Med Mr. Dong og fruen i byen
Efter de mindre heldige madmæssige oplevelse i går, er det en glæde at kunne fortælle at morgenmaden på hotellet saglige i skabet. Udvalget var godt, og det var til at komme til buffeten. 7 gæster talte vi, og i det talt var vi selv med ombord. Gæsterne var i undertal i forhold til de ansatte, af dem talte vi nemlig 8. Meget sympatisk begyndte de at spise fra det veldækkede bord hen imod slutningen af vores ophold i restauranten. Vel tilbage på værelset slappede vi af indtil det bankede på døren, roomservice ville ind og gøre rent, så vi valgte at forlade værelset og gik ud i Son La. Vores første programpunkt var den store Ho Chi Minh statue vi kan se fra vores vindue. Statuen viste sig at være lavet af 20 tons kobber, Vi mener at man måske kun have benyttet så meget godt metal til mere nyttige gøremål, men selve monumentet er nu et af de pænere vi har set på turen. Bag monumentet er der et tempel, og da vi havde tid nok gik vi op for at se dette. Vi fik dog ikke lov til at komme ind, for en soldat så væres flotte ben, og det syn ville han gerne spare onkel Ho for. Det er nemlig ikke Budda der sidder til højtaler i dette tempel, men selveste Ho Chi Minh. Tæt ved statuen ligger deres stor bygning, enten er det er partihovedkvarter, eller provinsens administrationscentrumI hvert fald er det så abenlyst kommunistisk at man skulle tro det lå i den gamle østblok.
Da vi var færdige med de officielle bygninger drev vi mod byens marked. Ligesom i Dien Bien Phu var det klinisk renset for turist tingel tangel, og i stedet fyldt op med artikler de lokale efterspørger. Der var tøj og ske, kurve til alskens ting og sager, samt grøntsager og kød. Kort sagt man kunne købe stort set alt her. Vi gik rundt os så os omkring, men købte intet, vi ville ellers gerne købe kurve og hatte, men har ingen mulighed for at tage dem med på den videre færd.
På vej tilbage mod vores hotel gik vi langs vandløbet der går igennem byen, her var vi imponerede og at der er små marker nede mellem betonsiderne, vietnameserne forstår virkelig at få noget ud af deres jord, Vi så også fiskere der med kastene forsøgte deres held iden smule vand der løber i øjeblikket. Om de for alvor havde fangts held var svært at se, men der må jo være noget at komme efter, ellers var de der jo ikke.
Efter den store morgenmadsbuffet var det så som så med appetittenda vi satte os ved et bord på en tilfældigt restaurant. Ved hjælp af oversætningsappen fik vi valgt et par retter. For Solveig var det bestilte lidt af en mundfyld, portionen var stor, og smagen i den stærke ende, så det var en kamp at få spist op. Peter havde valgt Hanoi forårsruller, og selvom det ikke lignede forårsruller, så smagte de i det mindste godt.
Vores hotel er jo af en helt uvant høj standart i forhold til hvad vi ellers har boet på, og er endda udstyret med en såkaldt infinity pool. den skulle vi naturligvis prøve, og ikke overraksende havde vi den for os selv, det store hotel virker nærmest mennesketomt. Det var dejligt at svømme lidt, og vi har også nydt at have en slapper dag uden det helt store program. Vi havde dog alle rede fra morgen stunden besluttet at vi ville op på cafebaren Bigkat, der ligger men en super udsigt over byen. Da vi ankom var de gode pladser med udsigt over byen allerede taget, men vi kunne da i det mindste få et almindeligt bord. Til vores bestilling var der også en masse solsikkefrø med, dem vil der ikke blive bestilt nogen af fremtiden, for det er et værre mas at få dem åbnet, og gevinsten der kommer ud af dem står på ingen måde i et positivt forhold til den anstrengelse det er at knække skallen af.
Indtil videre havde dagen ikke budt på de store overraskelser, men ved vores næste stop, der blev stedet hvor vi i går havde mødt en ung engelsktalende mand, skete der endelignoget. Vi bestilte atter en øl, og kom i snak med den unge mand, der viste sig at være stedets ejer. Hans engelsk havde han haft godt brug af igennem11 år i turist industrien i Hanoi, og ligesom så mange andre vi har mødt på turen var hans livsbane blevet ændret af Covid pandemien. Firmaet han arbejdede for var gået konkurs, og han var vendt hjem til familien i Son La. Han ville gerne træne sit engels når muligheden bød sig, og det gjorde den sjældent i løbet af det sidste år havde der været 4 udlænding forbi. Efter lidt løs snak spurgte han om vi havde en restaurant vi ville spise på til aften, vi svarede nej, og så tog det ene ord det anet, og pludselig stod vi med en invitation om at komme med ham og hans højgravide kone ud at spise. Vi svarede resolut JA TAK; og sådan gik det til at vi har spist på en lille hyggelig restaurant sammen med mr. Dong og hans søde kone. Vi ankom endda til stedet med stil, nemlig bag på deres små motorcykler. Menuen, som vi aldrig selv ville have valgt bestod af mange forskellige små retter, heriblandt muslinger i kokossauce og snegle. En helt igennem fantastisk afslutning på en lidt sløv dag.
Kommentarer