cafeen at vi havde problemer med at nå frem. Det viste sig at være lige det trick der skulle til, for ejeren skyndte at komme ud til os, og viste os en smutvej udenom de emsige politibetjente. Det er helt hen i hegnet at det er muligt, for vi gik bare igennem en butik, og kom vel ud på sporet kun 20 meter fra de 2 betjente der brysk havde afvist os. 

Efter øget ventetid kom toget så, og selvom det lyder mærkeligt at se et tog der kører igennem en gade så var det absolut anstrengelserne værd. Gaden virkede egentlig bred nok, men da toget kom kørende kunne vi godt se at der ikke var plads til meget andet en lokomotivet og de mange vogne det trak efter sig.

Om aftenen spiste vi på Don Duck, en restaurant der er nævnt i Guide Michelin. Vi nød maden, og den efter danske forjols utroligt lave pris for en sådan oplevelse. 2000 kr. for en kuvert komme vi aldrig til at betale, men her spiste vi var et beløb vi kunne være kommet af med på en dansk mc Donald restaurant. 

af en eller anden underlig grund kan vi ikke uploade billeder i dag