Batterierne lades op

 Dag 82

Vi sov lidt længere i dag da der ikke var noget stort på programmet. Faktisk var det rigtig rart for den slags dage har vi næsten ikke haft nogen af. Vi har haft brug for at lade batterierne op ovenpå den meget begivenhedsrige trekking-tur, så det at være i en by, hvor vi tilsyneladende er de eneste turister og der ikke sker ret meget, har været tiltrængt. 
Morgenmaden bestod af en banh mi, som er en vietnamesisk sandwich, denne var blandt andet fyldt med en omelet, så vi blev godt mætte og kom af med 2€ i alt. Mens Peter ventede på, at brødene blev færdige, købte jeg to kopper kaffe med mælk – og hvis man havde drømt om en dejlig varm latte med tyk mælkeskum så var skuffelsen stor, da jeg fik udleveret to kolde kopper kaffe med isterninger og kondenseret mælk i bunden! Jeg tror vi skifter kaffen ud med vand eller cola indtil vi nærmer os de lidt mere turistede steder igen, hvor man kan købe en “Americano”!
Vi blev enige om at finde det franske mindesmærke for de faldne soldater, så vi krydsede igen den gamle bro over floden og kom forbi markedet, som summede af liv og travlhed. Et sted blev der handlet store frøer og det var lidt sjovt at følge med i, hvordan de hoppede omkring fordi en vanskelig kunde ville kigge på dem inden hun besluttede sig og så var sælgeren nødt til at løsne snoren, de var bundet fast til. Men handlen blev afsluttet, frøerne og en pose fisk blev lagt i bagerummet under sædet på scooteren og så begav de sig ud på deres sidste rejse.

Da vi kom til det franske monument var lågen låst og vi fik en lang næse. Men vups så kom der en ung mand fra restauranten overfor med nøglerne og låste op og viste med fagter, at vi bare kunne aflevere den hos ham når vi var færdige og havde låst efter os. Det var nu ikke det helt store sus, men fint st der også er et sted, hvor efterladte kan mindes de franskmænd som kæmpede og ofrede deres liv så langt væk hjemmefra. Da vi var færdige og havde fået låst lågen gik vi hen mod den franske kommandocentral, som stadig er bevaret eller rettere istandsat. Men nu var klokken 10.50 og museet lukkede søreme også mellem kl 11-13.30 så vi besluttede os for at vente. I stedet kom vi forbi et par gamle M24 Chaffee tanks som Peter snusede lidt rundt om. Jeg tror kun der er to slags turister som kommer til Dien Bien Phu; dem som  er historieinteresserede og dem dom rejser med de førstnævnte – I må selv gætte, hvem der er hvem i vores lille rejseselskab

Vi gik gennem markedet igen og så de fleste var ved at pakke sammen især kødsælgerne for det er nok en morgenting at sælge det, så husmødrene kan komne i gang med den varme mad inden familien kommer hjem til frokost. 
Efter lidt afslapning og kulde på værelset, var vi klar til lidt frokost. Peter ville gerne spise hos ham med nøglerne, når han nu havde været så flink at låse op for os. Men på vej derover mærkede vi, at det var som om byen var helt forladt. Mange af butikkerne var lukkede og på markedet havde boderne lagt tæpper eller presenninger over varerne og på den ellers så fyldte bro over floden, var vi de eneste. 

Så selvfølgelig havde restauranten også lukket. Det lykkedes os dig st finde et alternativ, hvor vi fik vækket “kro-fatter” som biksede en risret sammen til os. Nu havde museet også fået lukket op igen og vi så bunkeren og det ikoniske sted, hvor vietnameserne for værste gang svingede med deres flag efter de havde besejret franskmændene. Det er der åbenbar mange, som efterligner når de besøger stedet, og vi iagttog da også hvordan et flag blev udlånt, sat på en stang og så blev der ellers taget billeder. Selve bunkeren var flot istandsat og helt bestemt et besøg værd.
Resten af eftermiddagen snusede vi lidt mere rundt efter gamle tanks og kanoner, men vi fik også hentet vasketøjet, så vi nu dufter at sæbe igen og så blev der også tid til en frugtshake inden aftensmaden som vi indtog på samme sted som i går. Da vi gik tilbage til hotellet fik vi lyst til en is, jeg havde set en fryser og den gik vi hen og kiggede i – jo, den var god nok. Der var is i den. Men nogle vi aldrig havde set før. Den første vi vil fat i var en majs-is og lignede en majskolbe, den næste var en isvaffel med oste-is – men tredje gang vi gravede i fryseren dybt nede, kom der to vanille/choko vafler frem så dem sluttede vi en god og stille dag af med.

herunder er der en video af de flagsvingende lokale.