Dien Bien Phu

 Dag 81

Er navnet på en by i det nordvestlige Vietnam. For historie interesserede ringer der måske en klokke ved navnet, for byen har for vietnameserne en betydning, der langt overstiger dens ret beskedne størrelse på noget under 100.000 indbyggere. 

Vi skal næsten præcis 70 år tilbage i tiden før historien begynder, og da fandtes byen ikke engang. Kun en lille landsby lå der dengang nede i den frodige dal mellem 2 bjergkæder. I november 1953 besatte de franske koloniherrer stedet for at tvinge Viet Minh guerillaerne ud i en åben kamp, hvor franskmændene ville være klart overlegne med deres klart større ildkraft pr. soldat, samt fuldstændigt luftherredømme.

I den øverstbefalende for den franske styrke i indokinas ordrer var der et krav om at sætte en stopper for Viet Minhs bevægelser fra Vietnam ned i Laos. Set i det lys gav det for så vidt mening at lave en befæstet position i dalen, hvor Dien Bien Phu nu ligger. Problemet var bare, at alle andre officerer end den øverstbefalende var imod ideen, samt at ordren om at beskytte Laos slet ikke var gældende, da operation blev sat igang d. 20 november 1954. Det skal dog ikke lægges Henri Navarre til last, at han gennemførte den alligevel, for han fik først besked om ændringen i sine ordrer d. 4 december, 3 uger efter ændringen var blevet vedtaget.

I starten kunne franskmændene i ro og mag opbygge deres pindsvinestilling, men fra januar 1954 havde vietnameserne besat højdedragene rundt om basen, hvilket dog var, hvad franskmændene havde regnet med ville ske. Hvad der derimod overraskede franskmændende var, at det ved enorme anstrengelser var lykkedes  Vietnameserne at få bragt store mængder svært artilleri i stilling i de ellers uvejsomme bjerge. Den 13 marts 1954 åbnede de for alvor slaget med et bombardement, der kom meget bag på franskmændene, og som stort set ødelagde den landingsbane, der var stillingens livsnerve. De næste 57 dage svandt området, der blev kontrolleret af kolonimagten kontinuert, og dagen før en fredskonference i Geneve skulle starte, var det slut. Den franske kolonimagt blev definitivt løbet over ende den 7 maj 1954, og over 10000 soldater måtte begive sig i et fangenskab kun 3300 af dem overlevede. 

På fredskonferencen i Geneve måtte franskmændene overgive sig atter engang, denne gang ikke til Vietnameserne, men til kendsgerningerne. En næsten hundrede års fransk koloniperiode i sydøstasien var forbi. Det var første gang en koloniseret nation formåede at besejre en vestlig kolonimagt, og på den måde opnå selvstændighed. Det er forståeligt nok noget Vietnameserne er stolte over, og man har i 2014, altså 80 år efter slaget opført et stort museum, der ganske ensidigt fortæller om begivenhederne, der udspillede sig her. 

Vi spiste et hurtigt flutes på vej hen til museet, ikke al fransk indflydelse er forsvundet, og man kan derfor købe ganske godt brød på disse kanter. Museet havde samtidig med, at vi ankom, fået besøg af en hel busfuld gæster, at dømme på deres påklædning militære veteraner eller veltjente partimedlemmer. Vi fik betalt den efter vietnamesiske forhold ret heftige indgangspris, og kom så ind i museet, hvor de første plancher var udtalelser af Ho Chi Minh, og udtalelser fra det kommunistiske parti om Ho Chi Minh. Teksternes svulstighed lod ingen tvivl tilbage om, at Vietnam stadig er styret af et kommunistisk parti, og i en etparti stat er kildekritik og objektivitet ikke af så stor betydning som hos os. 

Museet var ellers flot lavet, og man havde i den grad forsøgt at få plads til alt der havde tilknytning til slaget. De vinflasker de belejrede franskmænd havde tømt var der plads til, ligesom der naturligvis ikke manglede våbeneksemplarer. De i vores øjne mest kuriøse udstillingsgenstande var 3 bordben, der havde siddet på et bord i en vietnamesisk kommandocentral. Intet var for småt til at komme med her, lod det til.

Efter selve udstillingen blev vi af en meget ivrig kustode anvist et sæde i en biograf, her så vi en så ensidig  fremstilling af begivenhederne, at den kunne have været lavet af en af vores skoleelever ved en projektopgave. Alle de typiske fejl vores elever ofte forfalder til blev gentaget her. Uinspireret oplæsning med mange komplet ligegyldige detaljer af speakeren, dårlig udnyttelse af teknikken. Vi sad eksempelvis på første række, og kunne dårligt høre, hvad der blev sagt, og på trods af , at lærredet var stort, var billedet i sammenligning ret lille. Foran skærmen var der lavet et flot panorama med lysdioder, så det havde været muligt at vise, hvor begivenhederne, der blev fortalt om i filmen, udspillede sig, men ak, 2/3 af dioderne virkede ikke, herunder samtlige på selve hovedkamppladsen. Så ingen hjælp at hente her. 

Efter filmen var det tid til at forlade museet, troede vi, den ivrige kustode havde dog endnu en triumf i ærmet. Som afslutning skulle vi se et kæmpestort panorama. Sammen med 3 lokale turister gik vi en etage op og kom op i en kæmpemæssig kuppel, hvor der var lavet et meget flot 360 graders panorama. Netop som vi ankom startede en ansat musikken, og med kommunistisk selvhøjtidelig marchmusik ringende i ørene begyndte vi at gå rundt for at se det hele. Vi tog os åbenbar lidt for god tid, for da musiker stoppede manglede vi endnu en lille bid, men blev bedt om at forlade kuplen for så at kone igen et par minutter senere, når det atter var tid til at tænde for musikken. Her var oplevelsen kvalitet åbenbart afhængig af både at have noget i ørene og foran øjnene på samme tid. 

Vel nede i ankomsthallen fik vi et sidste smil fra den ivrige kustode. Hvis de lærere, vi havde oplevet ude i Akha landsbyerne bare havde besiddet halvdelen af hendes entusiasme og charme ville skolebørnene have været helt anderledes stillet.

Ude i det fri snakkede vi lidt om, at det er utroligt, hvor ens kommunistiske lande er, når det kommer til monumenter og præsentation af vigtige, historiske begivenheder. Dels er monumenterne oppulente, og som regel bygget i en sølle kvalitet, museet her så udefra allerede medtaget ud. Beretningen er hylende ensidig, og sem regel decideret løgnagtigt præsenteret. Franske soldater blev efter tilfangetagelsen sat til at marchere over 600 kilometer til fjerne fangelejre over halvedelen af dem aldrig nåede at se. På museet blev det fremstillet som om de havde fået en nærmest overstrømmende venlig behandling i fangenskabet.

Efter musset gik vi hen for at se en af de vigtige, rekonstruerede franske stillinger. Da vi ankom fandt billet-damen blokken frem, men erklærede efter kort tid at området var middagslukket. Det gjorde os nu ikke så meget, for Dien Bien Phu er ikke kendt for de vilde seværdigheder, så det var ikke nogen bet at have lidt at lave efter frokosten også.

Vi slentrede langsomt tilbage mod vores hotel, og kom undervejs forbi et officielt turist bureau, der lignede alt andet end netop det. Vi kom i snak med damen, der bestyrede det, og vi tror nok, vi har fået købt busbilleter til Son La om 2 dage. Vi har i hvert fald betalt, men da vi ikke har fået nogen kvittering, er det lidt uvist om vi er lykkedes med vores forehavende. Kl. 10 på onsdag får vi vished, for da bør vi blive afhentet af en bil foran turistbureauet. 

Efter de langstrakte busbillet forhandligner der blev besværliggjort af sprogproblemer, gik vi videre mod hotellet, og da morgenmaden jo havde været af den lette slags indhentede sulten os før vi ankom, og vi fandt derfor et sted at spise frokost. Solveig brugte for første gang på turen google lens til at oversætte menukortet. Her i Vietnam kan man risikerer at få bestilt næsten, hvad som helst, første ret vi fik oversat var således stegte græshopper. Vi fik bestilt noget mere almindeligt, men at selv google lens ikke er garanti for at undgå ulykker blev klart kort tid efter, da Solveig gik op for at hente to flasker vand. Hun kom tilbage med 2 uskyldigt udseende plastik flasker, åbnede den ene, og konstaterede, at hun netop havde fået en stor mundfuld ris whiskey indenbords. Vi fik sat den endnu uåbnede flaske tilbage og byttet den til 2 flasker, der heldigvis indeholdt, hvad vi ønskede, nemlig ganske almindeligt vand. Efter den gode frokost gik vi tilbage på hotellet, hvor der desværre var strømafbrydelse. Der var godt nok heldigvis gang i en nødgenerator, men den kunne ikke trække aircondition anlægget, hvad der dog var til at klare. Hvad der var værre var at elevatoren heller ikke var i drift,i den forbindelse skal det siges, at vi som udgangs punkt er glade for at bo med en flot udsigt på 6 sal, men i denne sammenhæng betød den en anstrengende tur på trapperne for at komme op på vores værelse.

Efter lidt afslapning gik vi atter aften ud i den lille by, første stop var et vaskeri, ved hjælp af google translate fik vi formidlet, at vi gerne ville have vasket vores tøj, i morgen ser vi så om det er blevet gjort, når vi henter det igen. Kort efter besøget på vaskeriet stod vi atter foran billetdamen, og denne gang var lykkens gang. Vi fik betalt og fik adgang til det rekonstruerede, franske støttepunkt, hvor der havde været heftige kampe helt frem til afslutningen. Her havde man gjort et godt stykke arbejde med at vise, hvordan stillingen havde set ud, og med den mængde af kamuflerede bunkers, er det til at forstå de enorme vietnamesiske tab under kampene. Vi fandt også en sti, der førte over til et mindetempel for de faldne sejrherrer. Monumentet, der så ud til et være ret nyt bekræftede førnævnte regel om, at det i et kommunistisk land skal være storladent, og elendigt bygget. På trods af den lave alder var der allerede tegn på forfald på grund af billige materialer.Her mødte vi atter veteranerne og partimedlemmerne fra museet, der var egentligt ret rørende at se de ældre vietnamesere i deres grønne uniformer med mange påhænget medaljer gå glade rundt. Hvad Vietnam har været igennem siden selvstændigheden er ikke at spøge med, og de strabadser befolkningen har klaret er der næppe mange befolkninger, der ville være kommet igennem på samme måde.

De gamle franske støttepunkter lå alle på forhøjninger, og på en af de andre er der lavet et enormt sejrsmonument, vi naturligvis også skulle se. Turen derhen tog en lille halv time til fods, og indebar en overraskende hård stigning. Monumentet kunne have stået i Moskva, Minsk eller en anden tidlige kommunistisk by, men den omkringliggende park var flot. Vi havde bortset fra 2 drenge på skateboard hele området for os selv.

Da vi forlod sejrsmonumentet blev vi spurgt af en 15 årig pige, om vil ville have noget imod at deltage i et interview, for hun havde fået en skoleopgave, hvor hun skulle snakke en med udlænding om generationsforskelle. Vi sagde natuligvis ja, og så begyndte der eller nogle sjove minutter, hvor pigen, hvis engelsk var mangelfuldt, fik tilkaldt flere og flere af sine venner, indtil den med det bedste engelsk ankom. Nu var vi så omgivet af 5 unge mennesker og 2 tændte mobiltelefoner mens vi svarede på nogle spørgsmål. Som afslutning blev Solveig fotograferet sammmen med de livsglade skoleelever, der var lykkelige over at havde fået løst deres ikke helt lette opgave. Mange turister kommer der næppe til byen, vi har i hvert flad ikke set andre vesterlændinge end os selv.

20 minutter senere gentog seancen sig, denne gang var det et par unge drenge fra samme klase, der henvendte sig mens vi drak en kop kaffe. Atter engang stillede vi naturligvis op som de gode gæster, vi er.

Vi fandt til aftensmad en lille restaurant, der overraskede så positivt både hvad angår mad og betjening, at vi nu allerede ved, hvor vi skal spise i morgen. Forårsrullerne sad lige i skabet, og på trods af intet fælles sprog følte vi os i den grad venligt behandlet, så vi fik ved den kunstige intelligens hjælp sagt, at vi ville vende tilbage igen i morgen. 

Da vi gik ud i byen i morgens forventede vi os en halvkedelig dag i en uinteressant by, men i stedet blev det en super god dag med mange sjove, uventede episoder.