Egern på menuen

 Efter en ret urolig søvn i løbet af natten startede en koncert med alle lydende fra jens Hansens bondegård omkring kl. 4.30 om morgenen. Alle hanerne i landsbyen galede omkamp, og det lod til at aminer grisene på den anden side af den tynde væg. Det vævede også husets beboere, og efterhånden som tiden gik blandede menneske stemmer sig med dyrenes koncert. Omkring kl.6 begyndte det at blive lyst, og lugten fra det nu tændte ildsted spredte sig i huset. Efter at været kommet så meget til os selv som nattens mangelfulde søvn tillod stod vi op og satte os ved morgenmads bordet. Det skal nu siges at det ikke helt foregik sådan. Bordet flyttes fra stue til køkken og tilbage alt efter hvem der skal spise. Det er sådan at mændende spiser først, selvom det traditionelt er kvinderne der laver maden. Vi satte os, og så ankom bordet fra køkkenet. Solveig tæller som udlænding med som mand, heldigt nok, elers havde vi jo ikke kunnet nyde måltiderne sammen. Morgenmaden var næsten lutter klassikere, stegt aubergine, bambus, ris og chilli, alt sammen noget vi også havde fået til aftensmad. Som et lille overraskende twist var der flæskesvær med på bordet. Det skal her siges at selvom vi fandt det decideret mærkeligt med flæskesværene. så var de virkelig vellavede, og de blev også spist op. Det er dog ikke noget der vinder indpas på vores weekend morgenmads menu når vi vender hjem.

Landsbyen vi havde overnattet i havde en særdeles flot skole, der i 2018 var blevet opført med støtte fra Australien og EU. Den havde faste vægge, og hele 3 rum. Det havde ikke været nok til at holde folk i landsbuyen, siden skolen var blevet taget i drift var landsbyens befolkningstal blevet mere end halveret, således var der nu kun 14 hustande tilbage, og det betød at skolen kun havde 15 elever. Vi spurgte Khamhak hvornår eleverne får engelsk, og han forklarede at det skam allerede var i primary school, bøgerne havde de, men desværre var der stort set ingen primary school lærere der mestrede sproget. Det lyder som en spøg, men er desværre ramme alvor. For at føje spot til skade viste det sig at Khamhak af alle ting i denne verden var uddannet engelsk lærer, men havde ikke fået noget lønnet job da han søgte. Han kunne godt få arbejde som volontør på den skole, men hvem arbejder dog uden at få løn for det? Undervisningssproget i skolen er landets officielle sprog Laolum, Akha stammen har deres eget sprog, der har betydelig kinesisk indflydelse. Mange ældre Akha kvinder taler kun Akha, og kan derfor ikke hjælpe deres børn med skolegangen. Det er i den grad hårde odds at slå igennem som Akha når det kommer til uddannelses systemet.

Efter skolebesøget gik vi ned mod en kavere beliggende landsby, stien var stejl, og da det havde regnet i løbet af natten var den også glat. Vi undgik dog at falde, og kunne nyde det smukke landskab. Ca. halvvejs kom vi forbi en mand der pløjede en mark med en bøffel foran en såkaldt Ard. Godt nok var det ved nærmere konsultation med wikipedia den avancerede udgave af arden, men det er alligevel værd at bemærke at denne plovtype på vores breddegrader blev udkonkurreret af hjulploven for små 1000 år siden. Ifølge Khamhak var det formentlig en opiums mark der var ved at blive klargjort, det ville i hvert fald passe med tidspunktet, for havde det været en rismark ville man først går gang med at gøre jorden klar i februar måned. 

I landsbyen, der lå mindre flot end hvor vi havde sovet blev vi hele 2 steder budt ind til banan og agurk. Atter var det en af de gigantiske agurker vi blev budt, så vi var ret mætte da vi atter befandt os på gaden. Her fik vi ikke lov til at stå i fred ret længe, for også i denne by var der folk med skavanker, og åbenbart tillægges vestlige turister magiske evner i sygdomsfordrivelse. En kvinde med en dårlig hånd spurgte os forgæves efter hjælp, og en ældre mand med fæl hoste henvendte sig også. Her var løsningen ligetil, idet der mellem hans læber var en cigaret. Vi lod dog være med at komme med gode råd i dette tilfælde. Efter den stejle optur til landsbyen hvor vi havde sovet var det tid til frokost, iden vi sagde farvel til familien vi havde boet hos. Charmerende som stedet var giver vi ikke landsbyen mange chancer for at overleve på trods af at den havde ligget samme sted i hele 4 generationer, for med en høvding der er afhængig af opium er det svært at se nogen lysende fremtid for den idyllisk beliggende lille by. 

Efter at have vinket farvel gik vi 7 kilometer til næste landsby. Undervejs kom vi om ved en lille lastbil der var havareret vejkanten. Det havde været tæt på at den var faldet i dybet. Nu var 7 mænd i gang med at få den op igen ved hjælp af træstykker, ræb og hakker. Khamsak var ikke imponeret, og gik straks i gang med at snakke med mændende. Efter kort tid sagde han til os, at nu måtte han altså give dem sin ide. Vi var imponerede over hans selvsikkerhed, men det viste sig dog at de ville fortsætte med deres egen plan.

Vi kunne følge med i deres anstregelser længe efter vi havde efterladt dem med deres udfordring, og at dømme efter motorlyden lykkedes det dem at få lastbilen fri. 

Landsbyen vi skulle sove i havde 32 huse, og i skolen gik der 48 børn. Høvdingens familie virkede som en stærk enhed. bedstemoderen havde endda let til smil. Lidt vildt gik hun med en så løs trøje at hendes ene bryst ofte faldt ud. Hun var også en kompetent kok, da først den illegalt nedlagte aftensmad ankom gik der ikke lang tid tør fuglen var plukket, parteret og kogt i gryden. Som et ekstra pift var den sidst ankomne ret et stegt, parteret egern. Peter smagte det, og kunne ikke anbefale det videre. Vi fik som tilbehør velsmagende soyabønne/peanut peste, samt noget lækkert kogt græskar. Efter aftensmaden sad vi kort i et par fjernsynsstole. Da familien fik solceller kunne batteriet trække et fjernsyn der stadig stod i et hjørne, at dømme på støvlaget var det efterånden længe siden batteriet havde været i stand til at få nyhederne fra den store verden ind i den lille stue. Vi havde en udfordring ved at bo ved denne familie, Høvdingen spyttede konstant på gulvet. Godt nok var det et lerklinet gulv, og godt nok er det nødvendigt at tilføre fugtighed da det ellers hurtigt begynder at støve, men det var alligevel en underlig opførsel syntes vi.