Aggerholms blog

 dag 71 Det er ikke altid det er sjovt at skrive blogindlæggene, Af og til er det endda bare noget, der skal overståes. Heldigvis er der også de andre dage, de dage hvor oplevelserne bare venter på at blive nedskrevet. Det er de dage, hvor skrivningen går som en leg. Dagen vi har haft i dag er klart en af disse, en dag, hvor det næsten fra start var klart, at det ville blive et langt indlæg, der nærmest skrev sig selv. Vi startede tidligt, kl. 5 ringede vækkeuret, og vi stod hurtigt op til den fjerne rytme af en veloplagt munketromme. Vi er så heldige, at der er en eller anden vigtig buddistisk fest, så almisseparaden om morgenen ville være stor ifølge vores guide fra gårsdagens vandretur. Altså måtte vi op og ud for at se, hvad der foregik. Da vi kom ned i hotellets underetage så vi atter, hvor heldige vi selv er; den helt igennem fantastiske unge mand, der står i receptionen, lå og sov under et tæppe bag disken. Det må være receptionistens svar på en 24 timers vagt, han er på. Utroli

    Dag 70 I dag skulle vi på tur. Vi havde kigget nysgerrigt i hotellets tilbud af ture og forelsket os i en vandretur, der gik ud til to landsbyer, hvor vi kunne opleve to af de lokale stammer, nemlig Hmong og Khmu. Vi ville blive hentet kl. 8.20, så vi var tidligt i gang med morgenmaden. Klokken 8.45 var vi stadig ikke blevet hentet, og selvom vi øver os i ikke at miste tålmodigheden eller blive irriteret over den slags små ting, så er det altså lidt svært at lade være. Men vi kunne se på den unge mand i receptionen, der havde booket turen for os, at han var helt rolig, og så lod vi også som om vi var det… Vi blev selvfølgelig hentet, klokken var lidt i 9 og vi blev i en lille lastbil med sæder bagi fragtet ud til floden Nam Khan, hvor fra en fladbundet båd med to friske drenge stagede og os over på den anden side. Vores guide hed Wone og var en ung fyr fra Khmu stammen. Han fortalte os mange spændende ting om de forskellige stammefolk, deres sprog, religion og højtider. Khmu stamme

 Dag 69 Er nok den mest besøgte by i Laos. Byen har mange templer, og vi gik efter morgenmaden afsted for at se det ældste tempel, VeVi har i dag været ude at gå byen tyndt, og vi forstår hvorfor der kommer så mange turister netop her. Godt nok er der ingen strand, Laos er jo et såkaldt "landlocked country" På danske et land der ikke har adgang til havet. Et europæisk eksempel herpå kunne være Østrig.  Alene af den grund er der mange der springer over Laos, og landet har da heller ikke nogen ekstremt store turistseværdigheder, men Luang Prabang kommer nok tættest på. Den er en af 3 gamle kongebyer, og er ikke blevet så hårdt medtaget under hverken Vietnam krigen eller hærget af kinesiske banditter som mange andre byer i det nordlige Laos. Vi gik efter morgenmaden afsted for at se det flotteste af templerne, nemlig Wat Xieng Thong, der ligger næsten helt ude på spidsen af den lille halvø hvor den gamle bydel er placeret. Vejret var dårligt, det småregnede, og vejrudsigten gav

dag 68 Klokken 7.40 ville vi blive hentet af en tuk-tuk, der skulle bringe os til busstationen, hvorfra vi skulle med en bus til Luang Prabang. Det er hele 263 km, og var berammet til at tage 8 timer! Ja, som det tyske udenrigsministerium skriver i deres rejsevejledning så skal man være opmærksom på, at vejene i Laos ikke modsvarer den tyske standard, og det kan vi skrive under på. Vi fik taget afsked med Mr. Kong efter et helt fantastisk ophold, der havde givet masser af ny viden til vores hoveder om Laos, der for øvrigt har knap 7 mio indbyggere og er næsten 6 gange større end Danmark.Vi vidste heller ikke noget om alle de ueksploderede bomber i Laos og de deraf følgende forfærdelige menneskelige omkostninger med handicappede og lemlæstede mennesker, døde familiemedlemmer og forældreløse børn. Det er behageligt at være i Laos, menneskene er rolige og afdæmpede og der er stort set intet pres om at købe varer eller andre ting man normalt kommer ud for som turist. I bussen havde vi fået

 Dag 67 Plain of Jars er siden 2019 et UNESCO sted i den nordlige del af Laos. Eler rettere, mange steder i det nordlige Laos, de gigantiske krukker står i klynger små 100 steder, og af dem er de 11 med i unesco udmærkelsen. Der er et lidt andet udvælgelseskriterie her i forhold til mange andre steder, for alle de 11 har det til fælles, at de er blevet ryddet for ueksploderet ammunition fra Vietnam krigen. Vi havde booket mr. Kong til en tur, og vi startede med et besøg hos det lokale turistkontor, der også havde en stor samling krigsmateriel ude bagved. Her fik vi en forklaring på, hvorfor der var blevet bombet så meget i det nordlige Laos, og forklaringen var ikke, at Ho chi Minh-stien gik her. Næh, amerikanerne var ret involveret i en kamp mellem den kongetro laotiske hær samt thailandske lejesoldager på den ene side, og Laopathet, en kommunistisk, vietnamesisk støttet gruppe på den anden side. Derfor havde der også været landoperationer i området, hvilket overraskede os noget. Vore

    Dag 66 Denne dag startede jo slet ikke som alle de andre med morgenmad og en langsom start. Næ nej, vi lå tæt op ad hinanden i den meget smalle seng og bussen rumlede og skrumlede. Klokken var næsten 6 og det var blevet lyst udenfor. Men hvor vi befandt os og hvor langt der var igen, var et godt spørgsmål. Vi fik kigget på Google Maps men siden i går har der været lidt problemer med det lokale sim-kort, så net havde vi ikke noget af og Peter måtte gætte sig til, at der vel omtrent var 3 timer tilbage af turen, når han så på den lille blå prik på kortet. Vi kan ikke sige, at vi ar haft en fremragende nattesøvn, men vi har da sovet lidt indimellem. Det gik bedst, når vi blev enige om, at sove på den samme side, så vi fyldte mindst. Men det er godt nok helt vildt, hvor dårlige veje der er i Laos. Der er her tale om at vi kørte fra den anden-største by til den største, deres hovedstad og vejen var helt urimelig dårlig. Det var næsten udelukkende grus, og der var huller så store som kra

Dag 65  Efter vores vandretur rundt i Pakse dagen før var det efter morgenmad og udtjekning fra Pakse hotel & Restaurant tid til at se lidt på byens sydlige omgivelser. Vi skulle ikke bevæge os langt fra hotellet, for 40 meter væk lå kontoret hvor vi havde bestilt en bil med Chauffør der skulle køre os til Wat Phu 43 kilometer syd for Pakse. Templet blev en del af UNESCO verdensarven i 2021, og er i familie med templerne ved Siem Reap. Det er meget mindre, men ligger vildt flot op af en bjergskråning, hvorfor der naturligvis er en forrygende udsigt med Mekong floden. Vores chauffør viste sig at være god til engelsk, og meget vidende om lokale og internationale forhold. Han var uddannet på universitetet i hovedstaden Vientiane, men var modsat mange andre vendt tilbage til det mere rolige liv i Pakse langt mod syd i Laos. Vejen mod Champesak, og dermed Wat Phu var en betalingsveje, og på de små 45 kilometer skulle der betales vejafgift hele 3 gange. To af gangene med mindre end en ki