2 $ cruise

  

Dag 89

Vi vågnede op til en smuk, smuk udsigt over bugten med de mange flotte øer  og stejle klipper samt en masse små fiskekuttere; eller snarere joller, der lå og vuggede på det blå hav i den lille bugt lige uden for vores hotel. Da morgenmaden var fortæret gik i en lille tur langs vandet inden vi ville blive hentet af en taxi, der skulle fragte os om på den anden side af øen, tæt på det sted, hvor vi har booket et homestay for de næste tre dage. 

Klokken 10 rullede hotelmutter sin lille, røde Kia frem foran hotellet og hun var nu forklædt som taxachauffør, der ville fragte os om til den lille færgehavn. Heldigvis var turen kort, for vi sad ret pressede med vores store rygsække inde i bilen. Hun satte os af og pegede på en bygning, hvor vi åbenbart skulle betale nationalpark gebyr, da Halong bugten er udlagt som nationalpark. Det var dog ikke så let som vi troede. Bag den første skranke sad to mænd i hvide uniformer og en i grøn. Vi stillede os op foran de hvide mænd, som dog helt og aldeles ignorerede os, og fortsatte med at kigge ned i deres computer og telefon, den tredje lukkede øjnene og lod som om han sov. Vores forsøg på at komme i kontakt med dem mislykkedes totalt, og vi gik hen til en anden skranke, hvor en ung pige sad og kikkede i sin telefon. Hun så dog op, da vi tiltalte hende på engelsk, men svarede surt tilbage på vietnamesisk og signalerede tydeligt, at hun ikke havde i side at bruge så meget som to sekunder på at prøve at forstå og hjælpe os. Vi vendte om og især Peter kogte indvendigt. Men det hjælper ikke på sagen og vi gjorde et nyt forsøg, da en guide kom ind foran os, vi stillede op bag ham og forsøgte så samme taktik og havde også fået google translate til at bringe pingen vores ærinde om et simpelt køb af en billet til nationalparken. Det lykkedes heller ikke, og i stedet ringede jeg til ham, vi har booket overnatning hos. Han kunne heldigvis engelsk og fortalte s, at når vi tog med den offentlige båd, skulle vi ikke betale nationalpark-gebyr. Okay, så kom smilene tilbage for vi var nu klar til at gå ombord, og havde endda sparret gebyret fordi vi ikke skulle med en turistbåd. Således fik vi altså en times cruise gennem den utroligt smukke bugt for kun 2 €!

Sejlturen var simpelt hen ubeskrivelig smuk med stille vand og en langsom båd, der kilede sig gennem vandet. Der blev knipset løs på kameraet og ingen af os kunne se os mætte på udsigten 360 grader rundt om os.

Da vi lagde til kaj, var der straks en venlig sjæl, som viste os hen til en golfbil størrelse XL som vi hoppede ind i og satsede på, at han vidste, hvor vi skulle af. Det blev en smuk lille tur gennem en naturlig tunnel, hvor golfbolden kun lige kunne passere i højden og et meget smukt og frodigt landskab med bjergene som smukke baggrundskulisser.

På magisk vis stoppede bilen ud for “Lan Homestay” som mest af alt lignede en stort have med vand og smukke buske og træer. Vi blev taget venligt imod og snart havde vi gået en let frokost serveret, bestilt en aftentur i kajak, hvor vi skal se lysende plankton (forhåbentlig) samt en heldags sejltur i morgen. Vi bor i to små bungalows med en lille veranda udenfor. Ingeborg har en hængekøje og vi har en sofa så vi kan sidde udenfor og nyde roen og naturens lyde. Vi kan købe alle måltider her og de har et lille køleskab med drikkevarer, hvor man bare noterer, hvad man har taget og så betaler når vi engang tjekker ud. Det er et roligt og ukompliceret sted med en rar atmosfære.  

Eftermiddagens program bød på en gåtur rundt i den lille landsby og videre ad små stier ind i nationalparken. På et tidspunkt mens vi stod og kiggede på et kort kom en yngre kvinde gående og hilste, hun stoppede også op og kiggede ned på sit kort på telefonen. Peter spurgte om hun var på vej op på det højeste punkt, for det var den retning hun var i. Stor var forbløffelsen, da hun sagde, at hun var på vej ned til båden!!! Peter var heldigvis meget direkte og kunne bekendtgøre for hende, at hun altså så var på vej i den helt forkerte retning! Hun blev vist ud på asfaltvejen med direktioner, og så krydsede vi ellers fingre for, at hun ville komme frem, men sikre det er vi aldeles ikke. Utroligt at med et kort på en telefon ikke undrer sig over, at msn fjerner sig mere og mere fra vandet samt at man ikke har på lystavlen, at en bådtur nok ikke starter fra øens højeste punkt….

På vej tilbage til homestayet kom vi forbi adskillige caféer og de havde alle fiskespa. Vi købte lidt at drikke et sted og fik at vide, at det var gratis at stikke fødderne ned til fiskene. Det var ikke helt små fisk og de tog godt for sig af retterne og der var ingen af os, som kunne klare at have dem siddende på både fødder og ben så vi valgte en variant, hvor kun hælene var i vandet, men bare det krævede stor koncentration, hvis vi ikke skulle flå fødderne op. Det føltes som om de tog store lunser af os, men når vi inspicerede fødderne, var der intet at se… En lokal sagde til os at vi skulle tænke på noget andet, for eksempel fremtiden eller en tur vi skulle på, men det hjalp ikke rigtigt, så efter tyve minutter gav vi op, drak vores sodavand og forduftede.

Nu sidder vi så og hygger os lidt og venter på aftensmaden inden vi sætter afsted i kajakker for forhåbentlig at opleve bioluminiscent plankton (lysende plankton).