Bad luck

  

Dag 74

Efter en god nars søvn var vi klar til at komne ud og se lidt mere i bjergbyen mod nord. Men lige som vi var klar til afgang væltede regnen ned og indhyllede byen i en stor, grå sky. Egentlig burde Peter allerede her have nævnt noget om en dårlig dag, men han var tavs. Vi lagede os på sengen igen og brugte tiden på at læse lidt online aviser og opdatere os på de sociale medier. Så først omkring kl 10.30 vovede vi os udenfor. 

Da vi havde gået lidt i tavshed spurgte jeg Peter, hvor vi var på vej hen for der havde vi allerede passeret markedet, hvor vi egentlig havde snakket om st spise morgenmad i aftes. Peter var på vej til museet og jeg var på udkig efter morgenmad så vi fik lige koordineret programmet og blev enige om at tage museet inden vi spiste noget. Da vi heller ikke har set nogen som helst sælge noget brød-lignende vidste vi, at morgenmaden sandsynligvis ville have stået  på nudelsuppe og det havde vi ikke den store lyst til. På vej til museet fortalte Peter så, at hans dårlige humør skyldtes at Wizz Air skyldte ham 7.000 kr for nogle aflyste flybilletter (tilbage for et år siden) men de penge var nu tabt fordi han ikke havde gjort krav på dem. Det var selvfølgelig noget møg og vi snakkede lidt om, hvad man kunne gøre i den situation. Vi havde regnet lidt på finansbeholdningen og var kommet frem til, at hvis vi hævede én gang til, ville vi have nok til resten af tiden i Laos, da vi fortsætter til Vietnam, når vores trekking tur er slut. Så da vi kom forbi en atm tænkte, at vi så kunne få den del på to do listen klaret. Men den virkede selvfølgelig ikke, og nu mente Peter helt sikkert, at dette var en dårlig dag, hvor han var forfulgt af uheld. Vi prøvede faktisk hele 4 hæveautomater inden det endelig lykkedes! Museet fandt vi med lidt besvær, da der ikke var noget skilt ud mod vejen. Der var to store bygninger at vælge imellem og den første vi valgte viste sig at være et slags bibliotek. Som indskudt bemærkning kan nævnes, at 43% af befolkningen er analfabeter her. Damen var heldigvis flink og viste os over i det andet hus. Her fandt vi også skiltet over indgangsdøren, der pegede væk fra gaden. “Museum of Phongsaly Ethnic Groups” stod der på skiltet og inde på det lille museum, hvor vi var de eneste to og hvor billetdamen fik travlt med at lægge telefonen væk og få tændt lyset, da vi kom, fik vi et fint overblik over, baggrund og traditioner hos de forskellige etniske grupper i dette område.

Historisk set har mange af stammerne været under to forskellige kongedømmer tilbage fra 12 hundrede-tallet og der har man traditionelt haft en struktur med en klanleder og et ældsteråd i hver landsby. Mange af disse har endda været autonome i forhold til resten af landets politiske system og retsvæsen. I dag er der i langt de fleste landsbyer stadig en høvding som øverste overhoved for byen. Mange af landsbyerne er er stadig meget isolerede og først i begyndelsen af 2000 begyndte man at lave en plan for infrastruktur og elektricitet til dem. Men at dømme på det vi har set indtil nu går denne udvikling meget langsom og da vi besøger nogle af de meget isolerede steder gør vi os ingen håb om hverken komfort eller mulighed for forbindelse til omverdenen. Så kære læsere, dette blogindlæg bliver det sidste indtil vi er tilbage igen den 7. oktober men så har vi helt sikkert også meget at fortælle. Det lader til, at det kun er mig og Peter, der skal på tur og vores guide er kommet hertil i morges med bus fra Udomxai, hvor han opholder sig hos familien, når der ikke er turister heroppe. Ham glæder vi os til at møde i morgen. 

Efter museet, der også bød på plancher om klædedragter, arbejdsredskaber og overtro (som stadig fylder meget), var vi blevet sultne og fandt et godt sted med nudelsuppe og endda wifi! Herefter ville vi gå op på det lokale Himmelbjerget, hvor der dels er en fin Stupa og dels en fremragende udsigt ud over byen og de grønne bjerge. Vi tog den længere vej op så vi slap for alle trapperne for er der noget som er træls her i Laos, så er det altså at man ikke har nogen standard mål på trapper. På én trappe er der sædvanligvis mange forskellige højder og bredde på trinnene, så med flere hundrede trapper op mod toppen, valgte vi den noget længere cementerede vej. Halvvejs oppe var der et billetskur og et skilt der fortalte, at det kostede 5000 kip pr person at gå helt til toppen. Men der var ingen til at tage imod penge. Der var et hus og en lille bod og langt om længe fik vi kaldt en ældre, tandløs msnd frem der storsmilende gav os to billetter. Vi fortsatte til tips og I kan selv gætte, hvor heldige vi var med udsigten… der var selvfølgelig en tung, grå sky som gjorde, at vi ikke kunne se noget som helst. Dårlig dag😁 Jeg spurgte Peter om jeg skulle udøve nogle af de ritualer mod ulykke dom jeg havde læst om på museet, det mente han dog ikke så vi satte os på en bænk og delte en dragefrugt og et æble, vi havde købt på markedet dagen forinden. Og tænk – så vendte heldet, skyen forsvandt og den smukkeste udsigt kom til syne. Sommerfuglene flaksede forbi og poserede på blomsterne foran os og Peter var HELDIG at få nogle flotte billeder. Efter at have nydt solen og udsigten en times tid kom der en regnbyge, men vi kunne heldigvis nøjes med at stå i læ under et træ og efter fem minutter var det overstået, og vi gik tilbage til byen. 

Vi havde taget lange bukser med så vi var tempel-parate, hvis det skulle vise sig at være påkrævet. Men bortset fra en hund, der holdt øje med os var der ikke et levende væsen i sigte. Så vi lod tempelbukserne blive i rygsækken og snusede rundt. Templet så mildest talt faldefærdigt ud, men det var faktisk tydeligt st se, at det blev brugt som begravelsesplads. Der var en masse små stupaer med billeder og årstal af afdøde. Solen skinnede og selvom stedet var nedslidt, var det smukt at se solens stråler ramme de små gyldne stupaer.

Vi gik tilbage mod vores Guesthouse, men slog på vejen lige ind omkring markedet igen. Ude foran var der små boder, som solgte forskellige friturestegte lækkerier. Vi købte nogle forskellige, blandt andet nogle små kokospandekager og nogle stegte bananer, men også nogle, der ikke var søde og som var en slags brød med grøntsagsfyld. Meget lækre og vi tog en portion med tilbage til vores Guesthouse og spiste dem udenfor i solen med en kold drik. I aften skak vi have pakket om, så vi kun har det alle mest nødvendige med i rygsækkene. Derfor har vi købt en stor pose med lynlås til de øvrige ting, der kan opbevares på Guesthouset mens vi er ude at gå. Lige nu sidder vi og fordøjer en skål nudler og en portion wonton på samme restaurant som i aftes. Der er strømafbrydelse og restauranten er oplyst af små lommelygter, heldigvis tilberedes maden her med gas. Gaden ligger mørk og øde hen. Tænker det må være dagens sidste uheld😜