Ankomst til Bac Ha

Dag 93

Vi skulle efter planen ankomme klokken 05.55 til Lao Cai. Vi havde i aftes købt billetter til bussen, der skulle fragte os til Bac Ha i det nordlige Vietnam, hvor hovedformålet med opholdet her er at besøge et stort marked, hvor især de forskellige etniske grupper fra de omkringliggende landsbyer kommer og sælger varer. Her er det især Flower Hmong, der udgør den største gruppe. Konduktøren i toget, der så også solgte billetter til bussen, havde sagt at bussen gik kl 06.00 – altså fem minutter rygter ankomst. Men da jeg havde set, at busstationen ligger lige over for busstationen satsede vi på, at der var tid nok.

Jeg vågnede kl. 5 og havde en fornemmelse af, at jeg havde sovet sådan on off hele natten. Ikke godt men heller ikke dårligt. Vi var kun os tre i kupeen, da den sidste passager aldrig dukkede op. Ingeborg og Peter sov godt og jeg listede mig ud for at gå på toilet og børste tænder. Jeg var vist den eneste i vores togvogn, der var oppe. Jeg lavede en kop kaffe og spiste en af de vafler, der lå indpakket i snack-kurven i kupeen. Jeg måtte også lige tjekke diverse nyder om stormfloden for at se, hvilke skader der var sket. Wow det har været vildt mange steder!!

Da klokken var 05.40 kaldte jeg på de to sovetryner og sagde, st der ifølge planen var 15 minutter til ankomst. Det kom så ikke helt til at holde stik. Først klokken 06.20 ankom vi til Lao Cai Station.

Vi var kun lige kommet ud af stationen inden vi blev råbt an af en buschauffør, det råbte “Bac Ha” – vi skyndte os derover og han var hurtig til at få vores bagage ind i bussens bagagerum. Lige inden vi trådte ind i bussen viste Ingeborg billetterne, men ak, det viste sig at bussen slet ikke gik derhen hvor vi troede, men til Sapa… Så vi måtte have bagagen retur, og nu gik den vilde jagt på at finde en bus til vores bestemmelsessted. Det var ikke let, og på et tidspunkt delte vi os, og spurgte forskellige om hjælp. Det var dog sin sag, når ingen talte engelsk. Men endelig lykkedes det Peter at finde en kvinde, der kunne engelsk nok og viste sig at have fået besked om, at der skulle tre med fra stationen – det var os treJ Vi fik endnu engang bagagen ind i bussen på bagerste hylde. Der var allerede fyldt godt op med pakker og rissække og ikke ret meget gulvplads var frit. Men vi fandt tre sæder og ud vover os kom der også to franskmænd med. Så var der afgang – troede vi, men det viste sig, at vi skulle holde ved en pakkestation indtil 7.30… Her fik vi så tilbudt pomelo – en citrusfrugt på størrelse med en stor grapefrugt med et tyk, hvid hinde og uden saft. Ikke vores favoritfrugt. Men der var som altid meget spændende at se på, bl.a. bakkede en lastbil op til bussen, den havde monteret to mindre kurve på hver side, hvor der i den ene var fyldt op med grissebasser og i den anden geder. På et tidspunkt klappede nogle mænd den ene side ned, så man kunne se, at bilen var lastet med en del rissække, men to mænd hoppede op og så blev siden lukket igen. Det undrede vi os lidt over, og ikke lang tid efter blev den klappet ned igen og man kunne se de to mænd ligge ovenpå sækkene, de hoppede dog ud igen, men hvorfor, var det en test i menneskesmugling? Vi var trods alt så tæt på den kinesiske grænse, så vi kunne se derover… nå, måske var det vores fantasi, der løb af med os. Vi kørte afsted, dog havde damen, der styrede bagage og pakker spurgt Peter, om han ville have forsædet. Det takkede han nej til, selvom vi godt vidste, at det faktisk var en efterspurgt æresplads at få tilbudt. Han fortrød senere, at have sagt nej…

Vi skulle køre omkring 63 kilometer, og det ville tage mellem to og tre timer selvom vejene er markant bedre herovre, men når man samtidig med persontransport også er pakkepost, tager det tid; lang tid. Vi kørte da heller ikke mere en et par kilometer inden vi gjorde holdt. Her steg flere passagerer ind i bussen, og vi fik ny “pakkebestyrer” – en mand som yndede at tale højt i telefon, men som vi senere på turen måtte sande var yderst effektiv med hensyn til alle pakkerne. Der var 16 siddepladser i bussen, men vi var på næsten hele turen 25 – på vores række blev der sat to ekstra ind, to i lastrummet bagerst i bussen, nogle sad på rissække og pakkebestyren stod i den åbne dør det meste af tiden. Det var her Peter ønskede, at havde takket ja til forsædet. På trods af en chauffør, der kunne lide at tage svingene mens han var oppe i fart, lykkedes det os at få hevet de forskellige pakker frem, så de kunne blive afleveret. På et tidspunkt skulle der en pakke ud under Ingeborgs sæde, så sædet måtte af, og hun stod op mens bussen susede afsted. Vi havde også en firkantet pakke under sædet, der skulle ud mens vi var i fart, men ak, kassen gik i stykker og alle kartoflerne i pakken trillede ud, men ved fælles hjælp kom de tilbage i kassen, der nu var blevet repareret med gaffatape.

Vi nede endelig frem til Bac Ha, en lille by med ca. 7.000 indbyggere. Fra byens torv kunne vi gå de 1,5 kilometer op til Nobita Homestay som v havde fået anbefalet af Christian, som også havde boet her. Mr. Do, som ejer stedet tog venligt imod os og vi fik straks vores værelser. Herefter spiste vi lidt frugt, som var blevet til overs fra togturen inden vi gik ud for at finde lidt frokost.

Efter at have fået fyldt maven med en Banh My (en fransk baguette med vietnamesisk fyld) og lidt frisk juice hos café Pumbaa følte vi alle tre den samme træthed melde sig og vi blev enige om, at en middagslur var påkrævet. Derfor gik vi tilbage til “Nobita”, som ligger i et stille villakvarter og faldt hurtigt i søvn.

Men vi kunne jo ikke ligge og snue hele eftermiddagen væk, så klokken 15.30 gik vi igen ned i byen og hen på Hmong-kongens slot, som viste sig at være en stor turistattraktion, hvor flere busser holdt og en masse mennesker var langt mere optaget af at tage billeder af sig selv end at læse om Hmong-folket og de forskellige andre etniciteter på egnen. Slottet blev bygget af franskmændene i 1921 for at give Hmong høvdingen et sted, han kunne føle at han var noget så han ikke ville pønse på et oprør. Stedet er bygget i en underlig orientalsk barokstil, som vi ikke har set andre steder heromkring. Stedet indeholdt også oplysninger om de forskellige etniske grupper i området, hvoraf Hmong folket er den største. Ude bagved var der et lille køkken, der fremstillede brændevin lavet på majs, som er meget populær heromkring.

Vi fik både taget biller af slottet og de mange turister, men også smagt brændevin og læst alle plancherne og dart på de flotte dragter, der var udstillet. Bagefter gik vi en omvej ind mod byen igen og vi fandt et sted med aftensmad, der dg vart alt for dyr i forhold til det lokale prisniveau og den mad, der blev serveret. Vi håber på bedre held i morgen!

Dagen sluttede af på byens “Night-marked”, hvor vi fik en forsmag på alle de flotte dragter, der venter os i morgen til det store marked, der er en stor begivenhed her omkring for lokale såvel som for turister.

Vækkeuretblev sat til klokken 05.30 så vi kunne være på markedet fra starten.