Amok i Phnom Penh

Dag 54

Hotellet er super godt og vi har da også sovet upåklageligt, så efter morgenmaden på 15. etage, er vi klar til at se, hvad den nye dag har at byde på. Vi starter ud på kongepaladset, der ligger en kilometer fra vores hotel, og allerede fra morgenstunden må vi kæmpe en venlig, smilende, men bestemt kamp for at få lov til at gå til paladset til stor fortrydelse for de mange tuk-tuk chauffører, der utrolig gerne vil tilbyde os en tur, og slet ikke kan forstå, hvorfor i al verden vi vil gå.  

Der mangler ikke pomp og pragt og slet ikke plads til kong Sihamoni og hans familie. Der er masser flotte pagodehuse med traditionelt tag og en fantastik udsmykning - hold da op, hvor har der været nogle dygtige håndværkere. Entreen var hamper, 10 USD pr. person, ingen audioguide, bare en billet. Vi kunne komme ind i ét af husene, et tempel, hvor der var omkring 100 Buddhaer i forskellige udgaver, og et par montre med støvet skrammel, men der var til gengæld adskillige bore, hvor man kunne donere penge. Vi måtte ikke tage billeder. Vi kunne få lov til at kigge in i kroningssalen, som kun bliver brugt, når en ny konge skal krones - den er i hvert fald ikke slidt op. Igen ingen billeder. Vi måtte tage billeder af husene udefra, og bevares, de var virkelig også flotte, men jeg  synes ærlig talt at det var lidt af en kedelig omgang til en meget dyr pris.Nu kan det selvfølgelig skyldes, at kongefamilien slet ikke har så mange værdier, for Cambodja er jo et fattigt land... og så er der selvfølgelig også forsvundet en del da Pol Pots Røde Khmer fik magten og senere de andre besættelsesmagter. Alligevel står jeg tilbage med en fornemmelse af, at det var en tynd kom te, der blev serveret på kongepaladset.

Vi gik videre til næste punkt på dagsordenen Tuol Sleng Museum of Genocide Crimes, også kaldet S-21 (Security Prison 21). Cambodjas berygtede og mest ondskabsfulde diktator havde magten sammen med sin hær Khmer Rouge fra 1975-1979. I morgen tager vi ud og ser "The Killing Fields" og vil så fortælle lidt mere om de ca. 2 millioner mennesker, der mistede livet under hans rædselsregime. I fængslet S-21 blev mere end 17.000 mennesker tortureret og dræbt. Vi havde besluttet os for at få en guide med rundt, og vi fik en kvinde født i 1967 som meget hjerteskærende tog os gennem to timers grufulde beretninger og billeder fra et helt forfærdeligt sted. Hun hed Syvik og var så heldig, at hun lykkedes at flygte ud af Phnom Penh til Vietnam sammen med sin mor og storesøster. Hendes far og to ældre søskende døde under rædselsregimet. Hun ved ikke, hvordan hendes familie døde, om det var af sult eller om de blev slået ihjel. Det tog hendes mor og de to børn en uge at flygte til Vietnam til fods. Her blev de så indtil de i 1979 blev bedt om at vende tilbage. De mennesker, som ikke straks blev slået ihjel, fordi de var intellektuelle, havde bløde hænder eller lys hud, blev sat til at udføre tvangsarbejde og blev belønnet med to små skåle ris om dagen og lidt vand. Fangerne i fængslet sad der fordi man havde mistanke om, at de var imod regimet, arbejdede for fjenden eller andet man lige kunne komme i tanke om. Museet havde tidligere været en skole men nu var klasselokalerne lavet om til celler, hvor der i nogle af dem stod en seng uden madras og i andre af dem var der bare lænker til fødderne og en toiletspand. Fangerne er blevet tortureret med strøm, pisk, har fået revet neglene af, kvinder fik skåret brystvorterne af og en her masse andre uhyggelige ting, man slet ikke kan forestille sig muligt. I cellerne hang der sort/hvide billeder af fangerne og det var hjerteskærende at se udtrykket i øjnene på dem, det var frygt og det var tydeligt. Syvik blev selv flere gange berørt, når hun fortalte, men hun sagde også, at det var vigtigt for hende at fortælle historien i håb om, at den ikke gentager sig.Hun har i dag børnebørn, som hun også fortæller om tiden, og hun kunne berette, at man først i 2009 var begyndt at undervise i emnet i skolerne. Der blev i alt dømt 5 personer for disse masseforbrydelser, og spørgsmålet er så hvordan et land kommer videre med den historie og formår at leve side om side med mennesker som har været involveret i disse forbrydelser.

Der var mange spørgsmål, også mange som ikke kan besvares her og nu, men mest af alt så gjorde det ondt helt ned i maven at se disse skæbner og høre et menneske fortælle dels sin egen historie dels andres om et regime, der var gennemsyret af ondskab - og så i vores tid... det er altså noget, der er sket mens vi (Peter og jeg) har levet. Inden vi tog afsked med vores guide mødte vi tre ud af de i alt11 overlevende fra fængslet. To af dem er gamle mænd nu, men den ene var kun syv år, da de blev befriet af vietnameserne, og de stod alle tre i fængslets gårdhave og solgte deres bøger. "Drengen" fortalte, at han i fængslet havde ventet på hans mor for hun havde sagt, at hun ville komme tilbage, men hun kom aldrig.èn afde ældre mænd fortalte, at han græd hver aften inden han skulle sove, når de frygtelige billeder vandrede gennem hans hoved men fælles for dem alle tre var, at de ønskede at udbrede kendskabet til historien så den ikke gentager sig. Den ene afde ældre mænd udtrykte det på denne måde: "Justice for the future not for the victims".

Vi blev siddende i gårdhaven et godt stykke tid for at fordøje historien og for at reflektere over alle de oplysninger og tanker, der var blevet sat igang.

Resten af dagen tilbragte vi på hotellet og i poolen, og så gik vi amok! Det vil altså sige, at vi fandt en restaurant til aftensmaden, som serverede en kendt, lokal ret: "Amok". Det er en krydret (men ikke stærk) kokossauce med enten fisk, kylling eller gris serveretmed ris til. Det smagte virkelig godt, og så var en god afrunding på en hård dag.